X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Time Crisis II


Savner du et gedigent arkade-rush uden at skulle bevæge dig ind en arkadehal som f.eks. Professor Olsens spilleland i København og spendere 30-300 kr., så er Namco muligvis frelseren. Time Crisis 2 har ikke bare fået et PlayStation 2-look, men er også den første lyspistol titel til maskinen, og i den forbindelse har Namco endda produceret en G-Con System 2 lyspistol.Efter en hård dag på arbejdet, i skolen eller på studiet, har man ikke lyst til meget andet end at stresse af. Det ender som regel med, at fjerneren tændes, hvorefter en eller anden totalt ligegyldig soap-serie klæber sig fast på skærmen. Enten sidder man og zapper videre, eller bare slår over på tekst-tv for at camouflere ligegyldigheden og evt. læse dagens terror-nyheder. Men vi har nu fundet et alternativ - både til at afreagere på, men samtidig også et rigtig afstressende redskab. I stedet for at zappe med fjernbetjeningen, har vi i selskab med Time Crisis 2, samlet Namco’s nye G-Con System 2 Product lyspistol op. Nu siger du sikkert: ”Mand! Jeg har da brugt masser af stakater på Time Crisis 2 i en spillehal, så hvorfor bekymre sig om PlayStation 2-udgaven?”. Til dette siger vi: ”Hør her, min ven! Namco har givet spillet et helt nyt grafisk look. Spillet er bl.a. ikke længere præget af hakkede kanter og PSOne pixelering ligesom i 1997.” ”Jamen, er der ikke mere i det”, spørger du. Jo, det er der. Namco har også inkluderet en masse nye bonus modes, ekstra missioner, nye skudtyper m.m. Nok til at skabe fornyet adspredelse i et stykke tid, men det er dog ikke et helt nyt spil i sig selv. For dem, der aldrig har stiftet bekendtskab med Time Crisis-spillene, eller genren - ja, for Jer vil det være et meget spændende produkt.

G-Con 2 er en heftig sag

Det forholder sig således, at Time Crisis 2 stadig indeholder den gamle historiebaserede arkadedel plus nogle Extra Games. Historien er et obligatorisk bekendtskab og ikke vildt ophidsende. En mand ved navn Ernesto Diaz har storhedsvanvid og styrer selskabet Neodyne Industries. Via et globalt netværk har man tænkt sig at sende 64 satelitter ud i rummet, og Mr. Diaz påstår, at vi på denne måde vil kunne komme hinanden ’lidt mere ved’ og forene verden på en helt ny revolutionerende måde etc. etc. Men det er bare et ’cover’ for et skummelt militært foretagende ved navn "projekt Starline" med atomsprængladninger til følge. V.S.S.E topagenterne Keith og David sendes ud for at forhindre affyringen af projektet. Med sig bringer de hver sin G-Con 2 med ét formål i sinde: at udradere terroristerne. Det gøres på optimal vis ligesom i originalen, men denne gang uden fodpedal. På G-Con 2 findes ved magasinindførslen en ’håndfladeknap’, som bruges til at gå i dækning og samtidig lade pistolen. Lyspistolen er ikke klodset, men lettere end sin forgænger, G-Con 45 (kan også bruges til spillet). I ryggen sidder desuden en digital kontroller ligesom på Sega’s lyspistol til Dreamcast, som bruges til at manøvrere rundt i spillets interface. Den manglende rekyleffekt glemmer man hurtigt for i Time Crisis 2 ’står tiden ikke stille’ i løbet af de i alt tre baner, hver indeholdende 3-4 baneområder. Dvs. ligesom i det første spil. Banerne er dog langt mere opfindsomme i toeren og der er konstant et utal af fjender på skærmen.
Namco tilføjer goodies

Man skal ikke tænke så meget i Time Crisis 2, men det er heller ikke meningen. Derimod er det et must at være hurtig på aftrækkeren. Hvis du er i besiddelse af en ekstra lyspistol, kan du spille ’Double Gun feature’ - på bedste John Woo-manér - eller i selskab med en ven, benytte 2-player splitscreen funktionen. Har din ven også en PS2, så link maskinerne sammen og spil på kooperativ vis. Time Crisis 2 er generelt en kort affære, og vi kom igennem skærene på beskedne 13 minutter. Som en lille bonus - for ikke at afsløre alle de nye goodies - kan det betale sig at spille igennem spillet så mange gange som muligt. Der åbnes nemlig op for diverse spil-events, og heraf bl.a. forskellige typer af skud. Savner du en pumpgunlignende effekt - jamen, så gennemfør spillet et bestemt antal gange. Namco har sørget for en del replay-value, men det er også påkrævet, da spillet som sagt er relativt kort. Ydermere har man tilføjet Ekstra Games, hvor du kan træne dine evner i forskellige minispil: Agent Trainer, Quick & Rash, Shoot Away 2 og en hemmelig del med ekstra missioner, som vi ikke vil afsløre her. Det er også den mest spændende, og omhandler en epilog til selve in-game historien. Absolut Namco’s bedste implementering i spillet, og sørger uden tvivl for ekstra holdbarhed.

Kort rendyrket action

At hoveddelen i Time Crisis 2 kan gennemføres mellem 10-20 minutter, er klart en betydelig nedtur og øger i særdeleshed ikke vores moral mht. karaktergivning. Spillet indeholder de bedste elementer indenfor genren, og er på PlayStation 2 grafisk set et stort spring siden System 12 arkadeudgaven fra 1997. De meget flotte vandeffekter i en speedbådsscene er bestemt værd at nævne. Resten er finpudsning og er generelt en grafik i bedre opløsning uden at imponere væsentlig meget i sin detaljegrad. Den absolut heftige action på skærmen uden slowdown er et plus. Lyden er faktisk ret god og soundtracket kører derudaf i bedste Hans Zimmer-stil. Dog er stemmeføringen til tider banal og arketypisk hvad angår karakterernes Dolph Lundgren-agtige skuespil. Ærkefjenden Wild Dog afviger på nogle punkter og hans karakter er da også den mindst forudsigelige. Som et lille hint for at få mere afveksling i spilforløbet efter gennemførsel, kan vi anbefale at skifte G-Con 2’s USB stik over til USB port nr. 2. Herved spiller du med 2-player karakteren Robert og får i visse baneområder en helt anden synsvinkel og derfor fjender i andre positioner. Way to go! Time Crisis 2 er en fejlfri arkadekonvertering, men Namco kunne godt have udviklet et par nye levels. Det gælder om at holde hovedet koldt, så man kan få adgang til bonus tingene, men langtidsholdbarheden er simpelthen ikke høj nok. I samvær med en ven finder man optimal underholdning, men single-player delen holder ikke i længden.

Time Crisis II (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Time Crisis II   © Namco 2001   (PS2)    1/5 Time Crisis II   © Namco 2001   (PS2)    2/5 Time Crisis II   © Namco 2001   (PS2)    3/5