Spec Ops: Ranger Elite

Du er i den Sibiriske ødemark. Omkring dig er der fuldstændigt stille, kun din makkers åndedrag høres svagt mens sneen daler stille ned fra den grå himmel.
Ude i horisonten kan du set jeres mål: Et russisk kraftværk. Du giver dig makker besked på af følge efter, og I kravler nærmere på maven i den kolde sne. Da I når hegnet rundt om kraftværket ser I to soldater, der står musestille og kigger ud i luften. Du kravler ind gennem en port og den anden vej rundt om bygningen, så I kan tage vagterne med nogle velplacerede skud i nakken. Ingen af vagterne når at opdage noget, ikke fordi du er hurtig til at skyde, men fordi de simpelthen ikke lægger mærke til, at deres kammerater falder om ørene på dem. Når de to vagter er væk, begiver I jer om hjørnet, hvor I med det samme mødes af endnu en vagt med et ubehageligt stort maskingevær. Han var faldet så meget ind i den gnidrede grafik, at I ikke havde kunnet se ham – selvom han er sort og sneen er hvid. Det tager ham kun 1 sekund at pumpe dig fuld af bly mens din makker ser til – for du har jo kun givet ham besked på at følge efter dig, han kan da sørme ikke også beskytte dig samtidigt! To sekunder senere er ham også død, og den ækle Game-Over skærm dukker op.

Spec Ups…

Spec Ops var et af de første spil på markedet, der gav PC-gamere verden over mulighed for at spille en lidt mere tænkende udgave af de populære pløk-alle-spil. I modsætning til Quake og alle de andre action-prægede spil, så gik Spec Ops ud på at liste sig så ubemærket som muligt ind imellem fjenderne, skyde dem, der skulle skydes, så diskret som muligt og derefter ordne nogle objectives og så komme væk igen. Selvom Spec Ops gav os en hel ny genre, så var det altså ikke et så veludført spil. Den direkte debile AI, svære modstandere m.m. gjorde Spec Ops til en oplevelse ingen rigtigt ønsker at tænke tilbage på.

Nu vover Take 2 pelsen og udgiver en efterfølger til det første Spec Ops spil til PlayStation.

Selve spillet

I Spec Ops indtager du rollen som en veltrænet Amerikansk Ranger, der kan, hvor andre soldater tøver. Rangers er elitesoldater i den Amerikanske hær, der har utallige æresbegreber og som aldrig sætter deres Ranger Creed over styr. Denne Creed forpligtiger dem til altid at holde panden højt, altid at være i fysisk topform, aldrig at efterlade en såret kammerat og alt den slags.

Når Spec Ops starter bliver man som spiller budt af en af de mest kedelige introer, jeg i min lange karriere som gamer har set. Den består af en 10-20 billeder med helikoptere og soldater, der skiftes til at blive vist. Ovenover billederne vises spillets credits alt imens en snøvlende soldat, der bestemt ikke lyder lynende intelligent, læser den vigtige Ranger Creed op på en drøj Wisconsin dialekt. Jeg kan til fremtidige ejere af spillet fortælle, at introen heldigvis kan springes over med et tryk på Start knappen.

Efter introen bliver man mødt af nogle menuer, der måske ikke rigtigt skulle have været der, da deres eneste formål åbenbart er, at spilleren skal trykke X for at få dem væk? Når man langt om længe når til hovedmenuen, så bliver man både positivt og negativt overrasket: Menumusikken er faktisk rigtig god, og den passer godt til et militærspil. Desværre er skriften i menuerne særdeles udtværet, og det kan være meget svært at læse, hvad der står.

I hovedmenuen kan man vælge at spille Quick start eller det rigtige spil. I Quick start bliver man smidt hovedkulds ud i en mission med det samme, og så er det ellers bare at overleve. I det rigtige spil er det lidt mere teknisk. Først skal man vælge sin sværhedsgrad, og jeg kan bestemt anbefale den letteste, da oddsene i Spec Ops er 50/50. Det lyder måske som meget rimeligt, at fjenderne ikke har mindre chancer end dig, men fjendernes ’intelligens’ er opnået ved at gøre dem i stand til at se og skyde gennem næsten alle muligheder for dækning, og desuden har de ingen problemer med at se og dræbe en hvidklædt ranger, der ligger stille 500 meter væk i dyb sne? Det er dog ikke kun fjenderne, der har unfair muligheder, for det har spilleren så sandelig også. For det første er det næsten ligemeget, hvilket våben du bruger, da en shotgun rammer lige så godt som et sniper-gevær over store afstande. For det andet, så har man som spiller sit 3. Persons perspektiv, der gør en i stand til at kigge om hjørner, uden at bevæge sin ranger rundt om et hjørne. Dette er ikke så smart i et spil, der prøver på at være realistisk.
Efter at have valgt sin sværhedsgrad skal man skrive sit navn, og derefter får man en temmelig kortfattet briefing med nogle objectives, der skal klares. Når briefingen er læst, og man har

