X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Star Wars: Super Bombad Racing


Star Wars universet plejer at være helligt land i spil: Alle Star Wars spil har været meget seriøse, og har altid haft som mål at tvære Imperiet ud.
Super Bombad Racing fra Lucas Learning afviger dog ret kraftigt fra denne formel, og hvis udviklerne havde gjort sig lidt mere umage, så ville vi have det første, gode spil til PlayStation 2, hvor multiplay var i højsædet.

Remember me?

Star Wars Super Bombad Racing (Sikke en titel) minder en hel del om det gamle PlayStation spil Crash Team Racing. Begge spil hører ind under den genre, hvor man kører små pussenussede figurer mod hinanden og samler alskens våben og forsvar op undervejs.

Gameplay

Super Bombad Racing er et racerspil, hvor alle medvirkende drøner rundt på 13 forskellige baner i små 'biler', der svæver en meters penge over jorden.
Alle figurer i spillet er gamle kendinge fra Star Wars universet. F.eks. kan man køre som Yoda, Anakin, Darth Maul, Jar Jar Binks og endda Darth Vader.

Man kan køre flere forskellige løb i Super Bombad Racing.
Almindeligt kapløb hedder slet og ret Race, og heri kører man på spillets i alt 9 race-baner, hvor det gælder om at blive en af de tre første, så man kan komme videre til den næste bane og derved låse den op.
I Team Racing kan man - hvis man er 2 eller 4 spillere - blive delt op i to hold, hvor det så gælder om at køre en enkelt omgang. Det hold, der først får en kører over målstregen, vinder. Team Racing bliver meget morsomt, når man spiller 4 via en Multitap, så den ene kører så hurtgt som muligt, og den anden sørger for at pløkke de andre væk fra banen.
Challenge kan man kun spille, hvis man har et Memory Card. Her bliver ens hurtigste tider gemt, hvis man får en 1. plads, som man så kan køre mod senere.
Arena er nok den skæggeste mode i Super Bombad Racing. I denne bliver alle spillere sluppet løs på en stor arena, hvor det så gælder om at være den eneste i live til sidst.
Den sidste mulighed man har for at more sig i Super Bombad Racing er muligheden for at spille Race Mirror. Som navnet siger, så er denne mode identisk med Race - blot er banerne spejlvendte.

Alle baner i spillet foregår kendte steder fra Star Wars filmene, og man kan komme ud for at køre gennem Pod Racer kløften fra Episode 1, Coruscant City og mange andre spændende steder. Jeg havde ventet mig lidt flere gensyn fra filmene, men banerne er generelt meget spændende.

Som sagt er våbnene en meget vigtig del af Siper Bombad Racing, og det tager kun ½ times spil, før man er inde i deres brug. F.eks. er der varmesøgende missiler, nitro-boosts, lasere og meget andet spændende.
Grafik

Jeg er ret skuffet over grafikken i Super Bombad Racing. Det er tydeligt at se, hvordan spillet er blevet revet ud af kode-nørdernes hænder for tidligt. Spillet indeholder masser af bugs, hvor man f.eks. kan komme til at sidde fast i en væg eller i et loft - jeg opleve endda, at spillet gik helt ned på bedste Microsoft vis, og jeg måtte genstarte hele molevitten. Konsolspil, der crasher er noget man ser meget sjældent, og det er bestemt ikke noget vi holder af at se.
De forskellige textures er meget nydelige, når der altså er nogen at kigge på. Sagen er nemlig den, at mange flader i Super Bombad Racing ingen texture har, men derimod bare er tåget blå - det er specielt slemt på den bane, der foregår i en Gungansk undervandsby. Her kunne man virkelig have lavet flotte effekter og bølgeskvulp, men faktisk er den endelige bane meget kedelig.
Mit største kritikpunkt ved grafikken er, at den hakker ret meget. Det er lige tåleligt, når man spiller alene, men hvis man er flere spillere - hvilket er spillets store styrke - så går det helt galt. Man kan stadig spille spillet, men man må finde sig i at køre galt igen og igen fordi man ikke kan styre sin figur ordentligt pga. den sløve framerate.

Lyd

Hvis du troede Force Commander var det eneste spil, der havde mod nok til at ødelægge den klassiske Star Wars melodi, så tro om igen. Super Bombad Racing har gentaget det, og det får lov til at slippe afsted med det, da spillet jo er rettet mod børn, og for dem er Star Wars kendingsmelodien spillet på bjælder måske ikke så slemt endda.
Lydeffekter m.m. er udmærkede - dog kunne jeg godt have brugt lidt flere forskellige udbrud fra kørerne.

Konklusion

Super Bombad Racing kunne med fordel have ventet et par måneder med at blive frigivet. Spillet er ikke særligt svært eller særligt langt, og de nuttede figurer og den nuttede musik sætter en grænse for, hvor lang tid man som ældre spiller kan befinde sig i samme rum som spillet.
Yngre børn vil dog uden tvivl finde spillet meget interessant, hvilket desværre ødelægges af, at det bliver ganske svært og frustrerende når man spiller flere spillere, og framerateproblemerne virkelig kommer frem i lyset. Et andet irritationsmoment er de lange loadetider, der hurtigt bliver meget belastende.

Misforstå mig ikke - jeg holder meget af den slags spil som Bombad Racing prøver at mænge sig med. Desværre gør dets mangler, at jeg stadig hellere vil spille Crash Team Racing, Mario Kart eller Diddy Kong Racing fremfor dette spil.

Star Wars: Super Bombad Racing (US)
Anmelders vurdering
72%

Star Wars: Super Bombad Racing   © LucasArts 2001   (PS2)    1/3 Star Wars: Super Bombad Racing   © LucasArts 2001   (PS2)    2/3 Star Wars: Super Bombad Racing   © LucasArts 2001   (PS2)    3/3