Dukes Of Hazzard II

Det første Dukes of Hazzard spil til PlayStation var bygget over en gammel tv-serie af samme navn, hvor man følger de to 70'er usmarte hillbillies Bo Duke og Luke Duke - også kaldt The Dukes of Hazzard County.
Det første spil var en lidt blandet fornøjelse, hvor man kørte alle veje i hele det sydvestlige USA flade i de to bonderøves sydstats-bemalede bil - kaldet General Lee. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg faktisk aldrig hørt om hverken Bo, Duke eller deres gamle onkel Jesse - og på en måde, så er jeg faktisk glad for det - for så vidt jeg kan se, efter at have gravet lidt i seriens fortid, så var den indbegrebet af 70'ernes trang efter vilde biljagter, dumme strissere og skjorter med kæmpeflip - med andre ord; Burt Reynolds storhedstid.
Selvom en tv-serie godt kan være dårlig, så betyder det jo ikke, at et spil bygget over serien dermed også er dårligt, og Dukes of Hazzard 2 er da også klart bedre end forgængeren, men det er stadig langt fra så godt, som det kunne have været.

Yo, Bo, let's ride!

Dukes of Hazzard 2 kan på nogle måder sammenlignes med Ud at køre med de skøre-filmene, hvor store biler, smukke kvinder, politijagter og kvikke bemærkninger blandes sammen. Dog slipper filmene en hel del bedre fra dette stunt, end de to Duke brødre gør i deres 2'er.

Gameplay

Dukes of Hazzard 2 foregår et eller andet sted i den mest bonderøvske del af USA - der hvor sheriffer lader sig sparke bagi af smukke kvinder, og der hvor selvsamme sherif kan finde på at jagte to unge fløse gennem en by med 200 km/t - realistisk? Nej vel. Hvis man leder efter realisme, så kan man ligeså godt indse, at man nok skal holde sig til spil som Le Mans eller Gran Turismo, for Dukes of Hazzard 2 er ren underholdning, og så længe man ikke spiller spillet, så er det faktisk også underholdene nok.

Gameplayet i Dukes of Hazzard 2 er egentlig meget enkelt: Kør fra politiet og undgå at smadre din bil undervejs. Selvom nogle enkelte missioner kan afvige fra denne opskrift, så er det nu engang biljagter, de to Duke brødre står for.
I første mission har man den opgave at skulle nå hjem til sin farm - da man lige har vundet årets redneck-car-tournament - og det kan ikke gå hurtigt nok. Desværre er de to lokale parodier på politimænd, Rosco og Enos, ikke enige i dette, og den stemningsfulde intro går næsten umærkeligt over i at skulle køre fra de to idioter på de uendelige, støvede landeveje.
Der ville ikke være noget galt i at skulle ydmyge de to umuliuser af politifolk med masser af håndbremsevendinger og farlige manøvrer. Desværre sætter brødrene Dukes bil, General Lee, en effektiv stopper for det, da styringen af den temmelig grimme, orange bil er meget, meget upræcis og sløv som bare pokker. Det er som om, der går ½-1 sekund fra man trykker på en knap, til bilen reagerer - utilgiveligt, når det går så stærkt, som det gør, i Dukes of Hazzard 2. Når man endelig kommer igennem første mission, og ser, at man i den næste skal køre i Duke brødrenes søster, Daisys, jeep, så lever man op igen, og håber på, at den måske opfører sig lidt mere realistisk. Desværre bliver man hurtigt overordentligt skuffet, da der overhovedet ingen forskel er på de to forskellige bilers opførsel - og dermed bliver Daisys jeep en ligeså uinspirerende oplevelse som den anden bil.
Det er ellers ikke fordi der mangler biler i Dukes of Hazzard 2. Foruden de to allerede nævnte, så er der en bred vifte af jeeps, pick-ups og endda en lastbil lastet med høns.

