/>Spillet er en total omdrejning i forhold til det første Jak & Daxter. Navnene på de to personer i spillet går igen, sammen med nogle andre. Men ellers er det meste lavet om. Historien udvikler sig stille og roligt, både med en stor dosis af humor, men også interessant og fængende.
Der er kommet elementer af GTA indover J&D, der er kæmpemæssige baner, det foregår i en fremtidsverden hvor ”bilerne” svæver rundt som en bedre 5. Element film. Men hvor byen til tider minder om det rene slum. Sørme om Daxter ikke også selv har fået baner hvor man kan styre det lille kræ, det og meget mere spundet sammen i et kæmpe komplot som er værd at spille igennem.
Grafisk, så er det her det flotteste spil jeg har set i platformgenren. Farver, skygger, effekter og sammensætning smelter sammen til en bragende flot enhed. Det lyder meget rosende, men det fortjener spillet virkelig også. Lydmæssigt så er dialogen rigtig professionel, stemmerne passer virkelig godt til figurerne og lydeffekterne følger trop i samme standard.
Spillet har masser af gameplay og en god holdbarhed. De forskellige missioner, bliver underbygget med mini opgaver og nogle løse herudover dukker op. Spillet er lige at gå til og let at styre. Der kan enkelte gange være lidt bøvl med kameravinklerne og heraf styringen, men det er ganske sjældent det sker, så det ville ikke være fair at brokke sig højlydt over. Styringen har dog et enkelt problem omkring et dobbelt-hop som Jak kan lave. Det kan til tider volde lidt vanskeligheder at time trykkene på knappen. Men, det bliver en vanesag, og ellers opstår det mest efter man har glemt for meget omkring sig og har spillet i flere timer.
Jeg ville uden tvivl have købt spillet hvis jeg ikke havde den herlige tjans, hvor jeg kan sidde på redaktionen og anmelde spil fra tid til anden. Eller sagt på en anden måde, hvis du kan lide at spille platformspil, der ikke bare er platformspil, men som har så meget ekstra at byde på, så kan jeg kun sige at du bør købe Jak 2 før det bliver i morgen.