X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

007: Agent Under Fire


En af de eneste film-licenser i verden, der rent faktisk har været brugt til at lave gode spil, må siges at være gode, gamle James Bond. Softwarehuset Rare var først ude med GoldenEye til Nintendo64, som var så godt, at det blev en klassiker med det samme. Der skete så det, at Rare overlod 007-licensen til Electronic Arts, hvilket betød, at der aldrig ville komme en egentlig efterfølger til GoldenEye - i hvert fald ikke fra Rare.
Med Bond-licensen i hus var det Electronic Arts og europæiske Eurocom, der stod for en efterfølger til det superpopulære N64 spil, og efter nogle få år var EA's uofficielle efterfølger til Rares GoldenEye klar: The World Is Not Enough (TWINE).
Mange havde på forhånd regnet med, at EA ikke ville kunne nå op til de fænomenale standarder sat af Rare - men EA og Eurocom tog alle verdens gamere på sengen. TWINE blev et virkelig vellykket spil, der på mange punkter kom op på siden af selveste GoldenEye! EA havde vist, at de tog Bond-licensen seriøst, og hvis vi ser bort fra det lidt kiksede 007 Racing, så har EA aldrig skuffet os 007-fans.
Udgivelsen af TWINE til PS2, Xbox og GameCube blev dog droppet, og det helt nye spil, Agent Under Fire, skulle tage dennes plads. I denne anmeldelse kigger vi nærmere på udgaven til Xbox.

Gameplay

Agent Under Fire (AUF) sætter en i rollen som James Bond; Agenten med licens til at dræbe, køre hurtigt i fede biler samt samle den ene model efter den anden op.
Som sagt får du nu i AUF mulighed for at prøve alle disse ting, og selv Bonds klassiske pige-eskapader er der endelig blevet fokuseret lidt på i AUF - noget, der ellers tit har været udeladt og dermed haft en indvirkning på stemningen i spillet, der aldrig har føltes 100% som en Bond-film. Jeg kan allerede love nu, at manglende stemning er noget, der hører fortiden til. AUF er tydeligvis blevet kælet for, så vi spillere får den mest ultimative oplevelse.

AUF indeholder i alt 12 forskellige missioner, der er delt ind i 3 kategorier. Størsteparten af banerne foregår efter den gode, gamle FPS-opskrift, hvor alting foregår som i Halo. I et par andre baner får du stillet en bil til rådighed, og herefter skifter spillet om til at være en slags Need For Speed med våben. Den sidste slags baner er nogle, hvor man befinder sig i et køretøj, der styres af computeren, og hvor det er ens opgave at skyde diverse fjender ned undervejs.
Den første slags missioner de bedste, hvor man i bedste Bond-stil f.eks. skal snige sig igennem en britisk ambassade, hvor man kun er udstyret med en gaspistol, da man ikke må dræbe banens uskyldige vagter. På andre baner skal man skyde sig vej frem, så der er noget for alle temperamentstyper.
De missioner, der foregår på hjul, går for det meste ud på at skulle forsvare sig mod horder af tilstrømmende fjender. De forskellige køretøjers fysik er meget, meget imponerende - specielt når man tænker på, at AUF ikke er et decideret racerspil. En lille, rap BMW Z8 føles præcist som den skal, mens en 40 tons tank også føles tilpas tung og ustoppelig - også selvom man ikke selv styrer den.

De 3-4 bilbaner er rigtigt underholdene, og så er de et friskt pust, når man lige har spillet gennem et par FPS baner. Der er dog ingen tvivl om, at FPS missionerne er langt de sjoveste.

Under alle missioner har man et uanet forråd af underlige Q-opfindelser, der igen og igen viser sig at være særdeles nyttige. En af de mest interessante dimser er den såkaldte Q-laser, der kan bruges til at skære hængelåse m.m. op. En anden sjov ting er Q-kloen, der kan bruges til at hejse James op på svært tilgængelige steder, hvilket man meget tit har brug for.
AUF byder også på multiplay med op til 4 spillere, og som noget nyt - der ikke var med i PS2-udgaven - så er det nu muligt at spille mod computerstyrede modstandere (Bots). Disse er meget intelligente og kan være sværere at få krammet på end ens venner.

