X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Harry Potter And The Chamber Of Secrets


Efter sit spændende første år på Hogwarts skole for heksekunstner og troldmandskab vender Harry Potter nu tilbage til skolen. Og denne gang bliver det bestemt ikke mindre spændende. MSN Games har set nærmere på et børnevenligt adventure spil til Gameboy Advance.

Der er noget i gære

Spillet starter med en kort introsekvens, der bringer spilleren hurtigt forbi bogens første kapitler. Man ser hvordan Harry flygter fra sin onde Onkel og Tante for at tilbringe det sidste af ferien hos sin ven Ron og hans familie. Da det er tid til at starte på Hogwarts igen, starter spillet først rigtigt. Harry skal købe nye bøger og magiske flasker i Diagonalstræde – et storcenter for hekse og troldmænd. Tilbage på Hogwarts viser det sig snart, at noget ondt har sneget sig ind på skolen, og Harry må i gang med at løse mysteriet. Historien er rigtig god og følger bogen rimeligt præcist.
Spillet er opbygget som et klassisk adventure spil - forskellige opgaver og gåder skal løses i en ofte bestemt rækkefølge. Første opgave er at hente penge i banken. Desværre har Harry ikke noget dankort, så han må begive sig ned i de dybe huler under banken for at finde nogle penge. Her skal der kastes besværgelser på onde monstre, hoppes på platforme og trykkes på knapper. I løbet af spillet bliver opgaverne mere svære og udspekulerede. Dog aldrig så svære at de yngste spillere ikke kan klare dem, der er nemlig altid hjælp at hente hos Harrys venner - Ron og Hermione.

Næsten perfekt kontrol

Spillet ses skråt oppefra i et såkaldt isometrisk perspektiv. Dette kan give nogle problemer med styringen, da man ofte skal bevæge sig diagonalt på skærmen, hvilket er lidt svært at gøre med stor præcision. Det er dog en lille ting, for i det store hele fungerer styringen upåklageligt. Man bruger alle Gameboy Advancens knapper, men det er kun af A og B-knapperne, at der indimellem kræves en smule timing. For at tilføje spillet et action-element kan Harry også hoppe – så det er ikke gådeløsning og besværgelses kastning hele vejen igennem.

Hogwarts er levende

Spillet ses som sagt fra et isometrisk perspektiv. Det har givet spillets grafikere gode muligheder for at lave en meget detaljeret gengivelse af Harry Potters univers – og den
mulighed har de brugt til fulde. Smukke håndtegnede baggrunde gør, at spillet er både flot og afvekslende i sin grafik. Og som om det ikke var nok, så er baggrundene fyldt med små animerede detaljer, der får spillet til at virke helt levende – billeder der følger Harry med øjnene, fugt der løber ned ad væggene og små insekter på Hogwarts udendørs områder. De forskellige figurer er også klare og detaljerede, samtidig med at de er godt animerede. Introsekvens og mellemsekvenser er også utroligt godt lavet – 3d-renderet grafik fra PC eller Playstation udgaven er lagt op i lag og virker næsten som filmsekvenser. Ligeså imponerende er det, når Harry flyver rundt på sin kost. Det foregår i noget der minder om fuld 3d – ikke noget man ser hver dag på den lille håndholdte.
Desværre er spillets musik slet ikke på højde med grafikken og kommer hurtigt til at gå en på nerverne. Heldigvis kan den slås fra uden, at man mister spillets udmærkede lydeffekter.

Mange hemmeligheder

Udover at bære briller og være for hård til magi, så har Harry også en samlermani. Troldmandskort – Hogwarts udgave af Pokemon, og Harry vil have dem alle. Udover at det er nogle flotte kort, så åbner de også op for nye områder af Hogwarts. Harry er også lidt af en slikmund – sørg derfor for at finde alle chokoladefrøerne, de giver ekstra energi. Man kan også give sig i kast med at spille Quidditch – en slags basketball på flyvende koste. Er man den heldige ejer af Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer til GameCube, kan man koble spillene sammen og derved åbne for endnu et hemmeligt område. Der er kort sagt masser at tage sig til udover at løse mysterier. Desværre er selve hovedhistorien en smule kort og gåderne aldrig særligt svære. Den erfarne adventure-spiller kan derfor, uden dog at løse alle opgaver, gennemføre spillet på et par dage. Men spillet er som sagt proppet med hemmeligheder, så selv når man har gennemført det, er der masser at lave.

Konklusion

Skal knægten have et Gameboy Advance spil i julegave, er Harry Potter et oplagt valg. Spillet er sjovt, fordi der altid er noget at lave, hvis man ikke gider løse hovedmysteriet. Grafikken er fremragende, og så har spillet danske tekster, hvilket gør det ekstra egnet til yngre spillere.

Harry Potter And The Chamber Of Secrets (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Harry Potter And The Chamber Of Secrets   © EA 2002   (GBA)    1/5 Harry Potter And The Chamber Of Secrets   © EA 2002   (GBA)    2/5 Harry Potter And The Chamber Of Secrets   © EA 2002   (GBA)    3/5