Red Faction

Nu er en af de, for tiden, bedst sælgende PS2-titler i USA endelig dukket op på vores kanter. Udgivet af THQ er Red Faction ikke bare endnu en First Person Shooter, men inkluderer nogle ganske ekstraordinære features, som hidtil ikke er set i denne genre før nu, og det kan vi takke udviklerne hos Volition for. Via deres 'Geo-Mod' teknologi har de formået at bidrage med en helt ny dimension i FPS-genren - og den er, ligesom vores anmeldelse, ret destruktiv!
For lang siden blev PC-tilhængere udsat for et spil ved navn Wolfenstein. Det grundlagde stort set hele First Person Shooter (FPS)-konceptet, men kun indtil endnu blodigere FPS’ere dukkede op så som disse genredefinerede titler; Doom, Quake og Unreal. Den type spil var årsagen til flere søvnløse nætter i weekender (i ny og næ en hverdag...?), og er det stadig. I dag står vi begravet i denne type spil. Genren har fået flere friske tiltag, bl.a. middelmådige plots, men det hænder, at spil som Half Life m.m. skaber 'nyt liv' til singleplayer-oplevelsen i form af en rigtig god historie og stemning. Red Faction hører, uden at hæve et øjenbryn, med til sidstnævnte skuffe. Konsolmarkedet, hvortil et fåtal af FPS'ere konverteres, er for tiden i en spændende udvikling og spil, som Red Faction er bestemt med til at højne moralen.

Lav dine egne omgivelser

PS2-ejere har fået en lille bid af kagen i Quake 3 Revolution og Unreal Tournement til PlayStation 2 og Sega's Dreamcast, men faktum er, at dette kun er en brøkdel af, hvad der findes til PC. Hos Volution har man i Red Faction formået at levere en fængende historie, der er Half Life værdig - dog må vi sige, at Red Faction står på egne ben, og kan ikke rigtig sammenlignes med andre FPS'ere. Volition har nemlig udviklet en ny feature specielt til Red Faction i form af ’Geo-Mod teknologi’. Denne implementering gør det muligt at ødelægge og ændre spilomgivelserne i 'real-time'. Du kan skyde genveje, lave personlige likvideringshuler, hvor du kan gemme dig (hvis man er til det defensive) og nedslagte forbipasserende fjender og 'venner'. Det åbner op for en helt ny dimension i gameplay'et. Du behøver ikke længere lede efter nøgler, adgangskort m.m. for at åbne en dør. Brug evt. din rocketlauncher og tag en 'sidevej' udenom døren. På den måde kan du endda risikere at gøre det af med fjender, som stod på den anden side og ventede på, at du kom igennem døren for dernæst at plaffe dig ned. Jo, bestemt en særdeles praktisk egenskab og denne feature alene, får spillet til at virke langt mindre trivielt end andre FPS'ere. Især i multiplayer-delen, når vi nye højder indenfor ommøblering af omgivelserne.

Ligene hober sig op…

Da det er et PS2 spil, er der selvfølgelig ikke mulighed for at installere nye 'maps'. Hvis du bliver træt af at rende rundt i den samme bane, jamen så lav dig et mindre - eller stort! - hul i væggen, og måske finder du det ultimative våben eller alternative rum, der øger bevægelsesfriheden med flere længder. Det kan man kalde et opfindsomt tiltag i genren. Til sidst ender det med, at den enkelte bane efter en gang heftig multiplayer, ligner den første halve time af Saving Private Ryan. Hver gang du eller en modstander dør, forsvinder vedkommendes lig på banen ikke, men bliver liggende, så du til sidst nærmest vader rundt i et lighus. Forvent ikke Quake-mentalitet, når du nedslagter en fjende. Lidt blodsprøjt hist og pist på gulve og vægge bliver det til - altså ingen afrevne kropsdele her...

His name is Parker, Mr. Parker

Før Parker var Parker, var han en ganske almindelig intelligent, men fortvivlet ung mand, der gik og spekulerede over, hvad han ville med sin fremtid. Hans familie - mor og far, Dr. og Dr. Parker - lagde et stort pres på hans skuldre, da de mente, at en plads på Harvard-universitetet ville være det mest fornuftige valg. Indtil nu havde de formet sønnen efter deres eget hoved, men nu blev det nok for Parker. Selvom han blev accepteret til optagelse på Harvard, havde han lyst til at springe ud i noget mere drastisk. Her stod selskabet Ultor og deres mineoperation på Mars lige for døren. Man blev lovet lette penge og et uforglemmeligt

