Devil May Cry

Lige siden demoen af Devil May Cry udkom, har alle ægte gamere tørstet efter dette spil. Nu er det her så, og er det så blot en udbygget version af Onimusha, eller venter der os nye, spændende ting?

Sparda og Dante

For 2000 år siden blev den mægtige Djævlekejser spærret inde i Djævleriget af den omvendte Djævleridder, Sparda, der fik medlidenhed med alle verdens mennesker, som blev så pint og plaget af den onde Djævlekejser.
Ifølge profetien vil Djævlekejseren være spærret inde i 2000 år, hvorefter han igen kan sprede død og ødelæggelse. Som Dante, søn af Djævleridderen Sparda, er det din opgave at gøre din fader kunsten efter, så Djævlekejseren igen kan komme til at sidde trygt bag lås og slå.

Spillets intro fortælle denne historie vha. temmelig flotte real-time sekvenser, og man kommer hurtigt til at glæde sig til at knække nogle onde fyre med sit gigantiske sværd.

Gameplay

Efter introen bliver man kastet ud i spillets gameplay, hvor en mystisk og samtidigt smuk pige har bragt en til et meget mystisk slot…
Man bruger lige det første stykke tid på at lære, hvordan vores gode ven Dante skal styres. Man hopper med Trekant, angriber med O og skyder/undersøger med X-knappen. Dantes bevægelser styres med analog-sticket, så styringen er ligeud af landevejen.
Dante har to forskellige våben: Et drabeligt sværd og muligheden for at bruge to pistoler. Man finder desuden nye våben hen ad vejen. Pistolerne har uendeligt ammunition, så man kan virkelig more sig med nogle vilde skudvekslinger, uden at tænke på ammunitionen.

Spillet starter op uden nogen mulighed for at øve sig - som en decideret øvelsesbane - hvilket måske kan være en ulempe for spillere, der aldrig har prøvet f.eks. Onimusha. Det er dog ikke noget stort problem, da man hurtigt lærer at gebærde sig med Dante - og da der først dukker monstre op efter et godt stykke tid, så burde det ikke være så slemt.

Ligesom i Onimusha skal du samle en masse forskellige kugler, der hver især har virkning på forskellige områder. De røde kugler gør, at du kan åbne forseglede døre og desuden opgradere Dante med mere helbred, bedre våben osv. Gule kugler giver Continues. En lilla kugle øger maksimum i din D.T. måler, der - når den er fyldt - kan forvandle dig til en djævel, hvilket er usigeligt fedt.
Der findes flere andre forskellige kugler og deciderede power-ups, men det vil være for omfattende at komme ind på dem alle her.

Devil May Cry går altså ud på at bane sig vej igennem bane efter bane og samle så mange af disse kugler op som muligt. Det lyder måske lidt ensformigt, hvilket ikke kan benægtes - dog indeholder Devil May Cry adskillige muligheder for at peppe gameplayet lidt op. F.eks. er spillets stemning helt fantastisk! Grafikken og lyden arbejder sammen og giver en virkelig skræmmende, middelalderagtig stemning. Dette ændrer dog ikke ved, at Devil May Cry ikke er et fuldblods action spil - til tider kan man sidde fast og bruge lang tid på at finkæmme banerne efter noget, man

evt. har overset. De fleste vigtige objekter i spillet er dog ret åbenlyse, så det er sjældent, man direkte overser noget vigtigt.
Nu, hvor vi er i gang med stemningen i spillet, så opnås denne også vha. et meget snedigt kamerasystem, der endelig begraver den statiske kameraføring fra f.eks. Onimusha. Uanset, hvordan Dante bevæger sig, så bevæger kameraet sig også. Hvis man f.eks. løber gennem en lang gang eller går op af en trappe på ydersiden af en klippevæg, så finder kameraet altid ud af at gøre det hele spændende og intenst - bl.a. ved også hele tiden at skifte vinkel.

Grafik

Devil May Cry er et helt fantastisk stemningsfuldt spil, der med flotte og detaljerede textures og en lyssætning, der er film værdig, begraver dig i en tyk, fed middelalderstemning. Som en 'lille' blæret detalje er der på den første bane en komplet 3D rytterstatue - meget flot!
Banerne ligner lidt hinanden efterhånden som man kommer videre, hvilket er et lille minus. Desuden kan det fancy kamera til tider gøre mere skade end gavn - f.eks. ved at dække en fjende bag en søjle, men det er alt sammen småting.

Lyd

Uha, uha! Devil May Cry har rigtig gode lydeffekter, der - som sagt - hjælper til med at skabe den helt bestemte stemning, der er at finde i dette spil. Gulve knirker, vinden blæser, monstrer snerrer - det hele er i topkvalitet. Det eneste jeg kunne bruge yderligere er indtalte stemmer, når Dante støder på noget interessant. Når dette sker, så må man læse sig gennem tekst, hvor der hele tiden skal trykkes på X for at læse mere. Lidt ærgerligt.

Musikken er i højeste gear ligesom lydeffekterne. Alt fra orgelmusik til hurtig techno er med, for at gøre Devil May Cry til en helt speciel oplevelse.

Konklusion

Devil May Cry indeholder det ypperligste, hvad angår grafik, lyd og stemning. At spille Devil May Cry er som at gå mutters alene på British Museum midt om natten - med andre ord: Skræmmende og stemningsfyldt.
Gameplayet minder lidt for meget om det i Onimusha til at få en virkelig høj karakter. På den anden side, hvis du elskede Onimusha og vil have mere af det samme, så er Devil May Cry et must.
Spillet indeholder kun småfejl som de klassiske kamerafejl m.m., der er dog to store fejl, jeg mener, jeg bør påpege. Den ene er, at man kun kan gemme, når man kommer til en ny bane. Med andre ord, så skal man starte forfra, hvis man dør 2 meter fra næste bane. Temmelig frustrerende! Det andet problem er konverteringen fra NTSC til PAL, der simpelthen ikke er god nok. Der er meget store borders i top og bund, hvilket efterhånden er ved at være et CapCom trademark. Dette spil kunne med fordel have haft en 60Hz mode.

Når alt er sagt, så er Devil May Cry et udmærket spil, der med en fantastisk stemning og en lang holdbarhed er et bedre spil end Onimusha - men den lidt manglende nytænkning trækker på den anden side også lidt ned. Du kan dog være sikker på, at Devil May Cry vil give dig fuldt valuta for pengene, hvis du bestemmer dig til at bruge 500 kr. på det.