Virtua Striker 3: Ver. 2002

Som om vi ikke har set fodboldspil nok de sidste par måneder, så har vi nu fået fingrene i endnu et af slagsen, nemlig konverteringen af Sega’s populære arcadespil Virtua Striker 3. Spørgsmålet er så bare om det har features nok til at holde interessen hos spilleren i længere tid.

Det første man lægger mærke til på menuen er, at spillet meget atypisk ikke indeholder en Arcade Mode. Istedet har spilleren mulighed for at deltage i nogle forskellige varianter, der allesammen er ganske gode. Umiddelbart ser det ikke ud af meget, da der kun synes at være 3 regulære spilformer, nemlig Road to International Cup, Variation og Match Play. Man finder dog hurtigt ud af, at der lurer flere ting under overfladen. Under Variation finder man 4 forskellige turneringsformer. Der er den klassiske International Cup, der er ligesom den igangværende VM-turnering, med otte grupper á fire hold og så knockout resten af vejen. Derudover er der en League, hvor man kan spille helt op til 32 spillere og man kan desuden sætte forskellige parametre for afviklingen af turneringen, såsom ude/hjemmebane, forlænget spilletid osv. Tournament er en ren knockout-turnering, hvor man også kan sætte forskellige parametre. Til sidst er der en Ranking Mode, hvor man spiller fire kampe mod forskellige modstandere og skal igennem disse forsøge at spille godt, have høj boldbesiddelse, lave flotte mål og spille fair. Derudover skal man selvfølgelig vinde kampene og efter den 4. kamp får man så tildelt en rating, alt efter hvilken præstation man har leveret. Klarer man det godt får man nogle bonuspoint, som senere udløser specielle bonushold. Matchplay er en regulær venskabskamp, men man kan også vælge bare at sparke en straffesparkskonkurrence hvis man har brug for lidt nervepirrende spænding. Udover dette er der også mulighed for at træne og man får efter træningen at vide hvordan man klarede sig. Til slut er der også en meget omfattende editor, hvor man både kan redigere i de eksisterende spillere, samt kréere sine helt egne. Der er oceaner af muligheder for at designe spillere og man kan lave helt op til 100 af slagsen, hvilket er rimeligt imponerende. Disse kan så indsættes på de 64 forskellige landshold spillet indeholder. Spillet har iøvrigt ingen FIFPro-licens så alle navnene er falske. Sega har dog købt en Adidas-licens, så vi spiller med den rigtige VM-bold, samt kan vælge mellem mange slags fodboldstøvler.

Career mode?

Til vores store overraskelse indeholder spillet også noget der minder om en career mode, i form af førnævnte Road to International Cup. Dette går i al sin enkelthed ud på at man overtager styringen af et tilfældigt landshold og derefter skal forsøge at vinde den præstigefyldte turnering indenfor fire år. Til alt held er der netop fire år til turneringen starter, så man har god tid til at forberede sit mandskab. Dette kan gøres på mange måder. Man kan arrangere venskabskampe, træningslejre, udenlandsrejser og meget andet. Disse forlystelser koster dog penge og dem har man ikke mange af, så det er med at have en god planlægning. Hvert hold har en rangering på verdensranglisten og jo bedre hold man slår, jo flere penge får man for det og hvad vigtigere er, man stiger selv i rangering. Når man ikke har kampe skal man bruge tiden på at træne sine spillere. Dette gøres på en menuskærm hvor man vælger hvilken type træning holdet skal have. Man kan både vælge at give hele holdet den samme træning, eller man kan dele træningen op på kæderne, eller sågar på den individuelle spiller. Alle spillere er kategoriseret i fire kategorier og man kan se hvilke spillere der er gode i hvilke kategorier ved at holde en knap nede på kontrolleren. Denne mode er overraskende dyb for en arcadekonvertering og skal nok opsluge noget tid, især da man kun har én chance for at vinde turneringen, ellers skal man starte om igen.

