Bugs Bunny: Lost In Time

Har du nogensinde haft en følelse af at blive forfulgt? Du ved ikke hvorfor eller om det er sandt eller hvorfra følelsen kommer. Du ved bare at noget ikke er som det burde være.
Det er nogenlunde samme fornemmelse du har når du spiller Bugs Bunny; Det burde være godt, det er bare skidt, og du kan ikke helt sætte fingeren på hvad der er galt.

Spillet er ellers godt nok bygget op. Bugs Bunny er et 3D platform spil, hvor bevægelsesfriheden er i stil med Spyro the Dragon og Gex. Spillet starter med at Snurre Snup (som han hedder for de af jer der ikke ser mange tegnefilm) ikke kan holde sine kaninpoter for sig selv, og derfor kommer til at tænde for en tidsmaskine, og bliver "Lost in Time". For at komme tilbage til nutiden skal han igennem forskellige tidsaldre, hvor han skal samle ure som han bruger til at få adgang til nye baner, hvor han kan få flere ure, som giver ham adgang til.. fes den ind? Faktisk er ideen identisk med Gex. Ideen er god nok; Spil en masse baner, lær nogen tricks undervejs, spil banerne igen, så du får fat i alle urene og kom så ellers igennem spillet.
Den kvikke læser har måske allerede mærket min lettere bitterhed overfor dette spil, og jeg burde nok uddybe det lidt.

Man har forsøgt at genskabe tegneserie-stemningen både i grafikken og i lyden. I grafikken ses det ved at alle farverne er meget fremtrædende og klare, men uden egentlig dybde. Ideen er god, men burde aldrig have gået igennem kvalitetskontrollen. Når man fjerner dybdefornemmelsen i en 3D platformer, så skaber det med det samme problemer: Ingen dybde, ingen afstandsbedømmelse til at bedømme sine hop med. Resultatet er at man tilbringer størstedelen af spillet med at falde i vandet eller i afgrunden, for den eneste måde man kan lære springet, er ved at prøve igen og igen og ikke mindst igen! Hvis det ikke er frustrerende, så er du et bedre menneske end jeg.

Lyden burde være kanon. Altså: her har vi et tegneseriespil! Der er altså frit slag på alle hylder med at fylde spillet med mærkelige lyde, absurde melodier, store brag og åndssvage kommentarer. Men i stedet kan man vælge frit imellem "boing", "bonk" og "kvidder-kvidder", samtidig med at der lyder en meget afdæmpet melodi i baggrunden. Ideen med at gøre musikken afdæmpet er vel god nok, så bliver man nemlig ikke træt af den når man har spillet et par timer. Og det gør man heller ikke! Når der er gået et par timer, så er man nemlig så irriteret over at falde i vandet hvert femte minut, at man glemmer alt om musikken.

Til gengæld er der mange forskellige typer opgaver undervejs i spillet. Det er ikke bare et spørgsmål om at rende rundt og samle ure, man skal også flytte kasser, kaste ting på målskiver, hoppe på fjender og meget andet. Denne del af spillet er i orden!

Så er der banerne: En ting er at der ikke er nogen dybdefornemmelse i grafikken, men når man så samtidig designer banerne på en sådan måde at man ikke kan se kanter, og nogen gange skal hoppe i blinde, så er det virkelig at gå for langt! Man kan selvfølgelig klare sig de fleste gange med at stoppe op og kigge sig grundigt omkring, men jeg gider altså ikke tage mig tid til at stoppe op hele tiden. Jeg vil spille, vil jeg!

Der er ikke engang FMV’er i mellem banerne. Disse er nemlig også lavet i vektorgrafik, hvilket gør at de ikke engang er pæne eller sjove at se på. Jeg ville ellers gerne have set en vaskeægte 20 sekunders tegnefilm i mellem hver bane, men NIX! Jeg har bare at nyde de tolv polygoner som der åbenbart kun var plads til.

Jeg er faktisk rigtig, rigtig skuffet over dette spil. Genren er gennem testet, og man kan kigge mange steder hen for at se hvordan det burde gøres (Gex, Spyro, Crash). Desuden giver Bugs Bunny licensen fabrikanten en kreativ frihed som er næsten uovertruffen, men det har man åbenbart taget meget let på. Aldrig har Snurre Snup virket så gammel og træt og ikke mindst kedelig. Så som jeg startede med at sige: Det burde være så godt, men det er det bare ikke.