X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Soldier Of Fortune II: Double Helix


Dit navn er John Mullins, og du er elite soldat der har været ude på en langrække missioner, med andre ord er du efterhånden en gammel traver indenfor anti-terror branchen. Det er naturligvis også dig der bliver kaldt på, da en terror-hær, vil slippe en dødbringende genetisk virus løs i den stakkels verden, hvis ikke deres urealistiske krav bliver overholdt, nu skal du redde verden. Lyder det som noget du har hørt før? Ja lidt, ik? Men det gør ikke noget for Soldier of Fortune 2: Double Helix, kommer igen med et godt gameplay, og så gør det jo ikke så meget af der er lidt James Bond over historien. Man skal igen sætte sig ned, og slagte horder af terrorister som enmands-hæren, kendt som John Mullins.

1 kilo hakket okse

Måden man spiller på er stadig den samme, man får en hurtig og ikke særligt flot intro, der ligger vej for den historie som banen bygger på, og så går man ellers i gang. Der er ikke så meget med at snige sig frem i dette FPS, det kan faktisk bedre betale sig bare at løbe frem med aftrækkeren i bund. Denne efterfølger bygger på samme teknologi som det originale spil, det vil sige at skyder man på en modstander og rammer ham i benet, vil der komme et sår i benet, det samme gælder for andre kropsdele. Det vil sige at du ikke kan likvidere terroristerne ved at skyde ham i knæet, men derimod skal sigte efter mere vitale dele af kroppen. Der er heromkring man bliver sadist. Jeg fandt det meget fornøjeligt at skyde fødder og skridt, indtil at de ligger lammet men stadigt i live, her går man så rigtigt tæt på, og med et shotgun, fjerne man så det latterlige udtryk på fyrens ansigt… nej; jeg er faktisk helt normal ifølge min sidste lovpligtige psyko evaluering...

Banerne skifter meget fra forskellige miljøer, missionerne er dog meget af den samme slags hele vejen igennem, men det gør nu heller ikke noget, for det er ikke derfor man spiller Soldier of Fortune 2. Arsenalet af våben er ganske imponerende, alle våben bliver eftersigende brugt af det amerikanske militær. Våbnene er meget forskellige i slagkraft og præcision. Der er to forskellige snipere at vælge imellem, den ene kan man zoome så tæt, at man vil kunne skyde vingerne af en flue. Men den er til gengæld knapt så kraftig, så har man en mindre præcis der til gengæld fjerne fluen, plus det træ den sidder på. Med andre ord har våbnene forskellig effekt mod dine fjender, et Shotgun fjerner lemmer, en pistol laver huller, det er næsten noget der skal opleves.

Gameplayet fænger

Der er mulighed for at spille de fastlagte missioner, dette er spillets hoveddel, der selv om historien er forudbestemt er meget medrivende, men det er til gengæld mest på grund af det fangende gameplay. Spillets AI er dog noget mærkelig, normalt bliver AI’en i denne slags spil kritiseret for at være alt for dårlig, og jeg har selv oplevet en del spil, hvor modstanden var så dårlig, at det havde været sjovere at spille banankast imod bavianer. Men i Soldier of Fortune 2, er modstanden næsten for svær, det er som terroristerne nærmest venter på dig, og altid ved hvor du er, dette gør det næsten umuligt i nogle tilfælde at snige sig rundt, men nu er det også meget sjovere at brase frem med aftrækkeren i bund.
Men der er flere muligheder end blot at spille spillets hoveddelen. Man kan spille en enkelt bane, og det er rigtigt sjovt, her kan man selv sammensætte sin mission. Det vil sige at man kan vælge miljø (Jungle, Vinter, Skov eller Bjerge), derefter vælger man sin mission. Assasination hvor man skal snige sig ind på en vigtig person og likvidere ham, personen som er målet skifter alt efter hvilken bane man vil spille. Udover Assasination kan man også spille Escape hvor man skal stikke af, og i starten har man kun en kniv til at klarer sig med, dette er meget spændende og næsten umuligt at klare. Der er flere muligheder, og alle er underholdene. Som en ekstra featurer, kan man selv sammensætte det udstyr man vil have til sin mission, det vil sige, 1 håndvåben (Desert Eagel, Uzi osv.) 2 stk. geværer (Sniper riffel, Automatisk gevær eller shotgun), så kan man vælge granater og f.eks. en natkikkert. Nogle af missionerne kræver et nøje overvejet valg af våben og udstyr, blandt andet vil det være en fordel hvis man husker at få en sniperiffel med hvis man spiller Assasination. Multiplayer delen i Soldier of Fortune er særdeles velegnet til tomt spil, det vil sige at hvis du ikke vil tænke så meget over hvad du laver, men bare lave en masse frags, så er det Soldier of Fortune du skal have fat i.

Svineblod på det hvide lærred

Grafikken i Soldier of Fortune 2 svinger fra at være rigtigt flot til at lave nogle dumme fejl, som arme der stikker igennem en dør (kaldet en clipping fejl), eller i enkelte tilfælde er det som om ens kugler ikke rammer selv om du sigter direkte på en modstander. Banerne er ellers store og meget afvekslende i deres design, lyden af våben, skud og skrig er fine, uden at direkte imponere, musikken giver genlyd, heltemusik a la den man finder i 80’ernes action film.

Det er så her, at jeg atter engang skal konkludere om spillet er sine penge værd, det vil sige, at jeg i en enkelt anmeldelse skal fortælle jer forbrugere, om noget som et udvikler hold har brugt et år på at lave, er godt eller dårligt. Jeg kan bruge de kendte vendinger som ”hvis du kunne lide 1’eren…” eller ”Hvis du ikke ved hvad du ellers skal bruge dine penge på så…” men det vil jeg så vidt muligt prøve at undgå denne gang, ikke fordi at Soldier of Fortune 2 er et spil der vil gå igennem historien, men fordi jeg selv har konkluderet at for mange anmeldelser ligner hinanden, selv om vi alle har hver sin stil.

Soldier of Fortune 2 kommer med den vold som altid har solgt godt, det viste Raven, som er udviklerne bag denne titel og forgængeren, os allerede for et par år siden, men ingen vold uden historie, dette er en uskreven lov som os forbrugere har sat et sted i slutningen af 80’erne. Og Soldier of Fortune kommer også med en lige til og acceptabel historie. Genteknologien er blevet bedre, og endnu mere realistisk. Jeg vælger derfor at konkludere Soldier of Fortune som en underholdnings titel, uden det dybere indhold, men til gengæld underholder den rigtig godt.

Soldier Of Fortune II: Double Helix
Anmelders vurdering
8/10

Soldier Of Fortune II: Double Helix   © Activision 2002   (XBX)    1/4 Soldier Of Fortune II: Double Helix   © Activision 2002   (XBX)    2/4 Soldier Of Fortune II: Double Helix   © Activision 2002   (XBX)    3/4