X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

FIFA World Cup 2002


Med VM ventende længere henne på året, så er det ved at være tid til en klassisk begivenhed, når Electronic Arts sender deres "Bliver det ikke snart VM?" FIFA-spil på markedet. Tidligere har disse World Cup spil fået en lidt hård medfart, da de tit bliver set som en ekstra måde for EA at indtjene lidt ekstra penge på. Du bed måske mærke i, at jeg lod ordet "tidligere" være en del af sidste sætning, og det er simpelthen fordi, at EA's nyeste FIFA-spil, 2002 FIFA World Cup, indeholder masser af nye tiltag, og faktisk er et stort skrift fremad over FIFA 2002.

Korea Japan

Så snart spillet starter op, ser man, at der er sket ting og sager hos EA. Spillet er ikke så poppet som de tidligere FIFA spil. Introen slår den første tone an med flot klassisk musik, alt imens scener fra en kamp udspilles i slowmotion med skiftende spillerdragter. Det er flot, det er mere voksent, og fremfor alt opbygger det den rigtige stemning af VM - og altså ikke en stemning af at stå på et Discotek og lytte til kendte numre og kigge på lige lovligt poppede menuer.
FIFA er blevet voksent, og jeg håber sandelig, at EA fører traditionen videre.

Gameplay

2002 FIFA World Cup indeholder selvfølgelig samtlige nyheder fra FIFA 2002, der altså kan passe ind under VM-titlen. Udover det, så har spillet masser af nyt guf at byde på!

Men lad os lige tage det mere traditionelle først. Spillet tilbyder, udover muligheden for at spille VM, også mulighed for en Quick Start, hvor man spiller en venskabskamp med to af de mange hold, der deltager i VM i år. World Cup spillene er tidligere blevet kritiseret for deres mangel på klubhold, men hvis man vil have den slags, så køb FIFA 2002.
Da 2002 FIFA World Cup (FWC) er det første FIFA spil til Xbox, så er en af de største fordele selvfølgelig, at spillet nu understøtter 4 spillere fra start af - du behøver altså ingen MultiTap som på PlayStation 2. Desværre betyder dette også, at du er afskåret fra at være 8 spillere som på PS2, hvor dette kunne opnås med to MultiTaps.

World Cup foregår efter de rigtige regler, og det er faktisk meget spændende at føre sit hold gennem VM, hvilket jo også burde være kernen i spillet. Her på redaktionen har vi i hvert fald moret os gevaldigt siden spillet kom, og det har både været sjovt alene, 4 spillere sammen eller imod hinanden.

Nu kommer vi så til det mest interessante: Hvad nyt er der at finde?
Jo, jeg vil næsten påstå, at FWC er det FIFA spil, der indeholder flest nyheder. Udover at have bevaret muligheden for at lave hurtige 1-2'ere og skyde bolden til spillere med gode chancer for et mål, så er der nu også introduceret muligheden for Star Players. En Star Player er en spiller, der er ekstra god i ét af 3 områder: Pass, skud på mål og hastighed. Chancen for at score med en Star Player er derfor større, hvis man bruger en af disse, og det samme gælder, hvis man ønsker at indhente en modstander, så er chancen større, hvis man bruger en Star Player, der netop er god til at løbe hurtigt.
Selve spillets gameplay er blevet forbedret med meget bedre kontrol over headings, hvilket specielt jeg har savnet i lang tid. Nu er det blot et spørgsmål om at trykke på en enkelt knap, og du header nydeligt.
Udover dette, så er det nu også muligt at jonglere med bolden! Dette er måske ikke så nyttigt under en kamp, men det kan virkelig gøre en ven rasende, hvis man laver en fæl tackling, og derefter hopper rundt om den faldne spiller mens man jonglerer med bolden på knæene.

Med på spillets skive er der også mulighed for et "insider's look" på, hvordan man laver et FIFA spil, og selvfølgelig er det også muligt at se interessante film om VM 2002 - lidt ligesom ekstra materiale på en DVD.

Jeg har her nævnt de mest iøjnefaldende nyheder i FWC, men selvfølgelig er der også kommet flotte spillere til, pænere bagrunde, bedre lyseffekter, højere opløsning ( Det er jo Xbox!), bedre animationer og meget andet, der løfter spillets værdi endnu højere op.

Grafik

Nydeligt! FWV er det første fodboldspil på Xbox, og det ser fantastisk flot ud. Sammenligner man direkte PS2- og Xbox-udgavene, så er det tydeligt, at Xbox'en vinder med en mere flydende framerate samt meget flotte textures - specielt på spillerne.
Generelt for spillet, så er det specielt tilskuerne, der er blevet peppet meget op. Nu ser de ligefrem rigtige ud, og ligner ikke bare papdukker, der er hæftet fast til sæderne.

Lyd

Jeg har allerede været inde på det lidt mere pompøse lydbillede i FWC, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg kan bedre lide klassisk musik til fodboldspil, som FWC, da stemningen bliver en helt anden. Nogle vil måske være sure over, at det ikke er Povl Kjøller eller en anden kendt sanger, der leverer musikken, men det må være smag og behag hos den enkelte. Personligt er jeg glad for EAs nye vej.
Selve lydbilledet på stadion er gjort meget mere levende med bla. slagsange for hvert land og desuden en orientalsk speaker, der snakker ud over tilskuerne. Der er selvfølgelig stadig de almindelige kommentatorer som vi er vant til, og de er også ganske gode.

Konklusion

Har du investeret i FIFA 2002, så ville jeg personligt ikke købe FWC, men hvis du stadig spiller 2001 - eller ældre FIFA'er - så er der ingen vej udenom. Spillet er ikke så teknisk krævende som Pro Evolution Soccer, og dermed heller ikke så realistisk, men til gengæld er det et spil, som man kan have det sjovt med uden at skulle læse manualen først. Der er masser af nyheder, og er du glad for fodboldspil - og har du en Xbox - så er FWC et rigtig godt køb, der kan slå tiden ihjel indtil VM.
Var det ikke for de manglende klubhold, så ville FWC helt klart være det bedste FIFA spil nogensinde. Tak EA!

FIFA World Cup 2002 (EU)
Anmelders vurdering
91%

FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    1/3 FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    2/3 FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    3/3