Arkadespil med fede features

Selve gameplayet er som man kan forvente af et spil der stammer fra spillehallerne. Det er meget simpelt og let at gå til. Det er dog svært at mestre og spillet kræver en del øvelse, hvis ikke man er Virtua Striker-veteran. Man har undervejs i spillet kun tre hovedknapper at holde styr på. Disse består af en høj og en flad aflevering, samt en til skud. Man kan også ændre sin formation løbende ved brug af z-knappen, udfra de to formationer man har valgt inden kampstart. Ydermere kan man også vælge om den pågældende formation skal være defensiv, normal, eller offensiv, alt efter hvad situationen kræver. Desværre er spillet plaget af næsten de samme kontrolproblemer som forgængeren, idet spillerne til tider ikke lystrer ens kommandoer, eller også er de meget længe om det. Når man har spillet lidt finder man dog ud af, at timingen er meget vigtig, men i starten kan det virke frustrerende. Et andet problem som skyldes arcaderødderne, er at man ikke har kontrol over sine spillere når man ikke har bolden. Man kan kun se til mens ens spillere farer forvildet rundt efter boldholderen og så håbe på at man kan time sin tackling ordentligt, da det er den eneste forsvarsmekanisme man har. Skulle man kikse sin tackling og jorde manden, er der god chance for at få et kulørt kort. Dommeren er benhård og han smider om sig med især røde kort, hvilket afstedkommer at de færreste kampe ender med 11 mod 11. AI’en kan til tider være belastende, da spillerne ikke altid løber logisk for spilleren, men man vænner sig dog til det, især fordi man med øvelse kan se hvor spillerne vil løbe hen og hvornår. Bortset fra disse små irritationsmomenter er spillet dog ganske underholdende og kampene er aldrig kedelige. Virtua Striker-serien har altid haft en speciel sans for spektakulære mål og man kan lave de herligste langskudsmål. Hvert mål bliver iøvrigt tildelt en score afhængig af hvor flot det var. Disse mål kan så gemmes på memorycardet og ses fra et utal af vinkler.

Flot grafik

Grafisk holder spillet høj klasse, lige bortset fra animationen der er lidt klodset og ser lidt robotagtig ud, især i jubelscenerne, men det er til at leve med når spillet er så flot og man lægger ikke så meget mærke til det under selve kampen. Spillerne, de forskellige stadions og tilskuerne er til gengæld fremragende lavet og meget detaljerede. Hastigheden er temmelig høj og spillet flyder uden de mindste framerate-problemer. Lyden er udmærket, men den bærer tydeligt præg af en arkademaskine. Der er en semi-kommentator, der dog kun har få gloser som ”red card”, ”Kick off” og ”Goal” at bidrage med. Tilskuerlyden er ganske ok, uden at være prangende og musikken er temmelig uinspireret. Præsentationen er ganske nydelig og spillet giver endvidere både mulighed for at spille i 60hz og i widescreen-mode.

Godt for nogle, skidt for andre

Har man mod på et arkadeagtigt fodboldspil, med masser af turneringer, ganske god levetid, eminent grafik og en noget stiv kontrol, så skal man absolut kigge nærmere på Virtua Striker 3. Spillet er ikke specielt let, da modstanderne generelt holder et ganske godt niveau, men når først styringen er overvundet, begynder man at kunne se herligheden i det hele. Dette kræver dog en del tid og først efter timer med spillet vil de små nuancer gå op for én. Spillet er absolut ikke noget for enhver fodboldfan og mange vil nok miste tålmodigheden med det. Fans af de gamle versioner kan dog roligt erhverve sig dette spil, mens andre nok lige skal prøvekøre det i nogle kampe først. Det har været meget svært at give dette spil en score, da man enten hader det eller elsker det. Folk der er fans af serien kan godt lægge en sommerfugl til scoren, mens andre nok skal trække én fra.