X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Sled Storm (2002)


Welcome to Cedar Canyon, where tonight, a pack of death defying young Sled Riders will conquer the hills of doom.

Sådan lidt i stil med dette kan meget vel anses som en rimelig "introduction" til Sled Storm. Det lille spil fra PSone har vokset sig stor, under de kyndige programmerings hjerner fra EA BIG. Dem med bl.a. de der to geniale, super fede snowboard spil SSX og SSX Tricky.

Jeg skal undlade at sammenligne spillene med hinanden, men bare kort her skitsere at man har taget nogle af de bedste ideer fra SSX-serien og blandet dem sammen med det gamle koncept fra det første Sled Storm.

Der er lidt forskellige gamemodes at vælge imellem, Championship, quick race, 2-player og den udfordrende Rival Challenge.

Men for at starte med den grundlæggende spilform, Championship. Du får muligheden for at vælge mellem et par "Riders" og hvilken slæde du vil ud og lave burner i sneen på (??!!?).

Herefter er det fuld fart, hæsblæsende action, stunts og oliesprøjt resten af dagen. Sled Storm fangede hurtigt min interesse. Der er indbygget et styresystem der ligger tæt opad det gamle. Det er lidt svært at forklare, men styringen er så svær, at det er nemt at styre, altså på en god måde. Det kan ikke forklares, men prøves i praksis. Man får i hvert fald et rigtig godt feel med sin bette snescooter og lever sig hurtigt meget ind i det. Medvirkende til små underlige variationer af kropssprog hvor man læner sig fremad, til siden og sveder voldsomt gennem en plastic-controller. Uforstående venner spurgte om jeg gik til behandling for det, men i stedet for at blive tosset så slap jeg, modvilligt, controlleren en halv times tid, og sørme om gutterne så ikke sad på samme nørdede måde og krængede kroppen til højre og venstre mens de råbte af modstandere og ikke mindst sig selv. En hyggelig oplevelse. Men back on track.

Du skal kæmpe dig fremad i spillet ved at placere dig på nogle fastlagte pladser alt efter hvilken bane du er nået til. Derudover vinder du også nye snescootere når du placerer dig helt øverst på sejrsskammelen. Som en sidste mulighed så kan du, ved at opnå en høj trick-score, åbne for andre kørere som du så kan vælge. Disse varierer i muligheder for at udføre tricks, stabilitet m.m.

Tricks er en del af spillet, men ikke en bærende. Faktisk er banerne så intelligent og udfordrende lavet at du ikke har tid til kun at gøgle af sted. Et splitsekund hvor du ikke har koncentrationen på det næste bump 20 meter længere fremme, kan betyde at du bliver kastet af scooteren og ligger og gumler en slush-ice uden smag.
Samtidig er det dog, til dels, nødvendigt at lave tricks. For du får turbo boost, for hvert stunt du udfører. Disse kan være uundværlige for at indhente de andre efter et styrt, eller for lige at presse sig foran ved målstregen.

Modstand får du en del af. Der er en rimelig veludviklet A.I. som både skubber til dig og benytter smutveje som end ikke du selv havde fundet ud af eksisterede. Generelt er både modstanden og udfordringen på banerne pænt stigende igennem spillet. Der er en god indlæring på den første bane og herefter øges prøvelserne gradvist til at blive mere end ganske svært.

Grafisk er det her en oplevelse. Ikke så flot som SSX (hov, der gjorde jeg det alligevel), men i en ganske høj standard alligevel. Samtidig har man i level-designet virkelig udført et gennemtænkt stykke arbejde. Der er utrolig variationer udover store bakker, mega hop, smutveje, så er banerne fyldt med fantasifulde forhindringer m.m. Alt hvad der er almindelig baggrund ser bare godt ud og hjælper på helheden af et flot spil. Banernes størrelse er et andet plus, de er faktisk temmelig store og giver en fed fornemmelse at man skal "være på" i adskillige minutter ad gangen for at vinde en afdeling i championship.

Lydsiden er udmærket. Maskinerne brøler af sted og fungerer godt sammen med almindelige speaker og tilskuer tilråb. Dog kunne man godt have ønsket sig en lidt mere alsidig speaker med et lidt større ordforråd.

De enkelte kørere kunne også i SSX stil, have haft nogle kommentarer at fyre af mid-air under trickene. Men det fungere ganske udmærket, og det er alligevel sjældent at man har tid til at lade sin koncentration slippe og lytte efter hvad der bliver sagt af speakeren.

Sled Storm er heldigvis blevet som jeg håbede. En god videre udvikling af det gamle. Spillet har en rigtig flot 2-player del hvor farten og framerate går hånd i hånd om at være optimal. Derudover er der kommet yderligere spilmodes hvor Rival Challenge giver dig mulighed for at vinde snescootere fra de andre i spillet, eller man kan tabe sin egen. Herefter må man på den igen og gennemføre den oprindelige bane for igen at vinde sin scooter.

Spillet kan anbefales, men det er med forbehold. Der er mere fart og action i sled storm. Hvis du forventer noget i stil med SSX tricky, så prøv at leje det først, bare for at undgå en evt. skuffelse. Sled Storm er en veludviklet "arcade"-racer på sne med intelligent styring, kæmpe baner, tricks, smutveje og udfordringer.

Sled Storm (2002) (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Sled Storm (2002)   © EA 2002   (PS2)    1/3 Sled Storm (2002)   © EA 2002   (PS2)    2/3 Sled Storm (2002)   © EA 2002   (PS2)    3/3