X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Madden NFL '98


Amerikansk fodbold har ikke haft den store gennemslagskraft i Europa.
Alligevel lancerer EA nu Madden '98 i PAL-versionen.

Amerikansk fodbold er ikke ligefrem min favorit. Men det skal vel ikke
forhindre nogle gode timers underholdning med EAs nyeste sportspil
Madden '98. Spillet lægger i hvert fald ud med en rimelig intro, der dog
ikke holder stilen eller kvaliteten fra de tilsvarende udgaver af NHL
og FIFA.

Som altid står EA stærkt på statistik-siden. Madden indeholder alle de
amerikanske hold og der er navne, billeder og stats til alle. Der er
flere forskellige turneringer og mulighed for at spille en hel sæson
med skader, køb/salg af spillere osv. Desuden er der før, under og
efter kampen mulighed for at få dumsmarte video-kommentarer af John
Madden.

Spillet præsenteres rimeligt pæn omend ikke som NHL '98. Helt galt går
det først når kampen starter. Madden '98 har en totalt forældet grafik
engine og det går stærkt udover helhedsindtrykket. Spillet er ganske
vist i 3d, men alle spillere er 2d sprites. De er desuden dårlig
animerede og i en skrækkelig lav opløsning. Lav det være sagt med det
samme: grafikken er direkte grim! Lydsiden er desværre ikke meget bedre.
Publikum er rimeligt anonym og kedelig. Kommentatoren ligeså.
Som den gennemsnitslige danske konsol-spiller er det største problem
dog selve fodboldspillet. Det er min opfattelse at de færreste kender
reglerne til bunds og en uddybning af disse i manualen ville da have været
at foretrække. Herom er der intet. Tilgengæld er der en nærmest uendelig
liste af mærkelige taste-kombinationer som man forventes at sætte sig ind
i. Oven i købet er der selvfølgelig tonsvis af forskellige taktikker,
som er nødvendige for at spille blot acceptabelt. Som prikken over i'et
består spillet mere af pauser end af action.

Madden '98 er nok min dårligste oplevelse med et PlayStation spil nogensinde.
Ganske vist skyldes de største problemer elementære ting i det amerikanske
fodboldspil, men EA har altså heller ikke gjort noget for at gøre det
lettere at gå til. Er du virkeligt interesseret i denne mærkelige sport
bør du overveje Madden '98, men prøv det for Guds skyld først. Alle andre
skal holde sig langt væk! Jeg kan komme i tanke om mange andre NTSC-spil jeg
hellere så udgivet i Europa end dette...

Madden NFL '98 (EU)
Anmelders vurdering
3/10

Madden NFL '98   © EA 1997   (SMD)    1/3 Madden NFL '98   © EA 1997   (SMD)    2/3 Madden NFL '98   © EA 1997   (SMD)    3/3