eventyr på den røde planet. Det gik dog øjeblikkeligt op for Parker, at der lå noget korrupt i farvandet, hvor man udnyttede minearbejderne. Nu er Parker ikke bare Parker længere, men DEN Parker, som skal redde hele planeten Mars fra Ultor foretagendets totale dominans over planetens mineraler og hårdt puklende minearbejdere, der i et forsøg på at tjene lette penge - som lovet - bliver taget ved næsen, hvoraf kun et fåtal vender tilbage til jorden i ét stykke. Han vil sammen med en modstandsgruppe give Ultor en lærestreg. Herefter vækkes en opstand på Mars, og nu handler det om at forblive i live. Du er nu Parker og han er nu dig.

Nintendo64-intro og frame-rate

I begyndelsen ligner Red Faction ikke nogen succes - nærmest tværtimod. Introen i Red Faction er mildest talt ikke noget vi forventede at se på en PS2, men nærmere en Nintendo 64. En utrolig ringe frame-rate står til skue i introen, lavet af spillets egen grafiske motor – dvs. introen hakker en del. Det er en smule deprimerende, for umiddelbart ligner det mere en skrabet PC-konvertering end noget andet. En smule uforståeligt, når vi her har med en 128-bits maskine at gøre. Ikke desto mindre giver indholdet af introen et indtryk af et dynamisk spilmiljø. Herefter kan du vælge enten at begive dig ud på en træningsmission for at vende dig til spillets styringsfacetter, eller springe direkte ud i spillet. Træningsdelen kan faktisk godt udelades, da den på en måde er den ringeste træningsdel, du som erfaren spiller af genren, bliver udsat for. I starten får du at vide af en gut fra modstandsgruppen på Mars, at du kan blive accepteret som 'nyt medlem', hvis du overlever denne træningsdel. Overlever?! Det er stort set umuligt at dø, medmindre du er ”Polle fra Snave”, og det virker mere som en gang overfladisk fyldstof i spillet, der kan gennemføres på 5 min. Volition skulle burde i stedet have smidt en bane mere i multiplayer-delen.

Grafikken, ikke PS2 værdig

Desværre medfører den ringe frame-rate, at aktiviteten på skærmen forekommer en smule presset. Grafikken er ikke specielt detaljeret og karaktererne virker, som om de er opbygget af et lavt antal polygoner. De meget kantede, og ligner noget fra et gammelt PC-spil. Hvorfor så dette, for vi har jo ikke med en PC-konvertering at gøre?! Derfor er det på sin vis fatalt, at hastigheden af Red Faction ikke er noget højere, og aldrig kommer op på samme niveau som f.eks. Quake 3 og UT - hastighedsmæssigt. Om ’Geo-Mod teknologien’ er årsagen til dette, kan vi kun sætte spørgsmålstegn ved. Det får dog spillets grafiske flade til at virke mindre finpudset, hvilket er beklageligt, da det har været under udvikling i betydelig lang tid. Omgivelser og teksturer kan være ret imponerende, men at gå rundt i en mine og kigge på brune omgivelser over længere tid, kan virke deprimerende. Volition har også udviklet Summoner til PS2, og anti-aliasing'en er også intakt i Red Faction; grafikken har ’bløde kanter’. Men der mangler til gengæld som tidligere antaget flere polygoner i opbygningen af karaktererne. Heldigvis råder ’Geo-Mod teknologien’ bod på flere af disse mangler, for keder du dig og kan ikke finde rundt, så smid noget fjernstyret sprængstof på vægge og find genveje. Det er en spændende detalje, hvilket øger realismen i stor grad. Man føler virkelig sig tilstede i kæmpemæssige omgivelser og, at man går rundt i en mine.

Varieret spilmiljø

Det tager lidt tid at komme rigtig ind i spillet, men til gengæld bliver du belønnet senere hen. En smule tålmodig og pludselig sidder du i en mini-ubåd med varmesøgende torpedoer i et utroligt stemningsfuldt undervandslandskab. Spillet skifter helt karakter på disse områder, og et pænt antal af maskiner kan betjenes i spilforløbet. Bl.a. en Driller, der lader dig gennembore klippevægge eller fungere som et skjold, så du kan meje fjender ned til det siger 'crunch'. Også en ret smidig såkaldt Aesir Fighter skal på et tidspunkt manøvreres igennem fjendtlig terræn, hvor du skal bekæmpe andre fightere. Det skaber som sagt en utrolig stemning i spillet at skifte scene fra at gå på landjorden til pludselig at være midt i en hektisk luftbåren duel.