X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Dave Mirra Freestyle BMX 2


Respect the Ride - not Gravity. Denne meget sigende sætning beskriver meget godt Dave Mirra BMX 2, der nu bliver at finde også på Xbox. Vi har tidligere her på Digiplay kigget nærmere på denne titel til PlayStation 2, hvor vores indtryk var overvejende positivt.

Acclaim har nu frigivet spillet på Xbox, og selvom det er næsten identisk med PS2 versionen, så er der dog lidt nyt at finde.

Gameplay

Dave Mirra 2 er et spil, der stiller skarpt på, hvordan det er at være en BMX-rytter, der bruger al sin tid på at køre op og ned af ramper. Jeg vil da gerne indrømme, at jeg ikke anede en brik om BMX inden jeg fik til opgave at anmelde dette spil, og jeg må indrømme, at jeg fandt det mere interessant, end jeg havde forestillet mig.

Spillet tilbyder 4 forskellige måder at køre på, der dog alle involverer en BMX og diverse hop og 2-hjulede kunster.

Proquest er spillets hjerte, hvor man vælger sig en kører, og derefter bliver sluppet løs på den første af spillets mange baner. Det vigtigste i Proquest er at tjene sig respekt, der bliver målt i points, alt efter hvor god man efterhånden bliver som BMX-rytter.
Man optjener sin respekt ved at udfordre de professionelle ryttere i forskellige discipliner. Man starter som en lille, meget u-cool rytter, der med sin discount BMX'er skal tage kampen op mod de veletablerede, der f.eks. kan stille en opgave, og hvis man løser den, så opnår man et antal respekt points.
Session er en lidt mere afslappet udgave af Proquest, hvor man 'bare' kører rundt på må og få på banerne og indtjener points ved at lave det ene halsbrækkende stunt efter det andet.
Free ride er, hvad navnet hentyder til. I denne mode kan man køre rundt på baner og finde ud af, hvor de fede hop og grinds er. Man kan ikke optjene points i denne mode, men til gengæld slipper man også for et eventuelt tidspres.
Den sidste mulighed er multiplay, hvor op til 2 spillere kan boltre sig på en bane. Multiplay foregår dog efter tur, så helt multiplay kan det desværre ikke siges at være.
Dave Mirra 2 indeholder også muligheden for at lave sine helt egne baner, der nemt og hurtigt kan gemmes på Xboxens egen harddisk. Denne mulighed er guld værd, og man finder hurtigt ud af, hvordan det hele hænger sammen, så man nemt og hurtigt kan lave ganske gode hjemmelavede baner.

Grafik

Da vi tidligere havde PS2 udgaven af spillet liggende her på redaktionen, da kiggede jeg ind imellem hen over skulderne på Nicklas og Anders, der kunne bruge timevis i selskab med spillet, indtil vi fik det sendt ud til en anmelder.
Rent grafisk, så er der ganske stor forskel på de to spil - hvilke der også reklameres med uden på Xbox-spillets pakke. Spillets textures er det, der er størst forskel på mellem de to versioner. Disse er meget mere detaljerede på Xbox'en, så endelig kan vi rent faktisk se, hvad PS2'erens begrænsede grafikram indtil nu har afholdt os fra.

Lyd

Lydeffekterne i spillet er der ikke så forfærdeligt mange af, da de for det meste består af grynt og host fra rytteren og metalliske lyde fra BMX'eren. De, der er, er dog ganske udmærkede.
Mht. musikken, så indeholder spillet numre af bl.a. Rage Against the Machine, og er generelt rigtig god musik, hvis man er til denne genre. Er man ikke det, så tilbyder spillet - som et af de første til Xbox - at man kan bruge overspillet musik på Xbox harddisken i spillet, hvilket selvfølgelig burde være standard i samtlige spil.

Konklusion

Dave Mirra BMX 2 er i sig selv et rigtig fint BMX spil - det lykkedes i hvert fald mig at blive godt og grundigt bidt af det. Forskellen på PS2 og Xbox udgaven er, at Xbox spillet indeholder 2 ekstra baner og den bedre grafik. Udover det, så er de to spil identiske, så hvis du allerede ejer PS2 udgaven, er der altså ingen grund til at løbe ud og købe Xbox udgaven - men har du en Xbox, så er Dave Mirra BMX 2 et ganske godt BMX spil, men måske skulle man hellere vente på Tony Hawk, der jo også kan gå online?

Dave Mirra Freestyle BMX 2 (EU)
Anmelders vurdering
84%

Dave Mirra Freestyle BMX 2   © Acclaim 2001   (GCN)    1/4 Dave Mirra Freestyle BMX 2   © Acclaim 2001   (GCN)    2/4 Dave Mirra Freestyle BMX 2   © Acclaim 2001   (GCN)    3/4