dannet sig et overblik over den kommende mission, skal man vælge sine 2 rangere. Der er 5 forskellige slags at vælge imellem: Maskingeværskytte, granat skytte, sniper, shotgun skytte og en fyr med en riffel. Er det en mission, hvor man skal være diskret, så er en sniper et godt valg Hvis man skal springe meget i luften, så er en granat skytte en god ide. Men igen, så gør det faktisk ikke den store forskel, hvilke rangere man vælger – de minder alle om hinanden. Alle rangerne bliver trætte efterhånden, så det smarteste er at vælge de rangere, der ikke bliver træt så nemt.
Når rangerne er valgt er man klar til at blive smidt ud i missionen, og det bliver man så.
Missioner foregår alle mulige steder fra snedækket tundra til bakket skov. En ting har alle missionerne dog til fælles: Der er bunkevis af unfair fjender, der glæder sig til at pløkke et par rangere.

Som ranger i den amerikanske hær har man selvfølgelig ikke kun sin gøb at forsvare sig med. Hver ranger slæber rundt på yderligere hjælpemidler som Satchel Charges, der er højeksplosiver, der kan sættes til at springe efter et antal sekunder. Man har også en Claymore, der er en anti-personel mine, der kan lægges tæt ved nogle soldater. Derefter kan man smutte i sikkerhed og detonere minen på sikker afstand. Af andre eksplosiver, så er der de klassiske håndgranater i flere variationer, der altid er rare at have ved hånden. Hvis man har glemt sine objectives, og ikke gider trykke på Select for at se kortet, hvor alle objectives står, så kan man tage sin Satcom radio frem og den fortæller så en, med en skrattende lydeffekt, hvad det næste mål er. Desuden har man en kikkert, og i nogle missioner en natkiggert.

Man er som sagt altid to rangere på farten, og man kan skifte mellem de to rangere med et tryk på en enkelt knap, så man kan styre dem individuelt af hinanden. På den måde kan man lægge temmeligt snedige fælder for fjendtlige soldater, hvor den ene soldat er lokkemad, der lokker fjenderne ind i den anden soldats maskingeværild.
Hvis man ikke ønsker at styre sin makker selv, så kan har man fire ordrer til rådighed, der kan fortælle ham, hvad han skal gøre. Fire ’em up fortæller ens makker, at han skal pløkke på alt, der rør sig. Follow me betyder… ja, følg mig. Hold up er et signal til, at ens makker skal forholde sig i ro. Move up lader ens makker være lokkemad, så man man få fjendtlige soldater til at skyde på ham, mens man selv ligger i sikkerhed og piller dem ned med et snipergevær.

Både Quick play og rigtigt spil kan spilles to spillere, så man styrer hver sin ranger, og dermed undgår, at computeren styrer ens livsvigtige makker.

Grafik

Grafikken i Spec Ops kan beskrives som temmlig standard. Alle banerne foregår i store områder, hvor PlayStations udregningskraft bliver sat på en hård prøve. Grafikken hakker dog aldrig på noget tidspunkt, og det skal spillet have ros for, da det ellers er noget, der er meget svært at undgå i spil med store, åbne områder. Desværre er spillets textures ikke kønne. Næsten alle er strukket enten på den ene eller anden led, så der fremkommer gigantiske områder i en enkelt farve, der bestemt ikke ser realistisk ud.
Spillets opløsning er heller ikke i den høje ende, og så er der adskillige grafikfejl som f.eks. en evne til at kigge gennem mure eller falde ned i et bundløst hul, hvis man kommer til at gå et forkert sted.
Spillets 3D-motor er bestemt en kraftfuld fyr, men desværre er resten af spillets grafik ikke på højde med, hvad motoren rent faktisk kan klare. Ærgerligt.

Lyd

Lydeffekterne i dette spil er fyldt med en susen og skurren, så det lyder som om de er indspillet midt på en travl motorvej i stormvejr mens mikrofonen blev støvsuget.
Musikken i spillet er heller ikke i den bedste kvalitet men til gengæld er den rar at høre på. Normalt er musikken i militær spil en blanding af march-trommer og trompetspil, men Spec Ops går nye veje, og det er musikken, der redder dette spil fra en yderst pinlig lydkarakter.

Konklusion

Spec Ops Ranger Elite er godt på nogle punkter. F.eks. er multiplayer delen af spillet rigtig morsom. Desværre er single-player oplevelsen noget skuffende. Denne del kunne være blevet reddet af nogle muligheder for at planlægge missionerne inden de starter, samt en radikalt bedre AI til ens makker.
Alt i alt er Spec Ops en noget skuffende oplevelse, og dette spil gør ikke noget som Rainbow Six ikke gør bedre. Jeg vil helt klart anbefale spil som Rainbow Six fremfor Spec Ops, men hvis du elskede R6, og tørster efter mere, så er Spec Ops da en mulighed. Men kig lige en ekstra gang på de andre spil inden.