X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Lord Of The Rings: The Fellowship Of The Ring


De fleste må erklære sig fascinerede af Ringenes Herre i bog såvel som film form. Interessen for Tolkiens eventyr har aldrig nogensinde været større, og det skyldes selvfølgelig at de berømte skrevne ord nåede det store lærred sidste år - og gjorde det hele lidt mere tilgængeligt for det helt almindelige menneske (der ikke læser). Ikke overraskende ser vi så her et år efter licenserede computerspil, hele to af slagsen udkom i slutningen af sidste år - og sælger nu næsten ligeså hurtigt biografbilletterne til Two Towers (næsten).

Electronic Arts sikrede sig rettighederne til at producere et spil baseret på filmene, og det blev til et imponerende action spil med vores allesammens helte, nøjagtigt som de ser ud i filmen, og det med de ægte stemmer, den rigtige musik - og scener som taget direkte ud af filmen.

Det der har aldrig været Viggo

Vivendi Universal fik kapret sig retten til at bygge spil over bøgerne, og det første er baseret på bog 1: Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring, som også er titlen på spillet. Spillet er flere steder blevet kritiseret for ikke at have den rigtige licens, ikke at have de rigtige hovedpersoner, at have en forkert historie og andet vås. Være sådan lidt en billig udgave, og det kan ikke være mere forkert - spillet følger bare bogen, nærmest side for side. Vivendi's udviklere har skabt universet udfra hvordan de har tolket de oprindelige skrevne ord, men selvfølgelig har filmatiseringen af bogen ikke kunnet undgå at have haft kæmpe indflydelse på resultatet at dette spil - og have været en stor inspirationskilde til kreeringen af scener og landskaber. Men til eksempel ligner vores små gode hobbit venner ikke små børn som i filmen, men er her i spillet, tro mod bogen mere grove og slidte i betrækket.

Spillet starter med at vi som den kære Frodo går og gør sig klar til at forlade Sækkedyb. Han har her ventet længe på Gandalf som ikke er dukket op, men Frodo forlader alligevel Sækkedyb og Herredet på sin fødselsdag som aftalt. Sækkedyb skal overdrages, og i Sækkedyb (der virker som velkendte omgivelser) skal man først finde skødet, og derefter tage til og overdrage det til Ophelia. Man bliver sat på lidt små opgaver i Herredet undervejs, som hverken følger bog eller film - men som er med til at udvide gameplay. Vi forlader senere Sækkedyb som Hr. Nederhøj med ringen om halsen(som man lige skal finde først), og det er nu mørkt og skummelt udenfor. Imellemtiden har man overværet små sekvenser med sorte mystiske ryttere der udspørger indbyggerne om en hvis Hr. Baggins/Sækker.

Med Frodo's hobbit snilde der består i list, og muligheden for at kaste sten, skal man nu bevæge sig ud af Herredet uden at blive set af de sorte ryttere. Bliver man opdaget dør man simpelthen, og må starte forfra.. I et smuk designet Herredet med bakket landskab, hytter og træer, kaster de sorte ryttere mørke skygger omkring sig - og det er rigtigt flot lavet. Ved at kaste sten, kan man aflede rytternes opmærksomhed, og få dem til at ridde i forskellige retninger. Det er stealth i bedste stil, og det er her spillet overrasker virkeligt positivt for første gang, og her man bliver fanget for alvor. Spillet kombinerer adventure og action godt da man skiftesvis spiller med Frodo, Gandalf of Aragorn - der med hver deres egenskaber håndterer fjenderne forskellige. Gandalf har magi til rådighed udover også at kunne slå en proper "stick" og Aragorn håndterer både sværd samt bue og pil. Ofte går man samlet med sit "slæng" som på eget initiativ også går i krig med fjenderne og hjælper til. På mange områder minder dette spil i sine action elementer utroligt meget om Two Towers fra Electronic Arts. Grafisk og teknisk er det ikke udført nær så godt, men er helt acceptabelt - og spillet viser sig at være langt mere action præget end man umiddelbart måtte tro.

