Grandia

Som du måske ved var der engang en konsol der hed Sega Saturn. Okay nogle få håbløse mennesker ejer måske stadig en :-) men i hvert fald er den stort set afgået til de højere konsollers himmelstrøg. Men til denne konsol kom der for et par år siden, hvad der dengang kaldtes, det bedste RPG spil nogensinde til Saturn (men vistnok også det eneste . . . ). Spillet forblev dog japansk og aldrig konverteret til US eller PAL version. Nu har Gamearts, Sony og Ubisoft så endelig fået snakket sammen og spillet er blevet konverteret til at kunne køre på vores lile grå underholdnings maskine. Og lad mig sige fra start, det er en noget blandet fornøjelse, men med en stor del mere tilfredsstillelse end skuffelse.

Spillet blev som sagt lavet i 97' og konverteringen er uden forbedringer i grafik, gameplay og opbygning. Det eneste nye der er blevet tilføjet er samplet tale, men det kommer jeg tilbage til senere.
Men for ligesom at give en ide til hvad Sony selv har sagt om spillet ved lanceringen i Amerika skal jeg kort citere: "Hvis du spiller et RPG i år så skal det være F.F.8, skal du spille to så lad det andet være Grandia."

Store ord fra en stor koncern, med småmislykkede RPG spil bag sig som Star Ocean: The Second Story og Legend of Legaia som begge to solgte mindre godt. På trods af at det faktsik begge to var rimelig gode spil.

Men tilbage til det vi skal berette om i dag, spillet.

Grandia er en fortælling om to unge landsby beboere. Justin er en 15 årig knægt og sammen med hans nabo Sue og hendes underlige flyvende gespenst der hedder Feena (en gensplejset fugl der kun kan sige Puff-Puffy-Puff) har de længe ønsket at komme på et rigtigt eventyr. Man starter med at få kontrol over Justin, der er i gang med at finde nogle forskellige opdigtede krigsting såsom "det magiske skjold" der viser sig at være et rustent grydelåg. Dette sker i en dyst med landsbyens slemme knægt der har udfordret Justin til en skattejagt lignende leg der sender ham rundt omkring i den store landsby. Det gør dig spilleren bekendt med styring og beboere. En god start, dog med en smule pres, for hvis det ikke lykkedes at finde de 4 ting der søges efter inden solnedgang, vil bøllen tage Sue til giftemål og det går jo ikke . . .

Men efter dette er udført (rimelig let), begynder spillet så småt at gå i omdrejninger, man begynder gennem en masse dialog at få mere og mere af vide om personerne i spillet. Om hvordan Justin's far var en stor eventyrer og om Justins ønske for at følge i sin faders fodspor, om end store. Det bliver til en spændende og godt fortalt historie der i meget høj grad er med til at gøre Grandia til en ganske god oplevelse. De 2 hovedpersoner kommer ud for lidt af hvert, møder nye venner der hjælper dem på vej, skal kæmpe mod uhyrer og udføre en række subgames i løbet af de 2 cd'ere spillet spænder over.
Selve historien i spillet handler, kort fortalt, om en forgangen styrende race af mennesker på jorden der dengang var den styrende magt, Icarianerne. Disse mennesker er en grum mand ved navn General Baal ved, uden at kende de endelige konsekvenser af sine handlinger, i gang med at "genoplive". Og det kan vi jo ikke have, så defor blver Justin og Sue, på snedig vis vævet ind i plottet og står som de eneste der kan redde jorden fra hvad der kunne ligne menneskelig undergang.

Jeg kan kun sige at man i starten føler sig en smule hensat til kedsomhed, spillet er et par timer om at komme rigtig i gang, men da dette sker gennem en nøje opbygning og gennemgang af de personer man skal til at dele en stor del tid sammen med, gør det faktisk ikke så meget. Faktisk læner jeg mig opad at sige at opbygningen er rimelig genial. Man får banket nogle meninger og følelser på plads om personerne og føler man kan leve sig godt ind i historien, hvilket altid har været et must og stor opgave for RPG spil.

