X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Warriors Of Might And Magic


Mange kender sikkert Might & Magic-serien fra PC'eren. Foreløbig er det blevet til 8 rollespilstitler og 3 strategititler, men manglen på decideret action i spillene fik 3DO til at lancere en mere actionpræget titel, som dog stadig har genkendelige elementer fra resten af serien. Warriors of Might & Magic er et rimeligt forsøg på at kombinere action og rollespil, dog med hovedvægten lagt på actionelementet.

Dømt til en rejse igennem underverdenen

Som spiller skal man tage kontrol over figuren Alleron. Alleron er på grund af sin interesse for nekromantik blevet idømt en hård straf. Straffen går i al sin enkelhed ud på, at Alleron bliver tvunget til at bære en levende maske (som med skarpe kløer borer sig ned i Allerons skuldre). Iført denne ejendommelige maske bliver Alleron sendt ned i en dyster underverden, hvor hans opgave er at bekæmpe de utallige, groteske monstre som befinder sig selv samme sted. Formålet med alt dette er at Alleron skal bevise sin uskyld, hvilket kun kan lade sig gøre ved at gennemføre de forskellige baner i spillet. Når spillet starter er man i besiddelse af en simpel trækølle, som man dog hurtigt får udskiftet med mere slagkraftige våben.

Grafik i underverdenen

De forskellige baner foregår som sagt i en dyster underverden, befolket med groteske monstre af enhver art. Det er lykkedes 3DO, ved hjælp af lyseffekter, tåge osv., at skabe den rette mørke og dystre stemning, som skal til for at skabe den rigtige atmosfære i spillet - det er bare ikke nok. Banerne er nemlig generelt for ensformige og gennemskuelige. Det varer ikke længe før man instinktivt ved, hvad det er man skal kigge efter og hvor henne. Dette er selvsagt ikke nogen fordel, når man tænker på spillets holdbarhed. Der skulle jo gerne, især i denne slags spil, være plads til udfordrende hemmeligheder af forskellig slags. Men som sagt findes der den rette stemning og atmosfære i spillet, hvilket betyder meget i det hele taget. Det er selvfølgelig primært grafikken i spillet som er den bærende kraft bag stemningen/atmosfæren. Kigger man på små detaljer som f.eks. faklerne, bliver man imponeret over de realistisk udseende flammer - man kan endda se varmen bølge lige over flammerne, hvilket er en ret fed effekt, efter min mening. Farvelægningen i spillet er ligeledes i orden, hvilket kan ses på de forskellige baners udformning: En rigtig flot bane er f.eks. isbanen, med den rette kolde stemning og flotte blå farver. Hvad der dog er mere imponerende er banernes dybde, som er tydelig via flere etager/højder i samme bane. Dette gør at man for eksempel kan stå og se ned i bundløse huller osv., hvilket giver en rigtig god dybdefornemmelse.

Lyden er der egentlig ikke så meget at sige om; gode atmosfæriske lydeffekter og musik, som er med til at underbygge illusionen om en dyster, mørk og kold underverden.

Styringen i underverden
Styringen i spillet er faktisk rigtig god og absolut hensigtsmæssig. Der findes en god variation af angrebsmuligheder, hvilket er med til forlænge spilleglæden, da det selvfølgelig tager lidt tid at blive fortrolig med dem alle. Efterhånden som man arbejder sig igennem spillet lærer man nye magiske formularer, som eksekveres med et enkelt tryk på firkant-knappen. Det er således gjort meget enkelt at bruge sin magi, hvilket understreger at spillet primært er et actionspil. Via en inventarfortegnelse kan man følge med i udviklingen af sine egenskaber og svagheder. I denne inventarfortegnelse ser man det udstyr, man har til rådighed, ligesom man får præsenteret en personlig statistik over, hvor gode ens kampegenskaber er. Der findes fire forskellige egenskaber, som man gør klogt i at holde øje med under spillet: Mægtighed, Intelligens, Behændighed og Udholdenhed. Hver enkelt egenskab er delt op i levels, og disse levels øges, hver gang man f.eks. finder noget nyt udstyr eller overvinder fjender. Som sagt starter man spillet med at være i besiddelse af en simpel trækølle. Denne trækølle kan så opgraderes i løbet af spillet, men det er ligeledes muligt at lave combo-angreb med sit våben, ligesom man kan lave forstærkede angreb ved at holde knappen inde i nogle sekunder, hvorefter den slippes. Det kan godt betale sig at sætte sig ind i grundelementernes sammensætning; Ild, Jord, Luft og Vand. Det er nemlig ikke al magi, der kan bruges lige effektivt mod enhver fjende. Når man har lært grundprincipperne vil man kunne se på fjendernes aura/omkringliggende farver, hvilken magi man skal bruge mod pågældende.

Spillet indeholder selvsagt masser af fjender, og derfor også masser af kampe. Det skal her siges at størstedelen af fjenderne er temmelig uintelligente, hvilket ses ved at de oftest bevæger sig direkte mod sig, når man har åbenbaret sig for dem. Dette giver sig som regel god tid til at orientere sig og forberede sig på den kommende kamp. Under kampen kan man hele tiden holde sig ajour med fjendernes helbredstilstand via en health-bar, der vises lige over fjendernes hoveder. Alt i alt kunne Warriors of Might and Magic betegnes som værende et godt nyt actionbaseret rollespil, hvis det da ikke lige var for en utrolig irriterende detalje, som ødelægger meget af spillets helhed. Frameraten i spillet er nemlig under al kritik. Den grafiske hastighed må nærmest betegnes som fodslæbende. Grafikken hakker alt for meget i spillet, og som enhver spilfan ved, er det en af de ting, som kan ødelægge glæden ved selv det mest spændende spil. Det er bare utroligt, at der ikke tænkt over en så vigtig ting som denne inden lanceringen.

Klarer spillet rejsen igennem underverdenen?

På trods af den langsomme framerate er Warriors of Might & Magic dog stadig et temmelig godt forsøg på at skabe et actionbaseret rollespil. Man skal dog ikke gå ud og købe spillet, hvis man er hardcore RPG-fan, da det som sagt primært er et actionspil. Undertegnede er dog hovedsageligt positivt indstillet overfor spillet, da det er både underholdende og omfattende, hvilket giver mange timers fed gaming.

Warriors Of Might And Magic (EU)
Anmelders vurdering
6/10

Warriors Of Might And Magic   © 3DO 2001   (PS2)    1/3 Warriors Of Might And Magic   © 3DO 2001   (PS2)    2/3 Warriors Of Might And Magic   © 3DO 2001   (PS2)    3/3