X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Tiger Woods PGA Tour 2003


Golf bliver stadig mere populært. Både i lille Danmark og i resten af verden bliver der vist en forfærdeligt masse golf på tv, og sporten har efterhånden fået et godt tag i aldersklasser og samfundslag, hvor der ikke tidligere blev vist meget interesse. Tiger Woods PGA Tour 2003 er golfspillet for MTV generationerne, men er det godt?

Det første, man bliver præsenteret for i Tiger Woods 2003, er seriens specielle slagmetode. Spillet bryder med den ellers så velkendte præcedens fra stort set alle andre golfspil, hvor man foretager et sving med tre tryk på en knap. Et for at sætte svinget i gang, et for at vælge slagstyrke og til sidst et tryk for præcision. I Tiger Woods 2003 styres svinget med venstre analoge styrepind, der trækkes stille og roligt tilbage og derefter føres hurtigt fremad i et forsøg på at efterligne bevægelsen i virkelighedens golfsving. På samme måde kan man efterligne draws og fades (skru mod venstre og højre) ved at bevæge styrepinden skævt i forhold til den vertikale akse, og det fungerer helt godt. Er man vant til den traditionelle metode kræver det lidt tilvænning, men det kan ikke benægtes, at Tiger Woods metoden er langt mere naturtro. Der er dog også lidt malurt i bægeret. For at lave ekstra lange slag skal man under tilbagesvinget trykke så mange gange man kan på L1 knappen for at opnå et såkaldt power boost, og den kombination er mildest talt ikke naturlig. Det føles lidt som det klassiske "festtrick", hvor man lettere overrislet skal forsøge at bevæge den ene hånd frem og tilbage, mens den anden hånd skal bevæges op og ned. Bedre er metoden til at få spin i bolden. Det gøres ved, at man efter at have sendt bolden af sted trykker på L2 knappen og vælger en retning for spinnet. Jo mere man trykker på L2, jo mere spin kommer der i bolden, og selv om det næppe er realistisk, så virker det helt ok i praksis.

Spilmodes i spandevis

Efter endt introduktion til den nye slagmetode bliver man sluppet løs i selve spillet, og her skal man først vælge en spiller. Sært nok kan man ikke bygge sin egen spillers udseende op fra grunden, men der er da forskellige typer at vælge i mellem. Hver spiller har sine styrker og svagheder, og efterhånden som man vinder konkurrencer, tjener man penge, der kan bruges til at oparbejde spillerens færdigheder. Når man har valgt en spiller, skal man vælge hvilken form for golf, man ønsker at spille, og der er nok at gå i gang med. Spillet nærmest bugner af forskellige spilmodes. Play Now, Tiger Challenge, Stroke Play, og Match Play er mere traditionelle modes, hvor man spiller efter forskellige regelsæt, men dertil kommer mere eksotiske modes som Skill Zone, hvor man tjener sine penge i forskellige minispil, Speed Golf, hvor man skal løbe banen rundt på mindst mulig tid og Scenarios, hvor man bliver stillet en specifik opgave, der skal løses bedst muligt. Besynderligt nok er der trods spillets navn ikke en regulær PGA Tour mode at finde, men grundet spillets utallige andre spilmodes er det af mindre betydning.

Putting med problemer
Vi nævnte det nye sving, men enhver golfspiller, virkelig som virtuel, ved jo, at en stor del af spillet vindes på greenen, og her finder vi spillets eneste store, men til gengæld ret væsentlige problem. EA har valgt at gøre op med tidligere golfspils metode til læsning af greens, nemlig netmasker lagt hen over greens for at tydeliggøre hældninger. Det er sandsynligvis gjort i et forsøg på at gøre spillet mere realistisk, men da der i Tiger Woods 2003 ikke er noget ordentligt erstatningsværktøj til læsning af greens, bliver det at putte nemt en lidt frustrerende affære. Ganske vist får man råd fra éns caddie, men for det første er det noget sjovere selv at kunne læse en green end at skulle stole på en andens ord, og for det andet er caddiens råd tit uden større værdi. Da det af og til er meget svært at bedømme en greens hældning ud fra spillets grafik, er man i disse tilfælde nødsaget til at sjusse sig frem, hvilket fører til en del unødvendigt fejlslagne puts.

Flot grafik og lyd

Grafisk er Tiger Woods 2003 for det meste en positiv oplevelse. Banerne er, bortset fra de forfærdeligt simple træer og buske, utroligt flotte at se på, med gode teksturer og masser af specialeffekter, der får de 13 forskellige baner til virkeligt at tage sig godt ud. Endnu flottere er golfspillerne, der fremviser en imponerende grad af detaljer og animation. I sær er Tiger Woods ansigt nærmest skræmmende realistisk udført, men alle spillerne er bestemt et nærmere eftersyn værd. Lyden er ligeledes rigtig god. Her finder man blandt andet effektfulde lyde af køllehovederne mod golfbolden, havets brusen og fuglenes beroligende kvidren i baggrunden. Kommentatorerne lyder professionelle, om end de lider lidt af det velkendte gentagelsessyndrom. Det akkompagnerende soundtrack er bestemt heller ikke at kimse af, med masser af fed musik fra kendte talenter som Silverchair, Ash og Paul Oakenfold. Det forekommer godt nok en smule sært at sætte et soundtrack, der i overvejende grad består af hårdere rock, som baggrund for det ædle golfspil, men her har EA altså valgt at følge resten af spillets hurtige og hårdtslående stil og sikkert også forsøgt at ramme de yngre generationer. Den går i Nordamerika, men her i Europa er valget mere tvivlsomt. Heldigvis står det en helt frit for, om man vil lytte til musikken under spil, og det er vel alligevel de færreste, der forbinder golf med høj musik.

Sjovt, trods alt

Der er ingen tvivl om, at der er fuld fart på Tiger Woods PGA Tour 2003. Spillet er et friskt pust i genren, og man føler sig trods diverse irritationsmomenter hele tiden rigtig godt underholdt. Spillet indeholder en ren syndflod af spilmodes, muligheder for at opgradere ens spiller med færdigheder og udstyr samt ekstra spillere og baner, der kan låses op for. Der er nok at gå i gang med, og så kan vi jo bare håbe på, at EA får bedre styr på puttingdelen af spillet inden 2004 versionen.

Konklusion

Et fremragende golfspil, der bevæger sig et sted i mellem arkade og simulation og dermed gør det muligt for alle at tage del i morskaben trods de småproblemer, spillet også indeholder.

Tiger Woods PGA Tour 2003 (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Tiger Woods PGA Tour 2003   © EA 2002   (PS2)    1/4 Tiger Woods PGA Tour 2003   © EA 2002   (PS2)    2/4 Tiger Woods PGA Tour 2003   © EA 2002   (PS2)    3/4