Splinter Cell

Stadig et godt spil

Bevæbnet med den dødbringende Game Boy Advance sniger Sam Fisher sig ind bag fjendens linjer. Det lyder ikke helt rigtigt, men det er sandt - den amerikanske efterretningstjenestes farligste våben er en Game Boy Advance. Læs hvorfor i vores anmeldelse af Splinter Cell til Gamecube.

Med en mindre forsinkelse får GameCube ejerne nu mulighed for at spille, hvad PlayStation 2 ejerne har kunnet spille i et par måneder. Splinter Cell til Gamecube er nemlig en mere eller mindre direkte konvertering af PlayStation 2 udgaven. For at gøre op for ventetiden har Ubi Soft dog, som vi senere vil komme ind på, tilføjet et par nye ting.

En trussel mod verdensfreden

Det er, hvad to CIA agenter opdager under en mission i Georgien. For at få efterforsket sagen yderligere sender det amerikanske sikkerhedsagentur NSA deres bedste agent afsted. Det er selvfølgelig Sam Fisher og sammen med spilleren er det nu hans opgave at finde ud, hvad denne trussel går ud på. Historien er spændende og den er godt skruet sammen af Ubi Soft i samarbejde med den kendte forfatter Tom Clancy.

Et nyt trick

Spillets første mission foregår på en træningsbane, hvor Fisher skal demonstrere sine færdigheder inden for akrobatik, kamp og frem for alt lydløshed. Man starter blødt med at lære at styre det manuelle tredjepersons kamera med C-sticket. Der er ikke mulighed for automatisk kameraføring, men da spillet foregår i et ret lavt tempo, er det også kun en fordel at have hundrede procent kontrol med, hvor man kigger hen. Resten af kontrollerens knapper er også i brug. Man kan hoppe, presse sig mod en væg, skyde, gå i split mellem to vægge og flere andre mere eller mindre effektive manøvre.

Det nye våben

En nyhed er muligheden for at linke spillet til Game Boy Advance. Herpå får man et kort over banen, komplet med pile der viser terrorister og civile samt små symboler for døre, kameraer og kodelåse. Der er særdeles nyttigt, når man ikke kan finde ud af, hvornår man skal åbne en dør uden at blive opdaget af et roterende overvågningskamera. Ligeså nyttigt er GBAens funktion som fjernbetjening for forskellige våben. Miner som i de andre versioner blev udløst ved bevægelse i nærheden af dem, kan nu udløses fra GBAen, mens man ser på kortet, om en fjende er i nærheden. Sam Fisher har også fået en ny type ammunition til sit gevær, en såkaldt sticky bomb. Det er en lille ultralydsbombe, der kan klistre til fjenden, en væg eller andet og udløses fra GBAen. Den vil så lamme de fjender, der er i nærheden.

En lyd og du er død

Splinter Cell er Stealth Action, når der er bedst. De forskellige missioners mål varierer fra simpel spionage til koldblodige snigmord. Midlet Sam Fisher bruger for at nå sit mål er derimod altid det samme - total lydløshed og usynlighed. Gemt i skyggerne skal man snige sig ind bag fjendes linjer, tage kvælertag på ham, hugge hans kuffert og snige sig ud igen. Enkelte gange bliver man dog nødt til at skynde sig lidt. Terrorristerne har nemlig en dårlig vane med at bruge bomber og ildspåsættelse i deres kamp mod Fisher. Disse små variationer, i det ellers ret lave spiltempo, giver spillet en god variation i sit gameplay. Nogle vil måske føle, at missionerne er ret lineære, men det er et definitionsspørgsmål. Der er næsten altid kun én rute gennem banerne, men hvordan, man følger den, er op til en selv. Nogle vil måske snige sig forbi fjenderne, mens andre vil skyde dem eller bare uskadeliggøre dem med et lille slag i nakken.

Manglende realisme

I forhold til PC og Xbox udgaverne så indeholder denne udgave, ligesom PlayStation 2 udgaven, nogle flotte mellemsekvenser der binder historien og missionerne bedre sammen. Animationen af Sam Fisher og fjenderne er meget virkelighedstro og det er næsten utroligt så mange forskellige bevægelser man får at se Sam Fisher udføre. Grafikken er flot, men bestemt også set bedre på Gamecube. Lys, damp og tåge virker ikke ligeså overbevisende som i de tidligere udgaver af spillet. Eksempelvis er damp nu ikke længere gennemsigtigt, men bare en stor hvid sky. Det er en lille ting, men det virker underligt og ødelægger lidt den realisme grafikken ellers er præget af. Skyggerne og de detaljerede omgivelser formår dog stadig at imponere.

Lidt for kort

Spillets største svaghed er ubetinget antallet af missioner. På PlayStation 2 fik vi en ekstra mission, men her må vi nøjes med muligheden for at låse op for nogle nye missioner i Game Boy Advance udgaven, hvis man da samtidig ejer den. Spillet er for hurtigt gennemført og der er ikke noget som motiverer en til at gøre det igen.

Konklusion

Har man som Gamecube ejer savnet et seriøst stealth spil, så er Splinter Cell et must. Historien er spændende og gameplayet er i top. GBA-link funktionen er ikke bare en ligegyldig bonus, men et særdeles nyttigt våben. Grafisk er spillet ikke helt på højde med de andre udgaver og det indeholder heller ikke nye baner i forhold til den originale Xbox udgave.