X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Castlevania: Legacy Of Darkness


Op til udgivelsen af Castlevania 64 frygtede mange fans, at Konamis mangeårige optimering af seriens 2d-spilmekanik, ville gå tabt ved overgangen til et spil med 3d-styring. Ultimativt viste dette sig at holde stik. Også dele af selve spillets indhold, som man havde offentliggjort undervejs i udviklingen, var fjernet i det færdige spil. Konami var efter sigende presset af en stram tidsplan, så resultatet deraf blev en spiludgivelse med manglende spilfigurer, baner og andre ting.

Opdateringen, "Special Edition"-udgaven, Castlevania: Legacy Of Darkness skulle derimod gøre op med en del af manglerne i det første spil med en ny forhistorie, to nye spilbare figurer, nye baner, nye bosser, alternative ruter og et ekstra sideforløb efter gennemførsel af hovedforløbet. Dette spil er med andre ord dét Castlevania 64-spil, der oprindeligt burde være blevet udgivet.

Legacy Of Darkness er action med en knivspids udforskning. Spillet finder sted otte år før begivenhederne i Castlevania 64, og indledes med en mere stemningsfyldt præsentation i forhold til det første spil. I førstepersonsperspektiv følger man en persons rolige skridt hen ad slotskorridorer. Vedkommende er på vej til en ceremoni i slottets øverste tårn, hvor grev Dracula ligger i dyb dvale. Nogle hekse og undersåtter kigger på kisten med utålmodig begejstring. I takt med spændingens stigen hæver Døden sin le, mens tonerne fra den velkendte temamelodi "Bloody Tears" runger igennem lokalet. Et jomfrueligt hunkøn skal ofres. Et brag lyder og Dracula flyver op ad kisten, men langt fra soigneret og med et mut udtryk i øjnene. Stemningen er sat.

Man overtager denne gang styringen af Cornell, som stammer fra en gruppe af menneskedyr, der siden tidernes morgen er blevet født med næsten udødelige kroppe og ufattelig styrke. Med tiden besluttede racen sig for at fortrænge deres magiske kræfter, for i stedet at leve i harmoni med mennesker. Dog har nogle få personer, ved at afholde sig fra al materiel nydelse, lært at fremmane deres magiske kræfter på ny. En dag vender Cornell hjem til en landsby i flammer, og får færten af sin søsters blod. Hun viser sig at være kidnappet af onde ånder fra Draculas slot. Med skærpede sanser og en række specialangreb drager Cornell afsted til slottet.

Glem alt om piske; Cornell svinger en økse. Han kan bruge et langdistanceangreb, hvor øksen kastes fremad, samt et kortrækkende angreb, hvor øksen svinges. Derudover kan de traditionelle specialangreb opsamles: kniv, økse, vievand og boomerang, som absorberer energien fra røde juveler. Det samme gør en af Cornells mere karakteristiske egenskaber, der medfører midlertidig forvandling til varulv med en forøget angrebs- og forsvarsstyrke. En af de mere effektive ting i styresystemet er Cornells mulighed for at undvige angreb ved at glide.

Men for at opnå mest mulig gavn af spilkontrollens tredjepersonsperspektiv, kræver det, at man går på kompromis med spillets tekniske svagheder. Den første umiddelbare ændring i denne opfølger er en understøttelse af højopløsningsgrafik, men muligheden er nærmest ubrugelig, fordi det samtidig medfører en halvering af hastigheden. Konami burde have verbale prygl for denne dårlige optimering.
Trods svagheden i grafikopløsningen kan man ikke komme udenom spillets audiovisuelle helhedsindtryk. Det er her spillets styrke ligger. Omgivelser, spilfigurer, fjender og bosser er som skræddersyet til spillets transsylvanske atmosfære. For spilmekanisk virker det hele en smule ensidigt i forhold til banernes store areal og ikke-lineære design. Der kan visse steder findes skjulte, alternative ruter, og selv efter jeg havde gennemført spillet første gang, overraskede det mig at finde nye ruter og genveje med Reinhardt Schneider under anden gennemspilning. Her er masser af bevægelsesfrihed, men meget få bevægelser at gøre godt med, i betragtning af spillets overgang til 3d. Styringen kan i den grad være umedgørlig tung, upræcis og ubalanceret i vendingen. Specielt når kameraet ikke kan følge med og ender i spasmeudfald.

