Ico

Dette spil som jeg har spillet i den seneste tid er et unikum. Så kort kan det siges. Spillet er fra Sony selv, og minder vel mest af alt om en blanding af Out of this world , Prince of Persia og med et lille snert af Tomb Raider. Og alligevel er det slet ikke den mest præcise beskrivelse man kan give.

Historien handler om en lille dreng, der bliver låst inde i en container i et stort og mystisk slot. Grunden er at han har fået horn, og at det er det bedste for landsbyen at han bliver gemt væk, som en af mændene der fængsler ham siger. Her bliver drengen ved navn Ico ikke i lang tid, da han er heldig og vælter ud af sit fængsel. Blot for at finde ud af at han nu er i et endnu større fængsel. Efter et stykke tid finder han en anden fange: Yorda, en smuk og spinkel hvid pige, der tydligvis har haft et kluntet forhold til blegemiddel, eller måske bare er MJ's glemte søster? Disse to forsøger at slippe ud af borgen, stærkt forfulgt af nogle ubehagelige skygger som er ude efter Yorda, men hvad er meningen med det hele? Og hvorfor er der statuer med horn placeret rundt omkring på borgen?

At fortælle mere ville være en dødssynd, især fordi historien bliver fortalt på en så speciel og mystisk måde, at det er alfa omega at man intet kender til den. Yorda som man prøver at redde kan man ikke forstå, hun snakker volapyk og det hjælper til at gøre det hele endnu mere mystisk - det er godt!

Gameplayet går ud på at slippe ud af slottet, sammen med Yorda. Hun er spinkel og kan ikke klare så meget som éen selv. Derfor skal man hele tiden udnytte miljøet for at gøre det farbart for Yorda. Det er hende man spiller for. Eneste problem kan være, at Yorda er tungt opfattende engang i mellem, når man kalder på hende, men for det meste virker det rigtig godt, og det er et bevis på programmørernes dygtighed at det kører så flydende som det gør. Når man ikke rydder vejen for Yorda, så slås man skyggerne der prøver at bortføre hende. Der er ikke farligt mange kampsekvenser i spillet, og de er mere til for at skabe variation, og gå én på nerverne på den fede måde. Alene skyggerne og den måde de er designet på er et bevis på kvalliteten i spillet. Det skal ses for at forstås.

Atmosfæren er det bærende i Ico, der er sjældent underlægnningsmusik, men istedet hører man vinden blæse og fuglenes skrig. Det giver den mystiske stemning som spillet har. Man føler sig som i en verden man aldrig har set før, og selvom tingene ligner noget man kender, kan man ikke være sikker. Det er simpelthen genialt udført af udviklerne, og jeg har personligt ikke i lang tid spillet et spil, der på den måde er så specielt og nyskabende. For godt nok er elementerne hver for sig egentlig ret simple

men sammenkædningen af dem er unik. Noget jeg også gerne vil slå på tromme for, er den måde hvorpå man har valgt spillets udtryk. Her er ikke noget med bombastisk overdramatisering (som i MGS2), istedet har man valgt en mere enkel og subtil fremgangsmåde (antydelsens kunst) hvor det der ikke siges er det vigtigste. Det er meget elegant og flot, noget man sjældent ser i spil. Det er næsten antihollywood.

Nu skal det ikke være alt for alvorligt det hele, for der er problemer. Som sagt er Yorda nogle gange lidt irriterende, men det værste er dog at spillet er aaaaalt for kort. Og med den fede præsentation spillet har, ønsker man mere, det får man ikke og det er trælst. Ellers er de andre fejl rent grafiske, og dem kommer jeg til.

Grafikken er flot. Så nemt kan det siges, og det vil heller ikke være løgn at sige, at det er noget af det bedste på PS2. Grafikken er skarp og animationerne rigtige gode. Godt nok er slottet indhyllet i tåge så man ikke har problemer med popups, men det der er vigtigt at se, ser man og det står krystalklart. Kameraet er for det meste perfekt, selvom det i visse situationer kan irritere en kende. Et andet kritikpunkt er de textures der bruges, for zoomer man ind kan man nemt finde nogle ret kornede af slagsen, det er dog ikke noget man opdager normalt, og ødelægger heller ikke en pind. Så alt i alt får Ico topkarakter her. Og så har jeg slet ikke nævnt ens fjender som virkelig skal ses, de er eminent lavede og er faktisk ret uhyggelige.

Lyden, som jeg har været inde på, er sparsom, men det skal den være og den fungerer også fint. Stemmerne er enten på volapyk eller japansk, det er rigtigt lækkert og hjælper meget til at give spillet den fremmede stemning det har. Der er intet rigtig at klage over her, kun en del at råbe hurra for. Men det er svært at give en fyldestgørende kritik vedr. lyden da den som skrevet er så sparsom og minimalistisk. Man føler ihvertfald ikke at man mangler noget, og det er jo i grunden nok det vigtigste.

Alt i alt

Ico er måske kunst. Mange har ihvertfald brugt det prædikat om spillet. Og hvis man skal diskutere om spil kan være kunst er Ico ihvertfald det bedste eksempel man kan fremvise, men at kalde det ren kunst er måske forkert. Ikke alene fordi det er overdrive en smule, men også fordi det kan jage folk væk, og det ville være en skam. I den perfekte verden ville Kevin Costner have bedre roller og ville Ico være en topsælger, der bliver det nok aldrig, men det er hurtigt og nemt røget ind på min Top 5 PS2 spil. Jeg er konveretet Iconist, og det burde i også blive. For godt nok er det lidt for kort, men hey det er næsten også det eneste virkelig problem. Køb spillet, det er det værd!!!