Grandia II

Der var engang hvor rollespil havde en solid historie, en fantastisk grafik og et øresønderrivende godt soundtrack. Nu tager vi så til nutiden og kigger nærmere på Grandia 2.

There is something rotten in Silesia!

I Grandia II er der en historie, men original, det er den ikke! Faktisk opdager jeg hele tiden flere lighedspunkter med andre spil hver gang jeg spiller. Men altså, historien er som følger:

Engang var der den gode gud Granas og den slemme gud Valmar. Og de havde det ikke helt godt med hinanden, så Granas besluttede at kløve Valmar med sit sværd, Granasaber. Det fik Valmar det ikke helt godt af, så han forduftede og lod verdenen være. Og selv om der var noget tumult op gennem historien, så skete der ikke meget indtil...

Hovedpersonen Ryodo som er Geohound, en slags lejesoldat, bliver sat til at passe på en sangerinde for Granas. Hun skal gøre et eller andet ved et segl så Valmar ikke bliver sluppet fri igen. Men som det så ofte sker, lige fra byer ved navn Raccoon City til forskningslaboratorier kaldet Black Mesa, så går det galt. Elena bliver tvunget til at dele sin krop med en del af Valmar, nemlig hans vinger. Hans vinger er et iltert kvindemenneske der lyder navnet Millenia. Og da hverken præsten fra Granaskirken eller Elena synes det er synderligt fedt at have Millenia løbende omkring, begiver de tre, Ryodo, Elena og Millenia, sig hen mod Granaskatedralen, hvor Pave Zera skal foretage en eksorcisme. Men da dette er et spil, så skal der hele tiden blive kastet nogle uforudsete begivenheder ind på banen. Dette er jo ikke ligefrem noget der vinder Nobels litteraturpris, men det holder da sammen på det.

En fryd for øjet? Nope!

Man er efterhånden blevet vænnet til at stort set alle PS2-spil er en fryd for øjet. Og alle der spiller rollespil ved at rollespil og god grafik er to uadskillelige elementer. Desværre vidste GameArts intet om dette. Personerne er nogenlunde på stadie med personerne i Final Fantasy 7, bare med nogle flere detaljer. Baggrundene er til gengæld noget som holder sig mere til illusionen om at spillet er PS2’en værdig. De er nemlig i fuld 3D, så man kan næsten altid trykke på R1 eller L1, og så vil baggrunden dreje sig så man har bedst muligt overblik.

Filmsekvenser. Dette ord kender alle rollespilsfanatikere. Man spiller lidt, og så bliver man belønnet med en laber sekvens. Men, igen har GameArts sovet i timen. For når der på æsken står at der er 20 minutters filmsekvener, og mange af dem er usete, så kan man kun gisne om hvor mange der var før. Et skud fra hoften lyder på små 7 minutter. Dette kan ganske enkelt ikke være rigtigt! Vi skriver år 2002, og det højeste GameArts kan præstere er 20 minutter? Final Fantasy 7 havde for guds skyld 2 timer! Og Grandia II’s film er ikke engang prangende!

Synd og skam at sende noget der ser sådan ud på markedet.

Lyden er også lala!

Som sin forgænger, så har personerne også stemmer. Dette er et rigtigt godt påhit, men det skæmmes af et elendigt stemmeskuespil. Den eneste gode skuespiller er ham der lægger stemme til Ryodo. Men man kan vænnes til alt, hvis bare man bliver udsat nok for det, og det gør man bare ikke. Stemmerne optræder kun sjældent og resten af tiden må man ty til at læse teksterne. Dem vender jeg tilbage til.

Men alt er ikke dårligt udført. Musikken er faktisk udmærket, og den er perfekt afpasset til de steder den optræder. Grotter er dyster musik, byer en livlig musik osv.

Let’s fight!

Nu kommer vi heldigvis til spillets absolutte højdepunkt. For kampene er usædvanligt gode. Her er ikke noget med rækker. I Grandia II står man hulter til bulter, og hurra for det! For kampsystemet er pragtfuldt! En lille bar indikere hvem der angriber hvornår, og man er aldrig sikker på hvem der får sat det afgørende slag ind. Personerne kan rykkes rundt på slagmarken, og man kan skifte udstyr når som helst. Derudover optræder spillets flotteste grafik faktisk i kampene, for magierne er faktisk temmelig flotte. Og minsandten om der ikke er blevet sneget små lensflares ind i kampene. Smukt! Pragtfuldt! Gennemtænkt!

Æh, bæh, buh?

Vi nærmer os enden, bare rolig. Jeg mangler bare lige to ting; Gamplay og oversættelsen.

Og oversættelsen er ikke god. Årsagen til mange rollespils forsinkelse er netop oversættelsen, men den kan ikke være grunden her. For den er ikke ret god. Flere steder optræder der ord som ikke eksisterer, jeg checkede det i min ordbog. Så man er nogle få gange helt overladt til sig selv når Ryodo har sagt noget, for man fatter ikke en pind af det! Oversættelsesfejl og grammatiske fejl er desværre dagligdag i Grandia II.

Nu ved jeg per instinkt at du sidder og tænker. For hvis dette her spil er så dårlig, hvorfor skulle du så købe det? Jo, for spillet er faktisk godt! Selvom hovedpersonen er ramt af alle de klichéer der findes, dialogen stinker, og historien ikke er god, så er dette det bedste rollespil til PS2! Det slår Evergrace og Eternal Rings med flere længder. For selvom man fra første færd hader mange af personerne, så vil man alligevel holde med dem. Man vil spille spillet til ende, selvom det ikke er så stærkt på nogen fronter. Spillet er ikke lige så godt som sin forgænger, men det er bestemt et spil du skal prøve mens du venter på Final Fantasy 10 eller Kingdom Hearts.