Onimusha: Warlords

Jeg har anmeldt en del spil de sidste par år. Jeg har også anmeldt mange rigtig gode spil. Men det er længe siden at jeg har glædet mig så meget til at smække et spil i og anmelde det. Den følelse fik jeg med Onimusha fra det tidspunkt af, hvor jeg fik af vide at jeg fik det til anmeldelse.

Nu er det her og du kan faktisk rolig skippe resten af den her anmeldelse, fare ned i din spil-bix og få købt Onimusha.

Men, hvis du gerne vil have lidt info skal du være velkommen til at hænge ved og så skal jeg prøve at undgå at savle for meget i begejstring gennem anmeldelsen. Men hvis din skærm bliver lidt fugtig beklager jeg. :-)

Spillet åbner med en intro jeg ALDRIG har set magen til. Det er det flotteste jeg endnu har set. Utrolig livagtig fortælling om hvordan Nobunaga prøver at overtage magten i 1600-tallets feudale Japan. I bedste Kurosawa stil (ham med De 7 Samuraier og som skrev historien til Last Man Standing og Runaway Train), ser vi kamp og krigs scener som får dig til at tabe mund og næse.

Capcom hyrede et firma udenfor Capcom til alene at koncentrere sig om de 5 minutters intro. Det er man sluppet umådeligt flot fra. Der er utrolig realisme i ansigtsudtryk og desuden brugt den nyeste form for motion capture til at sætte prikken over det berømte i.

Med et budget svarende til en mellemstor film har Capcom bevæget sig væk fra zombie verdenen i Rangoon City og istedet helliget sig samuraier, ninjaer, sværdkampe og magi.

En kort forhistorie er at Nobunaga indgår en pagt med det onde, genopstår og prøver at overtage og samle hele Japan under sig. Det er her du eller i, for du styrer 2 personer, kommer ind i billedet. Man får kontrollen over Samanosuke, en kriger der har travet landet tyndt og kæmpet mod de værste og dygtigste. Men nu står han over for en meget større udfordring. I samarbejde med hans "sidekick" Kaede, en ninja babe med slag i, skal der nedkæmpes dæmoner, uhyrer, sub- og end level bosser. Japan skal reddes fra en tyran og du er den eneste der kan redde de små japsere fra total undertrykkelse.

Historien lyder måske tam og brugt før. Men den er kanon-flot i CGI-sekvenserne og in-game grafikken, og meget fængende alene i udviklingen af historien.

Man er gået væk fra at have så mange puzzles. I forhold til Resident Evil serien er der lagt meget mere vægt på action delen. Der er nogle puzzles igennem spillet men de er ikke et bærende element. De kommer fra tid til anden og virker rigtig godt i helheden af spillet.

Capcom har lavet et dejlig nemt styresystem som enhver kan gå til. Learning by doing og efter 5 minutter er du inde i spillet. Styringen af personerne

er god, men mangler en smule i realisme. Det ser en anelse stift ud engang imellem, men det er ikke noget der skæmmer spillet noget videre. Til gengæld er kampscenerne utrolig gode og intense. Bevægelserne udføres meget hurtigt og giver altså ikke de kendte irritations momenter hvor man er for langsom og når at få et par hug inden man kommer i stilling til kamp.

Desuden er der lavet et virkelig godt våbensystem med opgraderinger og magi. Man kan få 3 forskellige sværd, en pistol og en gammeldags bue og pil. De kan alle opgraderes til at blive temmelig kraftfulde (og flotte) våben. Man opgraderer ved at indsamle sjæle fra de fjender man slår ihjel a’la Soul Reaver.

Grafisk har jeg ikke set et spil med så mange effekter. Lyseffekter er fænomenale, forskelligartet og vil få dig til at tabe vejret. Ligeså er ting som tåge, ild og specielt vandeffekterne. Der bliver virkelig vist hvad den store sorte PS2 kan udrette. Prøv at undersøge West Area igennem indtil du finder vandet. Sæt dig et kort øjeblik og nyd de flotte bølger der slår ind mod søens bredder.

En anden sej effekt er en af fjenderne man støder ind i har den specielle evne at gøre sig usynlig, man ser kun silhuetten i form af en blur effekt, suverænt lavet.

Der er brugt en vild fantasi i udformningen af dragter, figurer og omgivelser. Man sidder og glæder sig til den næste fjende, den næste level osv. osv.

Lydmæssigt har Capcom heller ikke holdt sig tilbage. Istedet for en eller anden tilfældig soundtrack musik til at understøtte spillet, hyrede man de 200 mennesker der udgør "New Japan Philharmonics". De lavede et soundtrack til spillet som løfter oplevelsen adskillige grader. Det sætter stemningerne på plads. Udover en masse ældre instrumenter blev der indarbejdet "ægte" lyde som vind, vand, kirkende træværk og lignende.

Desværre er synkroniseringen af talen ikke den bedste. Spil til den gamle PSone som MGS og Syphon Filter ligger en del højere end det her. Men det virker udemærket og er ikke en ting i spillet der trækker nævneværdigt ned. Bare noget man tænker lidt over i starten og så accepterer.

Der er mange lækre detaljer i Onimusha. Men jeg mener at de skal nydes som første gangs oplevelser istedet for at jeg skriver om dem her. Du må tage mit ord for at der er masser af underholdning og blodsprøjt (ups, der afslørede jeg lidt) i Onimusha. Den eneste ting jeg mener der kan trække ned i helhedsindtrykket er længden af spillet. En dygtig spiller kan gennemføre det lidt for hurtigt, så jeg vil anbefale at du starter på en højere sværhedsgrad end sædvanligt. Men ellers er der ikke andet at sige end, køb det, spil det og nyd det.