Man kan ikke frit bevæge sig rundt i spillet, kun flytte sig begrænset for at undgå forhindringer. Retfærdigvis skal det siges at dette kunne have skabt grobund for en omgang klassisk Sonic, hvor hastigheden og skøre forhindringer var i højsædet. Dette er dog ikke tilfældet her - i stedet skal Sonic konstant slås mod generiske fjender.
Dette sænker spillets hastighed markant, er overhovedet ikke sjovt, og fjerner i øvrigt al udfordring fra spillet. Idéen med at producere et flot, hurtigt actionspil i Sonic-serien er bestemt ikke dårlig, men det kræver konsekvens fra udviklerne - ikke dette besynderlige miskmask af genrer.
Mellem de mange missioner bliver man skiftevis blæst væk af vanvittigt flotte CGI-sekvenser, for på andre tidspunkter - den helt overvejende del - at blive spist af med virkelig grimme storyboard-præsentationer. Til tider virker det lidt som om at udviklerne havde planlagt at lave alle sekvenser flotte, men på grund af tidsmangel smed de blot rå storyboards ind i spillet, kombineret med et generelt ret irriterende stemmeskuespil.
Sonic and the Black Knight havde egentlig ikke behøvet være et forfærdeligt spil - grafikken er for det meste virkelig flot, og havde man da bare fjernet de mange sværdkampe, havde man måske haft et tilforladeligt platformspil med fokus på hastighed og præsentation.
Det færdige spil er dog så langt fra denne vision, på alle punkter, at man kun kan fortsætte med at undres over hvorfor Sega egentlig gider blive ved med at producere Sonic-titler.