X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Cool Boarders 2


Fakie to 540 Misty 3D to Shuffle to Nosegrab! Total Coolness!

Hvis du ved hvad ovenstående betyder allerede nu, så er du en mere lært person end mig. Det har nemlig taget mig 14 dages intensiv spil af Cool Boarders 2 at finde ud af hvad det betød, og så har det taget mig yderligere en uge at lære og lave det trick. Det er nemlig et trick. Jeg kan godt afsløre her hvordan den gennemføres... man kører ned ad en hopbakke, sigter efter det højeste punkt på bakken, holder X tasten nede, trykker og holder diagonalt på directionpad. På kanten af bakken slipper man X tasten, slipper direction pad og trykker (meget hurtigt) L1, L2, frem, frem R1.

Enormt nemt! NOT!

Cool boarders 2 er et af de spil hvor udfordringen bare aldrig stopper. Der er altid et nyt trick at lave, en bedre tid at få, en ny mand at gøre det med, et nyt brædt at gøre det på... osv. osv. osv.

Ikke siden NBA Live 98 er jeg stødt på et spil, der i den grad er spækket med options. Her er en ikke komplet liste over dine muligheder, så kan vi snakke lidt om dem bagefter:

20 forskellige baner, 6 forskellige hop-bakker, Half-Pipe, 8 forskellige board-riders, forskellige uniformer, 9 forskellige boards, mulighed for design af eget board, 3 sværhedsgrader, 2-player split screen, 2 player link, 5 forskellige modes.........

Der skal lidt til at imponere en gammel rotte som mig, men det er altså lykkedes.

Alene de mange modes der er i spillet, gør at CB2 føles som 5 spil i et, for du skal være god til forskellige ting, og spille forskelligt afhængigt af de enkelte modes. I turnering kører man mod 8 andre boarders. Det gælder KUN om at komme først. Men for at gøre det hele lidt interessant, så starter man med at score point på to hop. Din samlede score definerer din startposition. Det vil sige at hvis du kan lave nogle formidable tricks, så kan du starte lang tid foran dine modstandere, og det giver selvfølgelig en fordel.

Alternativt kan du jo selvfølgelig køre Free-Style. I denne mode kører du på samme løjper som i turneringen, men nu gælder det om at score point ved tricks på vej ned ad bakken. Her kan man så tælle det samlede antal point for både tricks og tid, hvilket betyder at ham der kommer først, ikke nødvendigvis vinder løbet! Dette er især sjovt hvis man spiller to. Hvis du ikke har nogen venner, så er der indbygget Ghost-mode, så du kan køre mod dig selv. Så er der hopkonkurrencen alene, her gælder det bare om at lave den sejeste kombination af greb og rotation (og så lige lande med hovedet op og benene ned). Med 100 forskellige kombinationer af greb, og dertil kan du så lægge mulighede for at lave salto’er og spins, så tvivler jeg på at du bliver færdig lige med det samme.
Mange af disse spring er intet mindre end krop-umulige at gennemføre, så derfor har UEP-Systems (udvikleren) sørget for noget der er intet mindre end genialt; Der er indbygget et mode, hvor hele løbet går lige ned af bakke, med en masse hop undervejs. Ved hvert hop får du titlen på et spring du skal lave. Hver gang du gør det rigtigt, så får du 10 sek. ekstra og kan prøve den næste. Det er simpelthen en af de mest geniale Training-Modes jeg har set. For at du ikke skal synes at det er for kedeligt, så kan jeg da godt afsløre at der er en lille præmie hvis du kan klare alle 100 spring inden du løber tør for tid.

Så er der Half-Pipe, Half Pipe er en lige bane med buer langs siderne, du kan så køre frem og tilbage og gennemføre spring ved hver kant. Til sidst får du så en samlet karakter baseret på variation, højde, rotation, sværhed, landinger osv. En rigtig lækker detalje er at når man er færdig, så er der en komplet Replay af dit gennemløb, fra nogle ret lækre kameravinkler. Her får man så at vide præcis hvad alle de mærkelige krumspring man har lavet, hedder! Det er ret underholdende at få at vide at man har lavet en 360 McTwist to IndyGrab (?)

Som du kan se, så er det ikke muligheder der mangler, og heller ikke replay-værdi. Lad os bare samle det under ét og sige at der i det hele taget ikke mangler særlig meget i CB2. Din boarder styrer utroligt godt, og der er virkelig forskel på hvordan de forskellige personer styrer. Selv om det at få din mand til at gennemføre et ordentlig trick, i starten er er sværere end at få et klart svar fra Poul Nyrup, så lærer man det efterhånden, og lige pludselig, så kan man prale af at være ukronet mester i Snowboarding.

Grafikken flyder helt perfekt. Der er ingen (ikke noget jeg har set ihvertfald) pop-ups eller andre grafikfejl. Dog bliver en af banerne til sidst så stejl at kameraet ligger under bakken, og det giver en lidt mærkelig effekt, men det er kun i tre sekunder. Spillet er spækket med præmier, hvor du kan vinde nye baner, nye spillere med mere, så du skal spille i mange timer, før du er ved vejs ende. Og så har du endda kun gennemført det en gang, med en mand. Desuden kan du gennemløbe banerne flere gange, og finde alternative ruter, hvis du kigger efter.

Lyden er også god (dog er der en ”kommentator” der læsper lidt rigeligt). Musikken er helt i SnowBoard ånden. Den rangerer fra Techno til Industrial til punk i forskellige udgaver. Den understøtter godt, og giver lige netop sådan en fornemmelse af stress, som der skal være i et spil af denne type.

Som en sidste ting: Jeg udfordrer enhver til at lave en Misty 540 shuffle, set fra din boarders øjne (det kan man nemlig også). Hvis du kan det uden at blive svimmel når jord, himmel, tilskuere, børn og hunde vælter rundt på fjernsynet så vil jeg blive imponeret for anden gang på 14 dage!

For at komme tættere på ”The Real Thing” skal du kaste sne på din Playstation og spille med luffer på.

Cool Boarders 2 (EU)
Anmelders vurdering
5/6