X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Star Wars: Starfighter


Der er nu noget helt specielt omkring Star Wars spil. Filmene gav alverdens biografgængere en oplevelse de sent ville glemme, og de har været anset som klassikere lige siden den første film udkom.
LucasArts har efterhånden skabt sig en ret indbringende forretning, da de er det eneste selskab i verden, der må lave spil over det velkendte Star Wars tema. Det er blevet til mange klassiske titler, men også nogle stykker, der ikke var meget værd.
X-wing og Tie-fighter spillene til PC fra starten af 90'erne blev lynhurtigt klassikere, og det samme gjaldt 3D action spillet Dark Forces samt efterfølgeren Jedi Knight.
Derimod har LucasArts har ikke været så heldige med sine konsoludgivelser - bl.a. blev spillet Episode 1: Racer et kæmpe flop, der kun solgte i så mange kopier som det gjorde, fordi det blev solgt sammen med Nintendo64 konsollen en overgang.

Nu prøver LucasArts sig med en konsoludgivelse igen og giver PlayStation 2 folket mulighed for at opleve det sus, det er, at være pilot i Star Wars universet med det fantastiske spil Star Wars. Starfighter.

Move over, Skywalker

Star Wars: Starfighter er et spil, hvori man som spiller kan vælge mellem 3 forskellige personer, der har hver sit rumskib med gode og dårlige sider.
Forhistorien er, at man skal forhindre den onde Trade Federation i at underlægge sig den frodige planet Naboo og gøre væmmelige ting ved dens indbyggere.
Spillet følger Episode 1 filmens handling løst, så hvis man har se filmen (Hvem har ikke det?) så har man en god fornemmelse af, hvad der venter en.

Selve spillet

Som sagt er der 3 forskellige figurer man kan være i Starfighter. Den første Rhys Dallows, der er født på Naboo, og som nu kæmper imod Handelskonføderationen sammen med de fleste andre indbyggere på planeten. Hans rumskib er lille, hurtigt og manøvredygtigt. Desværre har det ikke mulighed for at bære så mange våben, og de våben, det har, er temmelig svage. Den anden pilot hedder Vana Sage og voksede op på planeten Alderaan, som hun senere forlod for et liv som omflakkende dusørjæger. Hendes job har bragt hende til Naboo, hvor hun sjovt nok arbejder for Handelskonføderationen. Sages rumskib er super-manøvredygtigt men dog ikke så hurtigt. Til gengæld har det nogle ret gode våben. Den sidste fyr i rummet hedder Nym. Nym er en rumpirat, der bl.a. har været holdt fanget af Vana Sage, så de to har et gammelt regnskab at gøre op. Nyms rumskib er stor og klodset med et stærkt skjold og meget kraftige våben.

Der er i alt 14 forskellige missioner i Starfighter, der ligger spredt over 3 forskellige verdener samt i rummet. På den måde bliver Starfighter til en blanding af hurtig og farlig kamp i lav højde over bakker og dale på fremmede planeter, mens den klassiske oplevelse af at kæmpe i det store, tomme rum stadig er til stede.

