Pink Panther: Pinkadelic Pursuit

Den Lyserøde Panter – Oscar belønnet i 1964 og stjerne i et utal af tegnefilm. Det er heller ikke første gang den er hovedperson i sit eget spil, både på Super Nintendo, Sega Megadrive og Commodore 64 har vi set spil med den Lyserøde Panter. Denne gang er spillet til Gameboy Advance, og vi har set på om det hele nu også er så lyserødt.

Tynd historie

Pinkadelie Pursuit er historien om, hvordan den Lyserøde Panter finder hjem efter en mislykket fisketur. Spillet starter med en kort introsekvens, der viser den Lyserøde Panter sidde intetanende og fisker fra sin båd, da en raket pludselig skyder op fra havets bund og sender vores hovedperson en tur til månen. Spillet siger intet om, hvad målet nu er, men vi går ud fra, at panteren gerne vil hjem igen.

Det starter godt

Vejen hjem går gennem en halv snes mere eller mindre veldesignede baner. Første bane er som sagt på månen. Her er tyngdekraften som bekendt en smule anderledes end på jorden, og det har givet banedesignerne nogle gode ideer. For at komme igennem banen skal den Lyserøde Panter nu springe rundt imellem asteroider og planeter, der alle har en stærk tiltrækningskraft. Det resulterer i, at man ofte går rundt med hovedet nedad og springer i retninger, der virker ret vanvittige. Desværre opretholdes dette kreative banedesign ikke hele vejen igennem spillet. Det bliver hurtigt et mere traditionelt platformspil, som vi har set tusind gange før. Det er som om, at banedesignerne blev trætte efter at have lavet første bane. Ærgerligt - flere baner med nytænkning som i denne ville have gjort spillet værd at spille – som det er nu er Pinkadelie Pursuit kedeligt og traditionelt.

Sløv og upræcis kontrol

En panter kan være svær at tæmme, og det har spillets programmører også måtte sande. Styringen er meget upræcis - det er svært at placere sig præcist før et spring, og også i selve springet virker det en smule tilfældigt, hvor man lander. I første bane virker styringen til gengæld en del bedre, her er tyngdekraften som

sagt lav og den sløve og upræcise kontrol virker ret realistisk. Man kan godt tro, at programmørerne har glemt at tilpasse styringen til de efterfølgende baner.
Der er selvfølgelig også fjender i banerne og til at bekæmpe dem, kan den Lyserøde Panter samle en lang række af våben op på banerne – det drejer sig bl.a. om flammekastere, ildslukkere, magneter og bowlingkugler. Desværre er styringen af våbnene heller ikke optimal. Det tager lang tid fra, at man har trykket på knappen til at panteren reagerer og bruger sit våben – resultatet er, at man ofte ikke gider bruge tid på at bekæmpe monstrene og i stedet bare hopper over dem.

Grafik og Lyd

Grafikken i Pinkadelie Pursuit er ret god. Figurerne er store og tydelige, og stilen fra tegnefilmen er fint gengivet på den lille skærm. Introsekvensen er også flot lavet, bare ærgerligt, der ikke er mange flere af den slags sekvenser i løbet af spillet. Animationen af figurerne er ikke helt så god - der er for få animationer, og bevægelserne virker til tider en smule kantede. Baggrundene er i nogle baner ret flotte, her tænker vi især på den første bane og en undervandsbane. I andre baner består baggrundene af kedelige platforme, så langt øjet rækker. Men i det store hele giver grafikken et positivt indtryk, den bliver aldrig så grim, mørk eller gnidret, som vi ofte ser på Gameboy Advance. Der er desuden mulighed for at indstille lysstyrke og kontrast – noget andre spil godt kunne lære noget af. Musikken består af mere eller mindre genkendelige versioner af det klassiske tema, vi kender fra tegnefilmene. Det gør, at musikken ofte er ret iørefaldende og giver den rigtige panter-stemning.

Konklusion

Pink Panther – Pinkadelie Pursuit vil formentlig højst blive husket som spillet, der starter rigtigt godt med en flot introsekvens og et kreativt banedesign. Desværre ender det med at blive et kedeligt og traditionelt platformspil med en dårlig styring. Er man fan af panteren er det måske meget sjovt, men for os andre, er der bedre spil på markedet.