Kampsysytemet i Grandia er ikke noget nyt. Det virker lidt a'la Final Fatasy 7, med en tidsfaktor der bestemmer hvis tur det er til at kæmpe. Menu systemet i kampene er let og fyldt op med gode overskuelige

muligheder, Man kan vælge selv at styre det hele, sætte det på auto eller på semi-auto hvor man vælger hvilken kampstil der skal kæmpes med, f.eks all out battle eller defensive. Kampene opstår modsat de fleste RPG ikke tilfældigt. Gamearts har i stedet gjort fjenderne synlige og ud fra det også lagt forskellige konsekvenser ind alt efter på hvilken måde man angriber en fjende. Hvis man får sneget sig ind på et uhyre får man f.eks. muligheden for bagholdsangreb hvor man så kan angribe hurtigere end fjenden.

Men det gælder også den modstand man møder, hvis de angriber mens man prøver at løbe væk og altså har ryggen til får de som regel fordelen i de første par angreb i kampen. At tage random battle ud og erstatte med synlige fjender må også siges at være en god detalje i spillet, man kan vælge om man vil prøve at tjene lidt EXP.points og skills (som bestemmer hvor dygtig man er i angreb), eller prøve at undgå og komme hurtigt videre.

Desuden kommer det også an på hvor erfaren, hvor mange EXP.Points man besidder. Hvis man på et tidspunkt kommer tilbage til et område man allerede har været på tidligere, og er steget tilstrækkelig i graderne er monstrene ikke så opsøgende, snarer fravigende fra at kæmpe mod dig. Hilket gør det dejligt nemt at undersøge allerede gennemrejste områder for gemte skatte, secrets o.lign.

Omgivelserne i spillet er, spillets alder taget i betratning, utrolig gode. Personerne er opbygget som sprites, men byerne, landskab og andre omgivelser er alle opbygget i en rimelig flot 3D. Der er desuden en stor del interaktiv del i husene og de andre steder man kommer forbi. Koste der falder, pander man kan vælte fra komfuret, æbler der falder ned fra træet hvis man støder ind i det m.m.
Det hele er opbygget i et væld af flotte og stærke farver og med dimensioner der f.eks. i en landsby spænder over adskillige flotte skærmbilleder. Og alt dette kan ses med en god kamerastyring, ved hjæp af sidetasterne kan man dreje kameraet 360 grader mens man løber rundt. Det giver et nemt overblik og man kan nyde de flotte og forskelligartet omgivelser til fulde. Det skal dog stadigvæk tages med et vist gran salt, spillet er gammelt og vi har set en del flottere spil siden, men med old-school grafik som i Breat of Fire III og til dels Xenogears kan det altså ikke gøres meget bedre. Det eneste der i den sammenhæng mangler lidt er nogle ordentlige spells og magiske effekter i kampene mod monstrene. Der er lidt, grafisk set, af en noget basal karakter.

Lydsiden i spillet kan der faktisk ikke sættes en finger på, eller rettere sagt, musikken er perfekt. Den variere fra stille og behagelig over i en mere voldsom udgave når man kommer i kamp. Der er en god og alsidig variation i den og den lægger sig rigtig godt til spillets udvikling af historien. Derimod er den værste fejl i Grandia desværre den samplede tale. Umiddelbart blev jeg positivt overrasket da jeg i spillet's start hørte at der var tale lagt ind. Det giver, eller kan give, en optimal mulighed for forståelse og indlevelse i både historie og personer. Nu ligger det desværre sådan at dem der har siddet og læst manuskriptet op til dette spil lyder som en dilletant trup uden nogen for form indlevelse eller tagen stilling til hvilken slags figur det er de prøver at fremstille. Det lyder som en kedelig ensartet oplæsning af ord udført af amatørteateret i Nørre Snede.

Altså, det vi har her er et spil med en god historie og spændende figurer. Det kan på en regnfuld dag meget nemt fange dig i en del timer og give ganske god underholdning. Men du skal altså ikke forvente et spektakulært spil der forbløffer og overrasker dig. Det er alt sammen noget vi har set før, men ganske godt udført. Om jeg ville vælge dette spil som det andet RPG spil udover F.F.8 ved jeg ikke helt, det er en smule for nuttet på sine steder til at jeg for alvor ville spille det til ende. Et spil Som Vandal Hearts 2 eller Suikoden 2 ville nok blive mine fortrukne, men det er et spørgsmål om smag. Men du går altså ikke helt galt i byen med Grandia, der er masser af spilletid, gameplay og underholdning i det til de sene nattetimer.