Half-Life

Nu får konsolejere endelig mulighed for at opleve en af tidens mest anerkendte first-person shooters fra PC for fuld udblæsning. Vi har ventet længe på denne restaurerede udgave af Half-Life til PS2. Hvad opdateringen indeholder, kan du læse her i vores anmeldelse.Half-Life - en legendarisk First-Person-Shooter (FPS), der har skabt stor respekt omkring sin genre på PC-markedet. Det er vist kun et fåtal som ikke har hørt om dette spil. Nu er det omsider udkommet i konsolform, hvilket har taget en rum tid og som vi bl.a. også nævnte i vores Half-Life preview, blev det tidligere droppet til Sega Dreamcast. Nu er Sierra og Gearbox omsider klar med PS2-udgaven. I løbet af den tid det tog at konvertere spillet til PS2, er der sket en ting eller to på markedet og mange er allerede blevet mættet med bl.a. FPS'en, Red Faction. Spørgsmålet lyder så, om Half-Life ikke kommer en anelse sent i kølvandet på netop dette spil? Det er to tunge FPS-titler, hvor der er sat fokus på en fængende singleplayer-oplevelse. Half-Life udkom for omtrent fire år siden til PC og tog alle med storm, men er i dag - teknisk set - underlegen. Red Faction udkom først til PS2, derefter til PC og er Half-Life overlegen mht. ny teknologi. Half-Lifes force lå i det filmagtige plot, et varieret spilforløb og et intelligent gameplay udspillet i et science-fiction miljø. Det gør det stadig, dog med enkelte eksklusive tilføjelser til PS2 - men er det nok?

Muterede professorer & Co.

Historien fra originaludgaven til PC er bibeholdt, så vores helt, Gordon Freeman, sidder stadig i en suppedas hinsides dimensionerne. Mr. Freeman er den heltemodige fysiker, der i samarbejde med nogle geniale professorer skal udføre et farligt eksperiment omhandlende nogle ukendte kemiske stoffer. Vi havde forudset, at det ville mislykkes - bare ikke i sådan en grad! Ingen kan længere føle sig trygge i virksomheden, Black Mesa, for aliens fra en fremmed dimension har invaderet dette forskningscenter. De geniale professorer er muteret til mindre geniale mutanter, mens andre væsner minder om noget horror-forfatteren, H. P. Lovecraft, ville fryde sig over, hvis han stadig var i live. Med et stort spørgsmålstegn over hovedet, overtager spilleren Gordon Freeman. I virksomheden møder man overlevende professorer, der står og flæber over den håbløse situation. Man kan vælge at tage dem med eller skyde dem ned på stedet, hvis man trættes af deres evindelige kommentarer. Sikkerhedsvagter er lidt mere nyttige og kan bruges som backup til at åbne hurtig ild mod monstrene. Man kan faktisk koordinere en hel forsamling af vagter og professorer gennem flere sektioner og mest af alt, more sig over deres platte kommentarer. Det føles træls i længden at have folk på slæb, for tempoet er bekymrende lavt, da flere personer pludselig stopper op, hvis man evt. går for hurtigt. Det føles nærmere som at have en flok gidsler på slæb end kollegaer. Men netop denne pudsige opbygning af teams får Half-Life til at distancere sig fra så mange andre ensidige FPS'ere.

Helt speciel stemning

Spillet er baseret på én overordnet mission, en rigtig "finde hoved og hale på situationen", hvor man undervejs skal udføre en masse praktiske opgaver. F.eks.

konfronteres man et godt stykke inde i forløbet med en meget stærk alien. Instinktivt fyrer man hele sit våbenlager af på udyret for derefter at opdage, at det ingen effekt har! Herefter skal hovedet sættes i blød for at finde frem til en mere defensiv og udspekuleret løsning. Spillet formår at kombinere hektisk action med disse små opgaver på optimal vis. Militæret er også imod en. En pudsig detalje såsom at snige sig rundt og høre walkie-talkie samtaler, tilfører spillet en helt speciel stemning. Når man har nedlagt tilstrækkelig mange soldater, begynder deres samtaler udelukkende at fokusere på dig og om, hvordan de skal hævne deres faldne kammerater. Soldaternes AI (kunstige intelligens) er bedre end monstrenes, så derfor kræver det til tider snilde at nedlægge visse soldater. Denne variation i fjendemønstret gør Half-Life til en værdig modstander i sig selv. Man har diverse våben til rådighed, både standard og high-tech våben, som næsten alle har en sekundær affyringseffekt. De blegner dog sammenlignet med udvalget i bl.a. Quake III Arena og Unreal Tournament.

Et grafisk dyk

Half-Life fejler desværre på det visuelle område. Vi havde forventet meget mere af den grafiske opdatering. Den gør sig godt nok gældende i mere detaljerige spilkarakterer, der er opbygget af et langt højere antal polygoner i forhold til den gamle PC-udgave. Men teksturerne i omgivelserne er dog uinspirerende og bevaret i lav opløsning med en meget ringe detaljegrad. Kommer man tæt på et objekt, bliver detaljerne uskarpe, så det næsten gør ondt i øjnene. En ting man vil undre sig over med det samme, da de omdesignede spilfigurer næmest træder ud af omgivelsernes forældede look. Om dette er årsagen til den lave frame-rate, er en helt anden trist affære. Billedet er ofte meget uroligt, når man f.eks. har en panoramasynsvinkel, dvs. et bredt udsyn over et baneområde. Spillets hastighed får et dyk under sådan et udsyn. Gearbox burde under alle omstændigheder have arbejdet mere med de tekniske aspekter i spillet til PS2. Lyden er tilpas virkningsfuld på bedste alien-manér ledsaget af en stemningsfuld baggrundsmusik, som sætter atmosfæren i spillet. Professorernes og vagternes stemmer forekommer dog at være samplet en anelse uklart.

Snedigt gameplay

Det er ingen hemmelighed, at Half-Life hviler på sit stærke gameplay, ligesom det også i sin tid gjorde i den originale PC-udgave. Det kommer til udtryk i de praktiske opgaveløsninger, et gådefuldt plot og den fængslende måde, hvorpå det udspilles. Vi kan ikke helt komme os over den grafiske nedtur, som til stor skuffelse, medfører en helt anden helhedsvurdering. Hvis spillet - teknisk set - havde været helt up-to-date, ville vi uden tvivl have været mere gavmilde. Det hjælper dog på moralen, at Sierra og Gearbox har inkluderet de PS2-eksklusive 'Decoy'-missioner, hvor 2 spillere kan samarbejde med hinanden. De ti valgfrie baner i multiplayerdelen, Head-To-Head, bliver derimod hurtigt for lineære og er spillets absolut svageste led pga. meget små og uinspirerende baneområder. Til trods for enkelte skavanker kan Half-Life anbefales grundet et snedigt gennemtænkt spilforløb og især, hvis du ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den originale PC-udgave.