Agharta

Da jeg først så Agharta kassen troede jeg der var tale om en slags opslagsværk for mindre børn, mest fordi teksten på kassen var på dansk. Men da jeg satte den første af spillets cd’er i (Der udelukkende skal bruges til installationen) så jeg, at man kunne vælge at installere hele spillet på dansk. Eftersom jeg har en indgroet mistillid til dansk tale i spil, valgte jeg at installere både den danske og engelske version.

Visse mangler…

Agharta er et adventurespil med stort A – men foruden alle adventure elementerne, så skal man også være beredt på at sparke eftertrykkeligt mange fjende-ender – for der er fjender i massevis. Det vigtigste i et adventure spil af Aghartas slags er uden tvivl stemningen. Det starter da også meget godt, når man uden på pakken kan læse at spillet er lavet over en virkelig engelsk oberst fortællinger, efter han var styrtet ned på arktis. Men den første skuffelse viser sig hurtigt: Der er ingen manual? En manual er uundværlig hvis man vil opbygge en stemning, inden spilleren sætter sig hen foran skærmen. Nå, jeg overbeviste mig selv om, at jeg godt kunne leve uden en manual. Så kom den næste skuffelse efter jeg havde startet spillet: Der var ingen intro??? Spillet fylder trods alt 2 cd’er, så jeg havde sat næsen op efter flotte videosekvenser. Men nej. Spillets ’intro’ består af en bog, der bliver læst op af en besynderlig mandsling med en fynsk accent. Efter at have hørt ham fortælle spillets forhistorie hoppede jeg ud og fyrede op under den engelske version, og her var mandens stemme meget mere realistisk. Respekt til Aniware for at gå igennem det besvær, det sikkert har været, med at få dansk tale. Men jeg kan nu bedre lide den engelske i dette spil.

Historien i bogen fortæller om, hvordan hovedpersonen styrter ned over arktis under en eftersøgning af nogle forskere, der er forsvundet der. Herefter har han kun sig selv og sin hund, og de må så prøve at slippe væk igen.

Albino-aber spiser gule ærter

Selve spillet går, som alle andre adventurespil, ud på at samle ting op og bruge dem andre steder. En af gåderne kan f.eks. være at samle et dåse med gule ærter op for derefter at bruge den til at lokke en flok underlige albino-aber væk fra en udgang. En meget sjov gåde, desværre ødelægges den af at aberne kun forsvinder, hvis dåsen lægges et helt bestemt sted – ellers sker der ikke noget. Det ville have været rart med en manual til at forklare den slags, så man ikke sad fast med denne primitive gåde i timevis.

Hovedpersonen i spillet har en lille hund med sig. Denne hund skal man bruge for at løse en del af gåderne. Dette kræver at man trykker på forskellige knapper for at få hunden til at gå og lede efter noget interessant. Det er egentlig en god ide, men den ødelægges igen af, at den dumme hund i langt de fleste tilfælde ikke finder det, den skal finde. Hvis man så vender tilbage senere, så finder den en eller anden himstregims med det samme. Enormt frustrerende!

En anden irriterende ting er at de vigtige ting i spillet ikke fremhæves på nogen måde. På den måde kan man kede sig med at gå og klikke på samtlige dimser på skærmen i en evighed – uden måske af finde noget.

Da spillet startede var jeg temmelig overrasket: Grafikken var egentlig temmelig god! Ganske vist kører den kun i 640x480 – men texturerne og det realistisk bakkede landskab er flot. Der er en masse tåge, men det bruges udelukkende som en slags uhygge.

Alle genstande i spillet er i fuld 3D, og det ser da også ganske pænt ud, når hovedpersonen går gennem en grøn eng eller over en dyb, sort kløft. Desværre er der ikke 3D-kort understøttelse.

Grafikken tager et stykke tid om at blive tegnet, når man bevæger sig fra en skærm til en anden – nogle gange op til 10-15 sekunder!

Hold så kæft, møghund!

Som jeg skrev tidligere, så er den danske tale i spillet ikke særlig god. Dette gælder desværre for de fleste af spillets lyde. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan arktiske albino-aber lyder, når de får kastet en sten i knolden, men jeg tvivler på de udstøder den temmelig tamme ’piv’ lyd som spillet vil have mig til at tro.

En ekstremt frustrerende ting ved spillets lyd er den flabede lille møgkøter hovedpersonen slæber rundt på. Den skal altid gø! Det går specielt galt når man kæmper med en flok fjender, så hopper den loppebefængte møghund rundt mellem fjenderne og gør som en sindssyg! Det er helt ekstremt irriterende at høre på!

Spillet indeholder ingen egentlig musik, kun nogle få klimt og strofer en gang imellem. Musikken er i stedet skiftet ud med underlige lyde som jeg slet vil forestille mig, hvordan Aniware har indspillet. Dette er lidt ærgerligt, da musik er en stor del af alle adventurespil.

Svenske Aniware har uden tvivl gerne villet give os et gennemarbejdet og sjovt produkt. Og gennemarbejdet, det er det da også til dels. Men sjovt, det er Agharta altså ikke. Det er meget ærgerligt, da alle problemerne sagtens kunne være blevet løst på en ugestid (Måske lige undtagen introen).