Myst III: Exile

Myst er tilbage i tredje inkarnation og det er mere af det samme. En enestående succes på pc og Macintosh, men har spillet nogen berettigelse i konsolverdenen?

Myst-serien er en uhørt succes - uden for konsollerne. Både det første spil og opfølgeren Riven har klaret sig bemærkelsesværdigt godt og tilsammen solgt omkring 10 millioner eksemplarer. Dette er vel og mærke opnået ved at henvende sig til et ældre publikum end den normale målgruppe for spilmediet, der nok hurtigt vil løbe sur i seriens langsommelige gameplay. Et af spørgsmålene ved Xbox-konverteringen af det sidste spil i serien er således, om det passende publikum også er at finde på konsollen.

Mere af det samme

Selv om der er et nyt udviklingshold på Myst III: Exile, så ligger spillet fuldstændig i linje med sine forgængere. Det vil sige et simpelt adventure, der primært består i at finde rundt i opfindsomme verdener præsenteret via stillbilleder og at løse mekaniske puzzles. Action er der intet der ligner og det er netop en af spillets styrker, at man kan tage det helt roligt og afslappet - uanset hvor fjollet man bærer sig ad, kan man ikke engang dø.

Kunstnerisk flot

En anden af Myst-seriens styrker er de kunstneriske aspekter. Spillene foregår i forskellige opdigtede verdener, der generelt er meget imponerende. Der er lagt et enormt arbejde i naturen og arkitekturen, der gør Myst til et spændende univers at besøge. Som sagt består al grafikken af stillbilleder og selvom man godt nok har muligheden for at dreje rundt, så opnåes dette blot ved at forskyde billederne og der skabes således ingen dynamik. I det hele taget er Myst et meget udynamisk sted uden liv og det bliver kedeligt i længden.

For lidt at byde på

Når først det visuelle indtryk har lagt sig, står det klart at Myst III: Exile - som Myst-serien generelt - ikke har ret meget at byde på. De fem forskellige verdener består måske af mange skærme, men i virkeligheden bruges de fleste på at gå ned af lange gange. Skærer man helt ind til benet, består hvert område kun af et par enkelte puzzles og alt udenom er blot fyld, der hurtigt kun irriterer. Som nævnt består gameplayet primært af to elementer, hvoraf det første - at finde rundt - kun er generende.

Nogle af verdenerne er meget ensartede og således er det svært at kende det ene område fra det andet. Samtidig skjuler mange udgange sig usandsynlige steder eller uden for det normale synsfelt. Et brugbart kort havde klart forkortet spiltiden. Der er indbygget en Zap-funktion hvormed man hurtigt kan gå igennem øde områder, men desværre virker den alt for sjældent.

At gruble over gåder

Resten af spiltiden bruges på puzzles, der alle er ovre i den mekaniske og umotiverede ende, som konsolspillerne kender det fra fx Resident Evil. Opgaverne i Myst III: Exile er dog langt mere tidskrævende, hvilket ikke altid skyldes logiske grunde. Man har en lille notesbog, der kan findes sider med hints til de forskellige puzzles, men ellers er man helt på egen hånd. Der er ingen information om hvad den enkelte puzzle skal bruges til eller hvad man skal opnå. Ofte er løsningsmulighederne ambivalente og så er det ikke smart, at man ikke altid får information om, hvorvidt man har løst den pågældende opgave eller ej. For meget tid bruges således på at vandre rundt mellem de forskellige puzzles og prøve at få dem til at give en anden mening, snarere end selve udfordringen med at løse opgaven.

Publikummet mangler

Myst-tilhængere får præcis hvad de elsker og bør således investere i spillet, mens Myst-modstandere bestemt bør undgå det. Dem der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med serien, skal vide hvad de går ind til. Myst III: Exile er kunstnerisk flot, men teknologisk set dybt forældet. Lydsiden er velfungerende, men historien er nærmeste ikke-eksisterende. Det samme kan på sin vis siges om gameplayet, der for det meste består af frustrationer over den langsomme, ulogiske og kedelige opbygning. Myst-serien tiltaler mest dem, der ikke bryder sig om spilmediets normale hastighed og kan lide at sidde og nørkle med små opgaver, der i sig selv ikke er meget andet end Rubiks terning i ny indpakning. Hvor mange af disse der har en Xbox er svært at sige, men vi tillader os at gætte på meget få. Som bonus får man et dokumentarprogram på skiven, som egentligt er mere underholdende end selve spillet. En titel som Ico er et langt mere oplagt valg for konsolejeren, da det har alle de positive elementer fra Myst og ingen af de negative.