Red Card

Midway udsætter den europæiske fodbold for ekstrem amerikansk overdrevenhed. Det lyder sjovt, men spillet tør heller ikke gå hele vejen i GameCube-udgaven.

Med EA siddende sikkert på tronen indenfor sportsspil og med Sega som eneste reelle udfordrer, leder de andre udviklere efter nye veje for at få deres del af kagen. De eneste der har fundet en fungerende niche er Midway, der med NBA Jam, NFL Blitz og ikke mindst NHL Hitz har taget patent på ekstreme og overdrevne udgaver af gængse sportsgrene. Dette er deres første forsøg på at gøre det samme for vores nationalsport.

Få spilmuligheder

Spilmulighederne i Red Card er hurtigt overset. Udover træningskampe, en turnering og en ligegyldig funktion til at lave sit eget hold, er der kun en World Conquest-mode. Her rejser man rundt til de forskellige verdensdele og spiller mod andre landshold og fantasihold bestående af delfiner, samuraier og lignende. For kendere lyder det som om Midway har bevaret stilen fra deres beslægtede spil, men det er ikke tilfældet.

Engleblid dommer

Ved første øjekast ligner Red Card et helt normalt fodboldspil. Banen, spillerne og reglerne er helt som de plejer. Det eneste der rigtigt skiller sig ud er dommeren. Han er nærmest en passiv tilskuer, idet fløjten altid forbliver tavs. Selv om man bruger en helt kamp på kun at slagte dommeren, så er det selv på strengeste indstilling svært at få så meget som et gult kort. Dommerens linie er nødvendig, fordi spillernes defensive træk er meget urene. En glidende tackling er noget af det mest normale man kan lave og derfra går det over åbenlyse skub til flyvespark som selv en Eric Cantona ville overveje en ekstra gang. Styringen fungerer som man kender det fra de klassiske fodboldserier tilsat en boost-knap, der kan bruges til at lave akrobatiske The Matrix-inspirerede superspark eller så hårde skud, at målmanden flyver med ind i målet.

Visuelt ordinært

Grafisk er Red Card velfungerende uden at skille sig ud. Hverken omgivelser eller modeller imponerer, men bortset fra de enkelte situationer hvor kameraet ikke kan finde ud af at zoome ind, er man aldrig i tvivl om hvad der foregår. Spillet kører helt flydende ved 50 fps, hvilket giver et godt feel. Grafisk er spillet næsten identisk med PlayStation 2-versionen, dog med Gamecube-udgaven som den pæneste. På lydsiden lægger man især mærke til kommentatorerne, der er meget ensformige at høre på. De er desværre heller ikke særligt sjove eller beskrivende.

Ikke ekstremt nok

Problemet med Red Card er, at Midway ikke har gået linen ud. Hvor man i NHL Hitz og de lignende titler har koncentreret og intensiveret sportsgrenen ved at skære en masse overflødige ting væk og overdrive alting, så er dette spil i virkeligheden et helt traditionelt fodboldspil. Der er ingen pointe i at lave ekstreme tacklinger, når spillerne samtidig har ekstrem boldkontrol. Der er ingen pointe i at lave overdrevne skud, når målmanden samtidig står overdrevent godt. Det er spillet i en nøddeskal.

Bedre alternativer

Fodbold er en oplagt sportsgren til et ekstremt sportsspil, men Red Card griber det helt forkert an. Det fungerer slet ikke i singleplayer, hvor modstanderne generelt kun har en chance på held, der lugter af catchup. Som i PS2-udgaven redder målmanden på fantomvis alle skud fra nært hold, men det er dog blevet mere balanceret og spilbart. Spillets force skulle dog klart have været multiplayer, men på absurd kan man kun spille to mod hinanden. Red Card fortjener ikke at blive nævnt sammen med Midways ekstreme sportsspil og som traditionelt fodboldspil kan det ikke måle sig med de bedste. Nok savner Gamecube stadig et fodboldspil af Pro Evolution Soccers niveau, men både FIFA og ISS2 er langt bedre og i den anden ende har Segas Soccer Slam alt det, som dette spil burde have haft. Red Card sætter sig et sted midt i mellem og i det hele taget er det meget svært at se spillets berettigelse.