Eternal Darkness: Sanity's Requiem

Jeg husker godt i slutningen af 90'erne, hvor udgivelserne til N64 allerede var ved at sygne hen i det tomme, og alle ventede på GameCube. En af de sidste store titler til N64 skulle være Eternal Darkness, som skulle være i stand til at slå Resident Evil af pinden som det bedste horror-spil. Desværre fandt vi N64-ejere aldrig ud af det, da Eternal Darkness sammen med titler som Starfox (Dengang Dinosaur Planet) blev cancelleret til N64, og udviklingen fortsatte til GameCube. Ser man tilbage i bakspejlet, så var det måske ikke så dum en beslutning…

Gameplay

Nu har undertegnede endelig fået fingre i PAL-udgaven af Eternal Darkness, der altså er udkommet på GameCube.
Spillet er et horror-spil i bedste Resident Evil stil - og så alligevel ikke!

Historien i spillet fortælles ved, at man følger forskellige medlemmer af Roivas-familien og også andre personer, der tit og ofte må vise for de mørkere magter, hvem der er herre her!
Spillet starter med, at man som en ung pige, Alex Roivas, skal finde ud af, hvorfor ens gamle, mystiske bedstefar er blevet brutalt myrdet i sit gamle, uhyggelige hus. Herefter foregår spillet dybest set på samme måde som Resident Evil - men der er visse forbedringer.
Noget af det vigtigste ved Eternal Darkness er, at kameraet kan bevæge sig og følge hovedpersonen, hvilket jo ikke er muligt i Resident Evil - og det virker meget mere skræmmende!
Selve gameplayet udmærkes af at have fået tildelt en masse nye påfund, der virkelig hjælper på oplevelsen. F.eks. kan ens hovedperson lære at gøre nytte af en specielt kraft, Magick, som man igen og igen kan bruge som et værn mod det onde. Udover det er der det efterhånden berømte 'Sanity meter', der langsom drænes, hver gang man møder et monster. Jo længere ned ens 'Sanity' går, jo flere underlige ting og steder tror man, at man ser - eller er de i virkeligheden ægte?

Kampene i spillet er også bedre og sjovere end i f.eks. Resident Evil. Ved at holde A inde låser man sig fast på en fjende, som man så kan smadre ved at trykke på R. Det fungerer godt, og man kan endvidere bruge C-sticket til at vælge områder på fjendernes kroppe, hvor man vil ramme.

Grafik

Generelt er Eternal Darkness en nydelse for øjet. Lyseffekter og animationer er generelt i den helt høje ende, og at spille spillet uden lys i rummet er et must. En gang imellem støder man på scener, hvor grafikken bærer præg af sin Nintendo64 arv. F.eks. er der en sekvens i introen, hvor man ser en clock-radio, der udsender et meget lidt overbevisende grønt skær - det er tydeligt, at dette er en scene, der egentlig er lavet med N64 i tankerne.
Spillets forskellige personer kunne også være pænere lavet - f.eks. ligner Alex Roivas meget Buffy fra spillet på Xbox, men Buffy er bare meget pænere lavet. Til gengæld er alle animationer helt oppe at ringe!

Lyd

Lyden er et vigtigt punkt ved et horror-spil, og selvom Eternal Darkness ikke skuffer på dette punkt, så kunne det være gjort bedre. Tit befinder man sig i en larmende stilhed, som nok er ment som en måde at være uhyggelig på, men som overhovedet ikke er det. De indtalte stemmer kunne også være mere overbevisende, selvom de er gode til at udtrykke figurernes følelser.

Konklusion

Eternal Darkness er kommet til GameCube med det klassiske horror-gameplay tilsat en mængde nye påfund, som tilsammen gør spillet både frisk og uhyggeligt at spille - præcist som det skal være. Det er også dejligt endelig at kunne spille et horror-spil, hvor styringen rent faktisk virker.
Har du en GameCube og interessen for denne genre, så ved du godt, hvad du skal ud og købe nu.