X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Dino Stalker


Dino Stalker fra Capcom lægger sig i halen af Dino Crisis I og II, dog er den nye titel et decideret skydespil, hvor action, dinosaurer og en regn af kugler er de altafgørende elementer. Udstyret med lyspistol eller joypad kan du nu påbegynde din helt egen animalske udrensning.

I rollen som Mike Wired, en kamppilot fra Anden Verdenskrig, bliver du sendt tilbage i tiden for at udkæmpe et afgørende slag mod en superintelligent dinosaur og dens tro følgesvende.

Spillet gælder i al sin simple enkelthed om at skyde, og ikke ret meget andet. Som sagt kan man bruge en lyspistol i spillet, men denne ydmyge anmelder har dog brugt sit gode gamle joypad, da lyspistolen desværre svigtede på et afgørende tidspunkt og efterlod selv samme anmelder som et frådende billede på et gedigent raserianfald. I starten gav dette lidt problemer med især styringen af sigtekornet, men som altid lærer man ret hurtigt at overkomme sådanne udfordringer (jeg gik simpelthen igennem spillet med sigtekornet indstillet på nogenlunde samme sted hele vejen igennem)!

I hver bane har du et bestemt antal minutter til rådighed, som dog kan forøges ved hjælp af nogle krystaller der i øvrigt virker temmelig malplacerede i spillets fortidige miljø. På skærmen har du, udover angivelse af resterende tid, ammunition og point, en motion sensor som viser dig, hvor fjenden befinder sig, hvilket jo kan være meget hensigtsmæssigt. Du har selvfølgelig også et våbenarsenal til din rådighed, dog er dette temmelig begrænset, men heldigvis finder man forskellige våben liggende rundt omkring på banerne. Banerne er ikke just nogen grafisk iøjnefaldende oplevelse, men dog ret varierede. Du kommer således til at løbe rundt i jungle, ørken, ødelagte byzoner, sejlende i speedbåd og kørende i jeep osv.
Grafikken i Dino Stalker er ikke noget at skrive lange, lyriske breve hjem om. Ofte er banerne fyldt med kantede textures, hvilket kunne være lavet langt bedre i dag, og selv om der, som nævnt, er variation i banerne, bliver de enkelte baner hurtigt ensformige og kedelige at se på i længden. Nu skal det jo ikke være kritik det hele og i den forbindelse er det værd at hæfte sig ved de forskellige fjender i spillet, nemlig dinosaurerne, som faktisk er det fedeste i spillet, eftersom de er godt animerede og grafisk flotte. På din vej igennem banerne kommer du til at stå overfor fjender som oviraptors, tricerotops, raptors, den tohornede carnotaurus og selvfølgelig T-Rex. I vandet mødet du uhyrer som kronosaurus og mesiosaurus, og i luften pteranodon.

Dino Stalker fra Capcom er en first person shooter, hvor de to primære elementer er... våben og dinosaurer! Spillet kræver et absolut minimum af tankevirksomhed, og selv om det jo kan være godt nok, set ud fra et rent underholdningsmæssigt synspunkt, så holder det bare ikke i længden. Spillet er som skabt til at tage frem, når man lige for en kort stund skal have afløb for sine aggressioner, men heller ikke ret meget mere. Når man har gået igennem spillet én gang kommer det i hvert fald til at vare længe inden man forsøger sig med det igen.

Et sidste råd: lej spillet inden du gør noget så uovervejet som at købe det!

Dino Stalker (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Dino Stalker   © Capcom 2002   (PS2)    1/3 Dino Stalker   © Capcom 2002   (PS2)    2/3 Dino Stalker   © Capcom 2002   (PS2)    3/3