Nødvendigt at have læst bogen
Historien i spillet følger faktisk bogen slavisk punkt fra punkt. Det betyder dog ikke at alt er med som gameplay - nogle gange ser vi efter et endt "kapitel" at dele af historien fortælles med tekst - og fortsætter herefter. Det kan f.eks. være ved nogle af de lange vandringer udviklerne har valgt blot at sige bla bla bla til og derefter fortsætte. Spillet er enkelte steder også nedkortet så kraftigt, både i gameplay og cutsekvenser - at jeg vil mene at spillet/historien er usammenhængende, og uforståelig hvis ikke man selv har læst bogen - og har den i baghovedet. Spillet er langt mere værdifuldt og interessant for dem der har læst bogen, og selv kan udfylde huller og ligge lidt historie på selv. Nogle gange er mellemsekvenserne også underligt afkortede, nogle af dem er i realtime - andre prerenderede - og man ærger sig over man ikke får mere at se. Til eksempel kan jeg godt afsløre at man som Gandalf skal kæmpe mod en ydert flot Balrog i Morias minder. Under kampen har man nærmest ikke tid til at se på den fordi det er svært, men den er indhyllet i ild og røg - og er næsten ligeså skræmmende som i filmen. I en realtime sekvens får man den lige at se hele 2-3 sekunder (wauw) før kampen går igang. Ja, lad os endeligt skjule noget vi har siddet 2 måneder for at lave...

Har jeg ikke hørt det før

Lydsiden i spillet er ganske fornuftig. Professionelle voiceactors er brugt til samtlige karakterer i spillet, og de gør det godt. Det er selvfølgelig ikke personerne fra filmen der har lagt stemmer til, og de forsøger heller ikke at lyde som dem. Men der er naturligvis fundet en god grov stemme til Gimli, og en tilsvarende aldrende stemme til Gandalf osv. som gør at karaktererne virker troværdige og ægte. Baggrunds og underlægningsmusikken er også overraskende god, og består blandt andet af symphonimusik, men følger ikke altid gameplayet ligegodt. Det er f.eks. tydeligt at høre hvor det looper og starter forfra - og sidder man fast i en bane kan den blive yderst irriterende at høre på.

Det bedste er når man kan blive positivt overrasket af et spil - og det er jeg bestemt blevet med dette. Jeg havde langt fra forventet at det skulle være så godt, men det er sjovt at "genopleve" bogen, som man godt kan gøre. Man spiller scener og ser episoder som ikke findes i filmen på grund af den ret store frasorterings process der er sket - og det er ganske morsomt. Vi møder f.eks. Tom Bombadil og hans hustru (eller hvordan det nu er) og skal indsamle blomster til hende - for så bliver hun glad ;-), og senere bliver vi selvfølgeligt også reddet af ham - ja.. Frodo synger sangen... Sværhedsgraden er tilpas, og man har mulighed for at gemme sit spil øjeblikkeligt når man vil - man kan gemme direkte i kampen mod en stor og længerevarig boss til eksempel. Man er sjældent i tvivl om hvad man skal, men enkelte puzzles er bygget op således at man går i blinde - men pludseligt har løst den uden rigtigt at gøre noget. Man har også en tendens til at overvurdere sværhedsgraden af de indbyggede puzzles. Oftest kan man ikke se træerne for bare skov, og man græmmer sig så frygteligt bagefter. Jeg kommer gerne med et eksempel: i vores missionbriefing har vi et uchecket punkt, som hedder "find og træk i håndtaget for at åbne porten". Porten har vi fundet, nu skal den åbnes - hvor er det satans håndtag.. Det skulle aldrig være den lille sorte klump til højre for døren, som sidder der lidt i skyggen vel? Nej nej... den lader vi glide ud af øjenkrogen, og render istedet banen rundt for at finde det skide håndtag. Jeps - båt båt. Dette er hverken den eneste puzzle der er så let - og langt fra den eneste dør ;-).

Spillet er ikke kedeligt på et eneste tidspunkt, man spillet trygt og trofast igennem - og man kan tage ret store bidder af gangen. Der er vel en 10-15 timers hyggelig spiltid i.. Der findes bedre adventure spil og ligeså mange ting spillet har der kunne være lavet bedre, ligeså mange ting har det som er lavet rigtigt godt. Det er et hyggeligt spil, og kan varmt anbefales til fans af Ringenes Herre - men bogen anbefales læst.

Lord Of The Rings, The: The Fellowship Of The Ring (EU)
Anmelders vurdering
5/6

The Lord Of The Rings: The Fellowship Of The Ring   © VU Games 2002   (XBX)    1/5 The Lord Of The Rings: The Fellowship Of The Ring   © VU Games 2002   (XBX)    2/5 The Lord Of The Rings: The Fellowship Of The Ring   © VU Games 2002   (XBX)    3/5