X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Amplitude


Bowie er bossen

Kan du lide god musik og har du masser rytme i fingrene, så bør du læse vores anmeldelse af Amplitude. Spillet er en efterfølger til musikspillet Frequency, der udkom sidste år og er ligesom sin forgænger fyldt med musik fra kendte kunstnere. Men Amplitude er mere end en opsamlings-cd, det er også et rigtigt godt spil.

Når man starter Amplitude op, bliver man mødt af en flot introsekvens. Allerede her mærker man, hvor gennemført og finpudset et spil man har fat på. Den flotte stil fortsætter igennem hele spillet. Der er næsten ingen loadetider mellem de forskellige dele af spillet, man flyder af sted gennem de lækre menuer og ind i spillets baner. Men inden man kan komme så langt, skal man have valgt sig en FreQ. Det er den figur, der repræsenterer spilleren og som det er set i så mange andre spil, så er det muligt at vælge mellem en allerede designet figur, eller man kan lave sin egen. Der er fra starten et stort udvalg af forskellige kropsdele man kan sammensætte sin FreQ af og efterhånden som man kommer igennem banerne, bliver flere kropsdele tilgængelige. Det er også muligt at ændre farven på hver enkelt del. Så hvis man hopper online med sin FreQ, er der rig mulighed for at skille sig ud fra mængden.

Musik med farver

Amplitude er på overfladen et meget simpelt spil. Man flyver af sted over en række lydspor med noder på. Her går så ud på, at skyde disse noder for at danne et stykke musik. En bane består af op til otte forskellige lydspor med tilhørende noder og musikken udformer sig så alt efter, hvilket spor man vælger at følge. De forskellige lydspor repræsenterer hvert deres instrument eller vokal. Eksempelvis er det grønne spor vokal, mens orange spor er guitar. Noderne i hvert lydspor er opdelt i fraser af varierende længde og skyder man en hel frase bliver resten af lydsporet for en kort periode automatisk afspillet. Udfordringen består så i, at holde så mange lydspor som muligt kørende. Rammer man ved siden af en node, eller skyder man i længere tid slet ikke efter noderne, mister man energi. Har man energi tilbage, når banen er slut, så har man vundet og mister man alt sin energi, har man selvfølgelig tabt.

Voksende udfordringer

Og tabe det gør man tit. Det er muligt at klare sig ganske langt i spillet ved blot at observere noderne og skyde på det rigtige tidspunkt. Men rigtig god bliver man først, når man lærer at lytte til musikken og ikke kun stole på sin reaktionsevne. Som nævnt er Amplitude umiddelbart et simpelt spil. Men jo bedre man bliver, jo mere avanceret bliver spillet også. Snart er det ikke nok at klare sig igennem, man vil også have en høj score. For at få det, må man gå efter de virkeligt svære fraser, hvor kombinationerne, der skal trykkes, grænser til det vanvittige. Men lykkedes det, og lytter man til musikken, så er det fantastisk tilfredsstillende at klare sådan en frase. Belønningen for at få mange points er at flere sange bliver tilgængelige. Yderligere dybde tilføjes spillet i form af en lang række forskellige
power-ups. Det er blandt andet muligt at få en slow-motion power-up, der kan hjælpe én igennem de sværeste fraser og en kanon der kan skyde en hel frase med ét skud. På den nemmeste af de fire sværhedsgrader er spillet tilgængeligt for de fleste, men allerede på normal bliver spillet rigtigt svært. Kan du vinde på den sværeste, vil vi mene, du har brug for at komme lidt ud.

Skyd musikken

Man flyver af sted over lydsporene i et lille futuristisk udseende fartøj med tre kanoner. En node på lydsporet kan være placeret tre steder og tilfældigvis passer det lige med de tre steder, hvor kanonerne kan ramme. Man skyder enten med tre af skulderknapperne, eller med tre tommelknapper. Umiddelbart virker det mest logisk at vælge tommelknapperne, men efterhånden som banerne bliver sværere, kan man simpelthen ikke nå at flytte fingeren fra den ene knap til den anden. Derfor må man bide i det sure æble og lære at skyde med skulderknapperne. Det bliver dog heldigvis hurtigt den naturligste ting i verden og generelt så er styringen rigtig god. Det er nemt at skifte spor, og kanonerne reagerer lynhurtigt på ens input.

Sjovt i multiplayer

Amplitude er ikke kun et spil, man kan spille alene, der er også rig mulighed for at dyste mod vennerne. Op til fire kan spille samtidig på den samme konsol og er det ikke nok understøtter spillet også online adapteren. Multiplay foregår på samme måde som singleplay, nu er der bare to eller flere som flyver af sted over lydsporene og målet er at få flest points. Der er desværre nogle balance problemer omkring brugen og tildelingen af power-ups. Er man heldig at få de rigtigt power-ups, har man så godt som vundet. Dette kan dog afhjælpes ved at slå power-ups fra og når man har gjort det, så er Amplitude et fantastisk underholdende multiplayer spil.

Velkendt musik

Men selvom spillet er sjovt, så er det alligevel musikken der er det bærende element. Der er noget for enhver smag, lige fra Pink til Run DMC og David Bowie, der har fået æren af at være boss i en af de første områder. Al musik virker meget velvalgt og banerne er perfekt timede til musikken.

Flot grafik

Endelig må vi ikke glemme at Amplitude også ser godt ud. Farverne er i den syrede ende af skalaen, men alligevel er det en fryd at se på. Alt er meget klart og animationen kører flydende uden de mindste ujævnheder. Bag lydsporene ser man musikvideoer med kunstnerne og ens FreQ står og synger eller spiller alt efter hvilket lydspor man befinder sig på. Vi vil ikke gå mere i dybden med grafikken, men blot love dig, at det ser godt ud - hvis du da har tid til at fjerne øjnene fra lydsporene.

Konklusion

Amplitude er et fremragende musikspil. Det har god grafik, velvalgt musik og frem for alt et gameplay, der bare bliver bedre og bedre, jo mere man spiller. Spillet indeholder rigtig mange timers svære udfordringer og muligheden for online spil forlænger levetiden yderligere. Kan man lide genren, så er Amplitude noget af det bedste, man kan få fingrene i.

Amplitude (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Amplitude   © Sony 2003   (PS2)    1/3 Amplitude   © Sony 2003   (PS2)    2/3 Amplitude   © Sony 2003   (PS2)    3/3