PaRappa The Rapper 2

Jeg må indrømme at jeg ikke ejede Parappa The Rapper 1 til PSX, men det gjorde min lillesøster… okay jeg lånte det af hende en gang af nysgerrighed… okay jeg købte og betalte spillet, satte det i min maskine og havde det rigtigt sjovt med det. Mine venner var noget skeptiske overfor mit køb, så jeg bortforklarede det med den ene løgn efter den anden. Det var nok fordi Parappa (den 2D animerede hund, med hængenumse bukser og en masse smarte dansetrin), hovedsageligt henvendte sig til det yngre publikum. Nå men, jeg spillede det altså, nu står jeg frem og siger det ”jeg spillede Parappa The Rapper på min PSX og jeg kunne lide det”. Det var derfor også en stor glæde da jeg så pakken på spisebord. Noget sagde mig at indholdet ville være meget specielt, og jeg havde ret, for her sidder jeg og skal i gang med at anmelde spillet.

2D i en 3D verden

Dansespil er af en stigende popularitet, grunden til dette er nok mangfoldig mit gæt: Det er ren underholdning, Space Channel 5 til DC og nu også PS2 er et meget populært spil, og det er egentligt ikke fordi det har en god handling, smuk grafik eller hård action. Hvorfor er det så at der er mange der køber dem ? Måske af samme grund som man køber en hoppebold, det er nemt at gå i gang med, og man kan af en eller anden, uforklarlig grund bruge mange timer på det.

Parappa The Rapper 2 foregår i den samme lidt LSD prægede verden. Omgivelserne er i fuld 3D, men alle karakterer er i 2D, hvordan det? Jo hvis nu Parappa (spillets hoved person) stiller sig med siden til skærmen, vil han ikke fylde mere end en streg, mærkeligt ja, men det er nu også meget sjovt. Nå men for at komme i gang med historien, Parappa (En lille hund/krydset med en dreng på omkring 10 år) har vundet et års forbrug af nudler, i starten er det fint og han nyder godt af sin præmie, men det er et faktum at hvis man får for meget af noget for eksempel nudler, vil man med tiden blive træt af det. Det gør Parappa selvfølgelig også, det er jo knapt så heldigt, for senere skal han til middag hjemme hos Sunny Funny (en solsikke i en lyserød kjole, som vores helt er lidt lun på) og da hun serverer nudler, kommer vores lille helt med nogle udbrud, der måske ikke var så gennemtænkte som de kunne være. Sunny Funny bliver selvfølgelig fornærmet. Nu begiver Parappa sig så til byen, drevet af sult, men hurtigt må han sande, at der sker noget mystisk i Parappa Town (det hedder byen altså !). Alt mad lige fra soft ice til hamburgers bliver lavet om til nudler, nu må Parappa kaster sig ud i en række forskellige rappe og danse, for at komme til bunds i mysteriet !

Anderledes

Parrapa The Rapper er et anderledes spil. I sig selv er spillet simpelt nok, det gælder om at være hurtigt på knapperne, og så gentage de kombinationer de forskellige andre karakterer gør. I første bane skal du hjælp et spøgelse med at lave burgere, imens i danser og rapper. Det er faktisk ikke så nemt som det lyder, og alle de forskellige figurer er tilpas skøre, så man skal gennemføre bane efter bane, fordi man bare må se hvem den næste er, og hvilket beat der bruges, det er bare vanedannede. Lidt som hypnose, man ved ikke hvad det er man laver, og sjældent vil man indrømme at det virkede på en bagefter.

Spillets stress faktor skifter meget, i det ene sekund sidder man afslappet tilbagelænet, imens man ser en hyggelig lille mellemsekvens, i det næste øjeblik bliver reflekserne sat på en prøve imens man battler med et syngende løg. Grafikken er som sagt tidligere i anmeldelsen ret sjov, mest fordi den er anderledes, man kan se at der er blevet lagt en masse arbejde i miljøerne, samt karaktererne, ikke som i ICO, det er ikke smukt eller imponerende, men bare godt ! det er altid rart med noget originalitet.

Lyden er et helt kapitel for sig selv, spillet indeholder en lang række gode (sjove) sange. Musikken hænger i kroppen jeg sad da og nikkede lidt til den, stemmerne er godt leveret af nogle skuespillere der for en gangs skyld gør deres job godt.

Summa summarum

Det hele er så originalt som noget kunne være, og jeg er sikker på at spillet vil fange et stort publikum, det skal dertil siges at 2-player delen ikke er noget at skrive hjem om, faktisk er den komplet overflødig. Spillets levetid er også delvist begrænset, på den ene måde er det ikke et spil man vil pille frem hver gang man skal sidde og slappe af, men hvis man først får sat det i, så kommer den lille skive nok op på et par millioner omdrejninger før den bliver taget ud igen.

Måden man spiller på, er også ret speciel, for her skal man næsten ikke bruge andet end de fire knapper til højre. Man får serveret en kombination og skal så gentage den, det er faktisk meget sjovere end hvad man skulle tro.

Grafisk set er Parappa the Rapper sjovt, jo det er sjældent at man som anmelder, får lov til at bruge ordet ”sjov” om grafik, men det kan jeg altså i dette tilfælde. Lyden er selvfølgelig i topklasse, og der er ingen svinger i valsen, melodierne er ørehængere og man tager tit sig selv i at sidde og nikke i takt. Parappa The Rapper er et godt køb for de forældre der gerne vil have lidt fred engang imellem, det er utroligt nemt at komme i gang med, og manualen er helt overflødig. Det ældre publikum tror jeg også at Parappa ville underholde, dog ikke i så lang tid, da det godt kan blive noget monotomt.