Men spillet må siges at imponere på områder, hvor det gør det rigtig godt - rent Castlevania-mæssigt. Her synes jeg spillets andre svagheder overskygges af en gennemgribende, unik atmosfære. Jeg oplevede ligefrem en uforudset angst og spænding, ellers kun forbeholdt survival horror-genren. I en labyrintisk have jages man af en Frankenstein-gartner med motorsav og to helvedeshunde i hælene. Samtidig skal man panisk følge efter en lille dreng, der kender vejen ud. I denne flugt kan man kun lamme monstrene midlertidigt. Alt imens pulsen hamrede af sted.

At dette er det eneste spil i Castlevania-serien, som gennem banedesign og lydtæppe har formået at fremkalde skræk i mig, tæller stort på plussiden. Helhedsoplevelsen forbedres yderligere med det helt nye bonusforløb med spilfiguren Henry Oldrey, som bærer pistol, men også de to spilfigurer fra første spil, Reinhardt Schneider og Carrie Fernandez, der begge har optimerede våben i forhold til originalen. Dermed sagt virker spillet mere helstøbt i sit design og med en højere genspilningsværdi.

En medtagende baggrundsmusik står næsten i kontrast til spillets tekniske svagheder. Her er stort set kun nye komponeringer, hver især meget stilfuld tilpasset banernes omgivelser. Fra "Annex - Silent Madness" over "Dungeon - Main Theme" til "Tower of Sorcery" hviler alle musikstykker i sig selv og bidrager til at skabe en troværdig atmosfære. Lydtæppet indeholder kun få referencer, såsom "Bloody Tears", til andre spil i serien.

Castlevania: Legacy Of Darkness er et tilbageskridt for serien spilmekanisk set i sammenligning med forgængere som Super Castlevania IV, Bloodlines og Symphony Of The Night. Gameplayet har store problemer på grund af styring og kamera, samt andre ting forbundet med første generations 3d-spil. Førstegangsindtrykket er tungt og oftest frustrerende. Men på den anden side er det svært, ikke at komme til den erkendelse, at spillets univers udstråler en bedre og mere troværdig stemning end nogen af seriens andre spil. Det forudsætter, at man kan se igennem de spiltekniske svagheder. Gør man det, finder man frem til spillets sande værdier.



Kommenter anmeldelsen...
Castlevania: Legacy Of Darkness (EU)
Anmelders sammenligninger
Castlevania (1999)
Seriens spring til 3d medfører en klodset spilmekanik, tung styring og et upraktisk kamera. En god atmosfære borger til en vis grad for dette problem. Men man bør holde sig til Legacy Of Darkness.
5/10


Castlevania: Bloodlines
Solid udfordring og opfindsomt banedesign med farverig grafik og ørefængende musik. Blodig action helt ind til benene. De to valgbare spilfigurer skulle borge for flere gennemspilninger.
7/10

Redaktionens vurdering
Rune J. Keller
Problematisk spilteknik og -mekanik sætter sine begrænsninger for helhedsoplevelsen. Der er dog en atmosfære og tilsyneladende dybde, der alligevel frister én til at ignorere svaghederne.
5/10

<center>






















<center>
Anmelders vurdering
En stemningsfyldt oplevelse med angstfremkaldende momenter i dystre omgivelser. Spillet lapper til en vis grad de mange huller i Castlevania 64 med nye spændende tilføjelser. Men ubalanceret styring.
6/10

Castlevania: Legacy Of Darkness   © Konami 1999   (N64)    1/3 Castlevania: Legacy Of Darkness   © Konami 1999   (N64)    2/3 Castlevania: Legacy Of Darkness   © Konami 1999   (N64)    3/3