Missionerne finder, som sagt tidligere, sted på øde, støvede grusveje, hvor man kan køre så hurtigt man lyster, uden at genere en sjæl. De støvede veje kan til tider bringe en til en våd sump, en beskidt losseplads eller en lille, sovende Amerikansk flække.
Faktisk kunne det have været en skæg oplevelse at drøne rundt på de snoede veje,

og det er meget ærgerligt, at bilernes styring gør, at det simpelthen ikke er til at nyde at køre rundt på den måde.
På selve banerne er der masser af plads, da de faktisk er ét stort landkort, hvor det så er meningen man skal køre bestemte ruter. På den måde kan man, hvis man kender vejene godt nok, tage små smutveje eller bare smutte over en bakke eller en mark, for på den måde at komme hurtigere frem. Denne frihed er meget lækker, og spillet indeholder endda en mulighed for bare at køre rundt, måske lidt optimistisk lavet af udvikleren, da det alligevel hurtigt bliver kedeligt. Med det er ikke desto mindre en god ide.

Inden hver mission vises et lille filmklip, der er forbløffende godt lavet og passer godt ind i spillet. Hele spillet er, som forgængeren, bygget op som om man tager del i en episode af Dukes of Hazzard tv-serien. Dette skaber en lækker kontinuitet, og jeg må sige, jeg er meget imponeret over spillets videosekvenser, bl.a. fordi det rent faktisk er de originale skuespillere, der lægger stemme til.

Synes man Dukes of Hazzard 2 giver for lidt udfordring i de 18 missioner der er i singleplayer delen, så kan man kaste sig over 2-spiller delen med en ven/fjende.
Der er 4 måder at spille 2 spillere på i Dukes of Hazzard 2: Scramble, race, demolition og run the jug.
I scramble gælder det om at køre rundt på en stor bane og så samle så mange pick-ups som muligt. Race er meget traditionelt, da det her er den spiller, der kører banen rundt på kortest tid - altså den, der vinder løbet -, der løber af med sejren.
Demolition lyder voldsomt, og det er det egentlig også, for her gælder det om at drøne så meget som muligt ind i modstanderen, så hans bil bryder sammen. Den, hvis bil stadig kan køre, vinder.
Run the jug er helt klart det sjoveste. Her gælder det om at have fat i en mælkejunge så lang tid som muligt. Man får fat i mælkejungen ved at køre ind i modtanderen, og den der har haft den i længst tid sammenlagt er vinderen.
Disse små spil kan være ok sjove i 5 minutter, men så begynder den sindssyge styring at irritere en for meget, og så gider man simpelthen ikke længere.

Grafik

Grafikken i Dukes of Hazzard 2 er egentlig ganske okay. Ganske vist er der en hel del fejl - bl.a. bruges de samme textures igen og igen - hvilket meget hurtigt bliver trættende at kigge på. Så er der også det problem, at bilerne i spillet er bygget lidt for groft op. Der er masser af steder, hvor man kan se spidser fra polygoner, der ikke burde være der. Det kan også ske, at dele af bilen forsvinder, når man ser den fra skiftende vinkler. Der er intet i vejen med selve motoren bag grafikken, da den klarer at give store, åbne landskaber uden pop-up eller slowdown. Desværre har udvikleren skyndt sig lidt for meget, så Dukes of Hazzard 2 må nøjes med en gennemsnitlig karakter i grafikategorien.

Lyd

Hu hej, her går det godt! Masser af professionelt indtalte stemmer præger denne udgivelse, og det er virkelig som at sidde og se en tv-serie, når man hører de godt indtalte stemmer og afvekslende lydeffekter, der er at finde i dette spil.
Musikken i Dukes of Hazzard 2 er faktisk rigtig god, og hvis man er til drævende country, så er dette spil lige i plet. Der er ca. 10 forskellige numre på cd'en, der alle er fyldt med banjosoloer og mundharmonika. Spillets soundtrack passer perfekt ind i det bonderøvs-tema spillet prøver at opnå.

Konklusion

Dukes of Hazzard 2 er et spil med både gode og dårlige sider. Selvom spillet har ok grafik, rigtig god lyd og en rigtig vellykket atmosfære fra det sydvestlige USA, så kan det altså ikke ændre på det faktum, at styringen af spillets biler - og fysikken generelt - er helt i skoven, og det er faktisk lidt ærgerligt. Lad os håbe at The Dukes vender tilbage på PlayStation 2 i et mere poleret spil.