Missionerne i Starfighter går for det meste ud på enten at skyde et eller andet mål ned, eller forsvare et andet mål - nogle gange begge ting på samme tid. Det kræver altså ikke den helt store hjerneaktivitet at spille starfighter, men det er stadig mægtig morsomt. Missionerne er heller ikke særligt lange eller særligt svære - men det er gør intet, da Starfighter er et af de spil, hvor alle missioner er så sjove, at man sagtens kan spille dem igen og igen.
LucasArts har godt været klar over, at Starfighter ikke vat så langt et spil, derfor har de indbygget den feature vi også tidligere har set på Nintendo64, hvor man skal gøre sig fortjent til forskellige medaljer. Medaljer får man i spillet ved at gennemføre forskellige bonus-objectives, der står på skærmen, når man har gennemført missionen en gang. Der er tre objectives, og hvis man klarer et enkelt, så får man broze, klarer man to, så vanker der en sølvmedalje og er man så god at kunne klare sig gennem alle tre, så er der intet mindre end guld i sigte.
Når man har de medaljer man skal bruge, så kan man spille et antal yderligere missioner, hvilket forlænger spillets gameplay gevaldigt.
En ting ved Starfighter, der kræver lidt tilvænning, er den lidt anderledes styring. Spiller gør brug af samtlige knapper på controlleren, så for nybegyndere kan det godt virke lidt overvældene.
En lækker ting ved Starfighter er, at det giver spilleren mulighed for at zoome ind på rumskibe lang væk - bare ved at trykke på R1. Denne feature er dejlig, når man bare vil flyve lidt rundt og beundre spillets knivskarpe og flotte grafik.
Når man har fået lært sig at styre sit rumskib, så venter den næste udfordring, da man så skal lære at holde styr på sine wingmen. De kræver ikke noget særligt at dig, men det er meget vigtigt at lære og bruge dem, da man ellers ikke vil kunne klare sig gennem de senere missioner. Starfighter giver en 4 kommandoer man kan give sine wingmen - lidt i underkanten, men der er jo ikke så mange knapper på controlleren. Ordrene er angrib, forsvar, report in og beskyt mig.
Som sagt kræver det, at man lærer at holde styr på både sine wingmens positioner og disse kommandoer, inden man kan gennemføre spillet.
Det er en fantastisk oplevelse, når man flyver rundt med sine wingmen mellem hundreder af andre rumskibe, hvor laser-skud flyver om ørene på en. Desværre kan dette festfyrværkeri nogle gange mærkes på spillets framerate, men aldrig i en sådan grad, at det begynder at irritere.
Starfighter indeholder også en mulighed for at spille flere spillere sammen. Der er indbygget to missioner i spillet, der giver mulighed for enten at holde sammen mod en masse pågående fjender, eller at flyve rundt og spille en slags capture the flag. Begge dele er rigtig underholdene - desværre skal begge to låses op senere i spillet, så det er altså ikke noget man kan gå i gang med så snart man får spillet.

Grafik

Starfighter er flot! Meget flot! Faktisk vil jeg mene, at det er et af de flotteste spil jeg har set på PlayStation 2. Rumskibene er virkelig flot lavet med masser af detaljer og flotte textures. Faktisk er de så livagtige, at Rhys' Naboo N-1 Starfighter ser ud ligesom dem i filmen - og det er jo lidt af en præstation.
De baner, der foregår lavt over forskellige planeter er også helt vildt flotte. Man taber underkæben gang på gang når man ser smukke floder bugte sig i smalle kløfter kun et par hundrede meter under sig.
Der er ikke så meget at kigge på, når man flyver missioner i rummet, men til gengæld kører spillet lidt mere flydende. Det skal nemlig ikke være en hemmelighed, at Starfighter til tider kan have nogle mindre problemer med skærmopdateingen - og derfor opnår dette spil ikke den højeste karakter i grafikafdelingen.

Lyd

Hvad kan man sige? Starfighter er et Star Wars spil, så der følger selvfølgelig alle de kendte lydeffekter fra filmene med. Alt fra Tie-fighternes skrigende motorer til de pivende skud fra de forskellige rumskibes blasters er med - og det lyder drøngodt!
Musikken er der intet galt med. Den indeholder de klassiske John Williams lydspor fra Star Wars filmene i mange afskygninger, så her kan man ikke klage over noget.
Starfighter lyder godt, og det er som om man nyder spillet meget mere, når man skruer lydstyrken op.

Konklusion

Star Wars: Starfighter er et dejligt spil. Man kan spille det i timevis - enten for at klare de spændende missioner, eller for bare at flyve rundt på må og få og beundre spillets smukke grafik.
Desværre er spillets holdbarhed ikke så høj som vi havde håbet, men den er stadig fuldt tilfredsstillende, da de mange medaljer giver fornyet spænding, når spillet er gennemført. Vi kunne dog godt have tænkt os at se lidt mere til en egentlig multiplayermode, da den spillet har ikke er så veludbygget som den kunne være.
Alti alt er Starfighter et rigtig godt spil, der er alle pengene værd og som viser, hvad PlayStation 2 er i stand til. Star Wars atmosfæren er tyk som æblemos, og man kan ikke undgå at nynne med på Star Wars kendingsmelodien igen og igen mens man pløkker Handelskonføderationens rumskibe.

Star Wars: Starfighter (US)
Anmelders vurdering
90%

Star Wars: Starfighter   © LucasArts 2001   (PS2)    1/3 Star Wars: Starfighter   © LucasArts 2001   (PS2)    2/3 Star Wars: Starfighter   © LucasArts 2001   (PS2)    3/3