12 missioner i alt lyder måske ikke af meget, men hver mission indeholder masser af muligheder for at strække holdbarheden temmelig meget. Hver gang en mission er gennemført, så bliver der talt point op. F.eks. får man mange points, hvis man kan spille en mission uden at blive ramt af en fjende overhovedet. Alt efter, hvor mange points, man indtejner, så bliver der efter missionen delt medaljer ud. Får man en guldmedalje låses der nye feature op, samt man får mulighed for at gå på jagt efter 007 symboler i den pågældende mission. Finder man alle disse og får det nødvendige antal points, så vanker der en platinmedalje og nye features.
En nem måde at tjene mange points på, er ved at udføre de såkaldte Bond-moves rundt omkring på banerne. Disse er skjulte ting, som Bond kunne finde på at udføre. Det kan f.eks. være at skyde håndtaget af en gasbeholder, så man uskadeliggør 4 fjender med ét enkelt skud, da de bliver skoldet af den udstrømmende damp. Det kan også 'blot' være at finde alternative ruter på banerne, der hjælper Bond i hans mission.
Der går hurtigt sport i at udføre så mange af disse Bond-moves om muligt!

Grafik

Xbox-udgaven er, som sædvanligt , den flotteste af AUF udgaverne til de 3 store konsoller. GameCube-udgaven ligger lige bag Xbox'en, mens PS2-udgaven må se sig henvist til en 3. plads.
Grafikken er generelt meget nydelig og kører fantastisk blødt - også når man spiller 4 spillere.

Generelt er banearkitekturen meget imponerende, og nogle gange er det næsten som at se en Bond-film. Dog kan multiplayer-banerne godt være lidt småkedelige - i hvert indtil du får låst de lidt sjovere op.
Animationer m.m. er der ikke blevet gjort noget ved siden PS2-udgaven, hvilket er lidt en skam, da de er en smule stive. En rigtig fed ting ved AUF er dog, at de forskellige personers ansigtsudtryk er lavet fantastisk flot! Man ser tydeligt, hvordan de skønne Bond-piger sender deres redningsmand et lille, skævt smil, og man ser tydeligt, hvordan James løfter den ene øjenbryn i en klassisk Pierce Brosnan bevægelse. Meget flot!

Lyd

Lydsiden i AUF er hele tiden rigtig god. Mit eneste kritikpunkt er, at stemmerne i spillet lyder lidt rå, hvilket er lidt en skam. Udover det, så er der bestemt ikke noget galt med stemmerne, og de lyder faktisk næsten som de rigtige skuespillere.
Musikken er det klassiske 007-tema, der måske bliver brugt en tand for meget. Da AUF ikke er bygget over en film, så er der ikke et film-tema, der kan overtage lidt af lydsiden, derfor kommer 007-temaet på lidt for meget overarbejde.

Konklusion

AUF er en af de mest helstøbte Bond-titler, jeg har spillet. Jeg synes stadig GoldenEye og TWINE er bedre, men AUF er helt klart alle pengene værd. Grafikken er god, lyden realistisk og samtidigt klassisk, og så er holdbarheden rigtig god. Man får lyst til at spille AUF igen og igen, da man altid lige vil have platin-medalje i den næste mission også. Det går det rigtig meget tid med, skulle jeg hilse og sige.
En lille svipser må siges at være spillets manual, der tydeligvis er oversat direkte fra engelsk til dansk, komplet med diverse misforståelser og stavefejl. F.eks. oversættes 'Enemies Subdued' med 'Fjender undertrykt', hvilket må siges at være lidt morsomt.
Uanset hvad: AUF er klasse, og jeg ser glædeligt frem til efterfølgeren 007 NightFire, der ikke ligger så langt ude i fremtiden. Indtil da, så er AUF et must-buy!

007: Agent Under Fire (EU)
Anmelders vurdering
91%

007: Agent Under Fire   © EA 2002   (PS2)    1/5 007: Agent Under Fire   © EA 2002   (PS2)    2/5 007: Agent Under Fire   © EA 2002   (PS2)    3/5