Mega Man Network Transmission

Megaman på nettet

Capcom har, med genreskiftet i Game Boy Advance rpg-spillene Megaman Battle Network 1 og 2, skuffet mange Megaman fans. Måske har de lyttet, for denne gang er Megaman tilbage i platformgenren - nu som en hård konkurrent til... Norton Antivirus.

Megaman Network Transmission foregår i tiden mellem Megaman Battle Network 1 og 2. Den onde organisation kaldet WWW er blevet slået og der er fred i verden. Det er selvfølgelig et skidt udgangspunkt for et spil og drengen Lan keder sig da også bravt. Heldigvis for ham så går den mystiske Zero virus pludselig løs på nettet. Sammen med sin elektroniske ven Megaman er Lan ekspert i at fjerne virus og de giver sig straks i gang med at finde årsagen til Zero virusens hærgen. Historien er en ret kedelig affære, fyldt med påtagne og tåbelige henvisninger til Internettet og dets teknik.

Megaman taber pusten

Megaman er som sagt tilbage i platformgenren. Desværre så har Capcom åbenbart glemt alt om, hvordan det skal foregå. Styringen af Megaman er ret præcis, men det hele foregår i et alt for lavt tempo. Det kunne man måske vende sig til, men desværre indeholder spillet et utroligt dårligt og omstændigt våbensystem. Megaman har selvfølgelig sin normale blaster, men den er nu nærmest uanvendelig. Den er ualmindeligt svag og det kræver mere end 10 skud at dræbe de fleste fjender. I løbet af spillet får man mulighed for at gøre den stærkere, men fjenderne bliver også stærkere, så? Mere effektivt er det utal af forskellige chips, som Megaman har adgang til og som Capcom har taget med fra Battle Network spillene. De kan indeholde vildere våben, ny energi og enkelte chips kan manipulere med ting i banerne. Det er alt sammen meget godt, men desværre så kan man ikke selv vælge, hvilke chips man vil bruge i hver bane. Næh nej, man får tildelt en håndfuld helt tilfældige chips. Er man meget uheldig, får man udelukkende chips med helbredende effekt og kan derfor godt opgive at klare banen. Chipsystemet var i Battle Network spillene en god ting, men her virker det malplaceret, og at det er tilfældigt, hvilke chips man får, er direkte ødelæggende for spillet.

Frustrerende svært

Imellem platformbanerne har man mulighed for at sende Lan i byen efter nye chips og nye steder at logge på nettet. Denne del er kedsommelig og heldigvis heller ikke særligt stor. Fokus er på banerne med Megaman. Og de er da også designet ganske godt, med flere veje at gå og mange hemmelige ting. Samtidig så er alle baner linket sammen i et stort net, næsten en Metroid-agtig opbygning hvor man flere gange må gå tilbage for at låse op for en dør, man ikke havde koden til første gang, man passerede. Bare ærgerligt at det hele går så langsomt og skal besværes af chipsystemet. Sværhedsgraden er for det meste ret lav, men når bosserne dukker op, så stiger den voldsomt. Især fordi Megaman's nye tøse-blaster stort set ikke skader dem og det kræver et stort held at få fat på de rigtige chips, der kan skade bosserne. Det er utroligt frustrerende at nå frem til en boss for derefter at miste alle sine liv på grund af dårlige chips.

Grafik og lyd

Grafisk er Megaman Network Transmission heller ikke nogen stor oplevelse. Baggrundene er nogle kiksede forsøg på at gengive, hvordan der ser ud inde i computere, kabler og andet elektronik. Det hele virker meget simpelt og er ikke særligt detaljeret. Animationen af Megaman og fjenderne er udmærket og enkelte effekter omkring nogle af våbnene er da også ganske flotte. Helhedsindtrykket er dog, at spillet kun udnytter en brøkdel af Gamecubens grafiske muligheder. Lydsiden er i bedste fald acceptabel, men for det meste er den direkte generende. Musikken går hurtigt en på nerverne, det samme gælder Megaman's japanske stemme og de skingre lydeffekter.

Konklusion

Vil man spille et godt Megaman spil på sin Gamecube må man anskaffe sig en Game Boy Player og Megaman & Bass, eller Megaman Zero. Dette spil er simpelthen ikke pengene værd. Det er synd og skam; for Megaman er en af vores favoritter og han fortjener et godt Gamecube spil.