Defender (2002)

Midway går retro. Igen.

Midway har igen besluttet sig for at sparke nyt liv ind i en klassiker. Vi har set det før med blandt andet Spy Hunter. Et spil der var tro mod den originale, men dog lidt ensformig. Om Defender forsvarer sin status, det er lidt op til den enkelte. Vi byder det i hvert fald under alle omstændigheder velkommen til denne klassiker.

For dem der er gamle nok til at kunne huske Defender, er minderne herlige. Duften af grillbar. Frustrationer over endnu engang at tabe til The Manti. Plaster på en pegefinger, der snart ikke ligner andet end en stor vabel. At have brugt sin sidste mønt, da man endelig var ved at slå rekorden. Enhver spiller har mindst et spil de mindes med glæde når navnet bliver udtalt. For mange er dette spil Defender. Men hvad med os andre, som endnu lå i barnevognen da spillet så dagens lys i arkade hallerne og i grillbarerne, kan vi få noget ud af en update af klassikeren? Vi går til bunds og kigger spændt nærmere.

Starship Troop.. Nej, Defender

Mennesket er begyndt at kolonisere universet, men hvad vi ikke havde regnet med at finde var kryb. Masser af kryb. Racen også kaldet The Manti, er nogen kæmpe insekter, som flyver rundt i galaksen og lægger planeter øde. Jorden har allerede stået for tur, nu har de besluttet sig for at udrydde menneske-racen, én gang for altid. Hvem skal rede dem? Det er vist hørt før og manuskript er ikke det Defender skal vinde ros for. I rollen som Kyoto får du jobbet som pilot ombord på denne arkade-space-shooter. Målet: At finde hjernen bag det hele, redde en masse kolonister fra den sikre død og skyde de flyvende insekter ud af historiebøgerne.

Defensiv

Spillet starter op som enhver space-shooter med respekt for sig selv gør. Man starter med en flot intro, en intro der på trods af at give den rette stemning og håb om noget godt på vej, ikke afslører for meget. Faktisk for lidt. For vil man til bunds i historien, kende begyndelsen, så er det manualen der skal hives frem. Men nok om det, for når først spillet kører, er det i dette tilfælde action der tæller og masser af det. Man bliver fra starten af udstyret med to rumskibe at vælge imellem: Defender og Guardian. Men efterhånden som spillet udvikler sig bliver nye tilføjet. Det handler dog ikke kun om hvilket fartøj der er hurtigst eller kan tåle mest. Da våbnene er forskellige på skibene, bliver det hurtigt et spørgsmål om hvilket skib der passer bedst til spillerens stil. For hver Manti der skydes ned, eller for hver kolonist der reddes, optjenes penge som kan bruges til ekstra udstyr til dine skibe. Der kan opgraderes våben, købes stærkere skjold, en rar ting der giver lidt ekstra udfordring. Skulle man nu beslutte sig for at opgradere sit ynglings skib fuldt ud, skal der kæmpes for det. Der er ingen garanti for at man når at få købt alt udstyret inden eventyret slutter.

De er overalt

Før hver mission bliver man briefet af sin øverstbefalende. Målene drejer sig primært om at forsvare en strategiske positioner, hjælpe efterladte kolonister eller fragte antiluftskyts fra et sted til et andet. Størstedelen af spillet foregår nær landjorden, men der skal også i enkelte tilfælde ud i rummet og smadres kryb. Ikke fordi det gør den store forskel, da kodeordet i missionerne må siges at være ensformighed. En typisk landjordsmission kunne lyde som følgende: Transporter X fra punkt A til B skyd bestemt bygning ned, red nybyggerne. Under hele forløbet i missionen skydes en masse Manti ned, som ankommer i uendelige horder af dybt uintelligente fjender. Det handler om at skyde og gøre det hurtigst, for der er ikke meget guf i fjenderne. Det er netop ensformighed der gør at spillet føles tro mod originalen, men det virker måske en tand for useriøst til tider. Man kan godt komme til at trække lidt på smilebåndet og ryste på hovedet, når en flok nybyggere bare står og venter på at blive samlet op 500 meter fra hvor de skal sættes af igen.

Har du prøvet før?

Multiplatforms spil som Defender, er generelt ikke i særlig høj teknisk kvalitet og dette er bestemt ingen undtagelse. De omgivelser man flyver rundt i er ikke decideret grimme, men de er kedelige at se på. Det består af bygninger, massere af klipper, men det er så også det. Hverken fjender eller effekter er noget at skrive specielt pænt om, men gør det job de skal. Også lydeffekter holder sig som resten af spillet tro til originalen, igen uden at brilliere og føles bestemt troværdige. Der er også mulighed for at lave dogfights eller spille Co-op i multiplayer delen, endnu en god feature, da co-op stadig virker som en undervurderet ting inden for både konsol og PC verdenen. Har man en ven som også har et godt øje til spillet, flyver timerne af sted med meningsløst vold. For at forlænge oplevelsen endnu mere, er der proppet lidt ekstra materiale ind på skiven, det skal dog siges at det er meget sparsomt materiale og at vi stadig leder efter den originale version af spillet.

Konklusion

Hvis man kan lide space-shooters, hvor horder af fjender bliver ved med at dukke op i det uendelige, eller er man bare er til Defender, kan spillet godt være et besøg værd. Kendinge vil nikke genkendende til meget af det der sker. Os andre vil højst sandsynlig blive skuffet over et middelmådigt spil, der hverken bringer nyt eller specielt godt. Lyder det tiltalende, så prøv før køb.