State Of Emergency

Que pasa, Ola ley..... Homies mount up..... På med knojern, frem med baseballbattet, hæng guldkæden om halsen og tag haglbøssen ud af skabet (tag den Hans Pilgaard :-)

Rockstar banker igennem de moralske barrierer, træder på din moral og opfordrer til den mørkeste side af personligheden. Med State Of Emergency (SOE), bliver der ikke lagt fingre imellem. . .

Først lige en praktisk update. . .

Rockstar står for udviklingen, men SOE er udviklet af et andet team end dem bag GTA. Faktisk kan spillet ikke rigtig sammenlignes.

SOE er et godt gennemarbejdet beat’em up spil som måske ikke er så afvekslende som GTA. Men som er mindst lige så underholdende.

Spillet går kort fortalt ud på at en "regering" dominerer landet på en højst uretfærdig måde. Dette har fremprovokeret en undergrunds gruppe (freedom-fighters), som med stort set, ethvert middel vil prøve at vælte den.

Du er det nyeste hvervede medlem til denne gruppe og skal indgå som et vigtigt mellemled i planerne om at få bedre forhold for befolkningen.

Byen du befinder dig i er delt op i 4 overordnet baner, såsom et kæmpe indkøbscenter, chinatown og et besøg hos hiphopperne på Eastside. Disse baner er yderligere delt op i omkring 200 mindre missioner, som du bliver sat til at løse. Det drejer sig om eskortering af bandemedlemmer, afhentninger af tyvegods, almen ødelæggelse m.m.

Spillet er delt op i 2 dele, Chaos og Revolution. Den sidste er den der ligger tættest opad en slags storymode. Man starter i indkøbscentret og skal kæmpe sig opad i hierarkiet via lemlæstelse og almen (dejligt unødigt) vold. Hele byen er nemlig i totalt oprør, og der er erklæret undtagelses tilstand (S.O.E.).

Alle folk, og jeg mener alle sammen, er fuldstændig fra den. Du kan altså påregne at visse elementer går fuldstændig amok, rent kriminelt, samtidig med at hovedparten af de almene beboere render skræmte rundt. Og der er altså en hel del indbyggere i denne by.

Spillet adskiller sig ved at der sker ufattelig meget på skærmen på en gang, ifølge forlydender, optil hele 150 mennesker kan rende forvildet rundt i dit synsfelt. Jeg har ikke selv talt dem, da de meget sjældent står stille alle sammen (faktisk aldrig).

Der er der gode variationer i de forskellige mennesker, de reagere vidt forskelligt alt efter hvad der sker omkring dem. Der er tale om en meget alsidig A.I. og et mindst ligeså forskelligt person galleri.

Men tilbage til det spillet handler om, VOLD. Du kan stort set alt i dette spil. Man kan samle alt op fra skraldespande, bænke, skilte, til sofaer og . . . afskårne lemmer.

Jep, hvis du render rundt med et sværd og slicer lidt i en uskyldig civil så falder der en arm eller hoved af. Dette kan herefter samles op og bruges som et blodigt slagvåben.

Men derudover kan man finde et utal af våben, forskellige maskingeværer, flammekaster, tåregas, peberspray, sværd, molotov cocktails, listen af våben er meget lang.

Den anden spil-mode er Chaos. Her gælder det om at gå amok på en mere vild måde. Du har et vist tidsrum til at score så mange point som muligt ved at lemlæste, ødelægge og dræbe. En speaker stemme kommer fra tid til anden og fortæller at der er specielle point at hente ved at smadre butiksvinduer, eller at man mister point ved at slå civile ihjel (Damn).

Begge spilmodes er ganske underholdende, men alligevel er der noget der trækker spillet lidt nedad. SOE kan gå hen og blive lidt for ensformigt. Godt nok er der mange missioner, men de ender med at ligne hinanden lidt for meget. Man føler ikke der sker så megen udvikling i spillet.

Men samtidig handler beat’em up spil jo også stort set kun om at uddele tæv til højre og venstre. Og SOE er et af de bedste af slagsen som jeg endnu er stødt på. Så jeg vil anbefale det som jeg endte med, spille det en time eller to og så lægge det væk. Efter man har spillet et andet spil, eller har lavet nogle dødssyge lektier, så er det som om spillet kalder på ens indestængte frustrationer og voldelige tendenser, og man ender med at spille det en times tid igen.

Du kan vælge mellem 2 figurer i starten af spillet, men kan åbne for 3 mere. Den første man støder på er Spanky. Klart total favorit person !! Med hans spanske slang og enorme volumen, er han en af de sjoveste og fedeste (på flere måder) at spille med. Spillet foregår i 3. person, med en ukompliceret styring, som man hurtigt lærer. Udover at skyde, stikke og skære. Så kan man slå og sparke, samt lave nogle gode combo’s.

Kamerastyringen er, på trods af den enorme aktivitet på skærmen ganske god. Den kunne måske have været en anelse hurtigere, men det fungerer rigtig godt.

Grafikken er også vel gennemført. Igen skal man tænke på at der konstant sker utrolig meget på skærmbilledet. Det er ikke vildt detaljeret, men meget stilrent lavet alligevel. Spillet flyder ikke over med detaljeret bygninger, sol refleksioner og lignende. Men det er lavet godt og flot alligevel. Spilmiljøerne er også meget forskelligartet og det er nogle temmelig store baner man løber rundt på.

Lyden i spillet er kaotisk. Men det skal det jo også være. Hvin, skrål, eksplosioner og lyden fra bønnerne der bliver pumpet ud af det oversavet jagtgevær er alle temmelig gode. Musikken i spillet er som man ønsker det, tilstede, men ikke noget der overdøver eller fratager ens koncentration med at adskille hr. Hansens arm fra resten af kroppen.

Gameplay er der masser af. Spillet er et af de mest intense spil jeg har prøvet på PS2. Der er konstant gang i den og man bliver holdt i gang hele tiden. Jeg sidder dog og mangler en 2 player mode. Enten ko-operativt, eller noget deathmatch. Spillet skriger faktisk på muligheden, men det er der altså ikke blevet plads til, og det er nok spillets største fejl.

Dog skal det nævnes at vi har haft meget sjov sammen med en ramme dåser og så skiftes til at gå amok i Rockstars SOE-univers. Specielt i Chaos mode kan man konkurrere om hvem der scorer flest point. Så jeg vil næsten sige at det også læner sig lidt opad at være et party-spil.

Afsluttende vil jeg sige at der ikke er nogen som helst grund til at du ikke køber SOE. Det har nogle småfejl i kamerastyringen og man kan finde spillet lidt repetativt efter man har spillet lidt for længe. Men det er et spil man hiver frem hurtigt igen og kæmper videre. Sjovt, underholdende og temmelig voldeligt, kan man bede om meget mere :-)