UFC: Throwdown

Synes man normale kampspil er for overdrevne og fjollede, boksning for kedeligt og wrestling for kunstigt, så er svaret måske Ultimate Fighting Championship. Stedet hvor alle kamparter er med, alting er tilladt og ingenting er aftalt.

Hvor de fleste kampspil tager udgangspunkt i Japan og deraf generelt er ovre i den fantasifulde ende, hvor figurerne kan hoppe tre meter op i luften eller skyde ildkugler, så har Crave valgt den modsatte retning. "Real Fighters - Real Fighting" er sloganet for Ultimate Fighting Championship-serien, der tidligere har været udgivet til den gamle PlayStation og Dreamcast.

Forskellen er den samme

Ved første øjekast byder UFC: Throwdown på mange spilmuligheder, men man erfarer hurtigt, at de dækker over det samme og ikke adskiller sig fra lignende spil. Som det kendes fra wrestlingspil er der dog også blevet plads til en karrieremode. Her kan man på meget simpel vis lave sin egen kæmper og træne ham op. Man stilles en række forskellige opgaver og kampe der skal overvindes, for at optjene point. Desværre fungerer det ikke helt så godt som det lyder, da man hverken har indflydelse på fordelingen af point eller mulighed for at se de andre figurers evner og man skal klare opgaverne i en bestemt rækkefølge. Idéen er fin, men udførelsen efterlader en del at ønske.

Tekken Vs. Wrestling

Kampsystemet minder - som spillet i helhed - om en uskøn blanding af Tekken og wrestling. Som i Namcos serie styrer de fire knapper figurernes arme og ben - selv kast udføres på samme måde. Da spillet er væsentligt langsommere, kommer man dog ikke langt med at hamre i knapperne. Karrieremoden starter let, men i de øvrige spilmuligheder kræves der seriøs øvelse, før man har en chance. UFC: Throwdown er svært at komme ind i og kræver tålmodighed og tilbageholdenhed.

Lette eller svære sejre

En kamp kan afgøres på tre forskellige måder: Som i andre kampspil kan man skade modstanderen, hvilket kræver langvarigt og hårdt arbejde. Lettere er det at udmatte en kæmper, hvilket især nybegyndere vil være ofre for. Den hurtigste vej til sejr er "Tap Out", hvor man tvinger sin modstander til at opgive. Dette opnåes ved at udføre et par succesfulde kast i træk, hvormed man kan bringe sig i fordelagtige positioner som ovenpå sin modstander etc. Dette kan være årsag til stor irritation, da tap out-sejr nemt opnåes. Det er frustrerrende at smide en sikker sejr væk, grundet en enkelt lille fejl. På den anden side tilføjer det en vis intensitet til spillet.

Ligner førstegeneration

Visuelt set har UFC: Throwdown meget lidt at byde på. Den realistiske stil er i forvejen meget trist - stort set alle figurerne ligner hinanden - og bedre bliver det ikke, når teknikken også halter. Personerne virker ofte fejlproportionerede med store hoveder og kantede kroppe. Kønt er det heller ikke, når introduktionssekvenserne blot er 3d-modeller lagt oven på videosekvenser. Lydsiden er ligeledes trist og især de dårlige stemmer træder frem. Kun lyden af en succesfuld tap out synes for alvor at fungere.

Midt i mellem

UFC: Throwdown lander et mærkeligt sted mellem den traditionelle fighter og wrestlinggenren. Der er lidt af begge dele, men for lidt af det hele. Som singleplayer-oplevelse klarer spillet sig bedre end normalt for genren, men til gengæld er det for krævende til et hurtigt slag med vennerne. Savner man præcis denne mellemting, er UFC: Throwdown selvfølgelig værd at kigge nærmere på, men alle andre vil få langt mere glæde af bedre titler. Er man fan af serien, har man sikkert allerede Dreamcast-versionen i samlingen og i så fald er der heller ikke meget nyt at komme efter.