X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Gauntlet: Dark Legacy


Gauntlet-serien har de senere år fået en lille renæssance, efter en del år i dvale. Nu er spillet, hvor det gælder om at slagte horder af monstre, ved at gøre sit indtog på Gamecube. Vi har tidligere nærstuderet selvsamme spil til PlayStation2 og her, over ét år senere, sidder vi så med samme spil igen. Er det de mange penge værd, eller har Gauntlet mistet magien fra fordums tid?

Nostalgi er en herlig ting. Dem af os der kan huske tilbage til 1985 hvor Gauntlet for første gang indtog arkadehallerne, vil smile skævt og mindes de mange timer brugt i selskab med spillet. Siden fulgte flere hjemme-konverteringer, samt en superb efterfølger i 1986. Derefter var der meget stille om spillet, lige indtil Midway valgte at genoplive det med en ny arkademaskine. Spillet hed Gauntlet Legends og blev senere konverteret til Dreamcast. Siden fulgte endnu en arkademaskine og det er dette spil vi har med at gøre her.

Nye karakterer og klassiske elementer

I forhold til de gamle klassikere er der kommet fire nye karakterer til, så vi nu er oppe på otte. Valget står mellem Warrior, Valkyrie, Wizard, Archer, Dwarf, Knight, Sorceress og Jester. Alle disse karakterer har styrker og svagheder, hvilket symboliseres ved nogle point. Hver karakter starter med et fastsat antal point i de forskellige kategorier, men kan så på bedste RPG-vis, forbedres løbende. De forskellige baner er nemlig spækket med magi, power-ups, mad og andet godt og man kan ved at bekæmpe de frådende monstre få noget ’experience’ og derved opgradere sin karakter. Tillige ligger der også guld spredt rundt omkring. Dette kan bruges mellem levels til at forbedre sin karakter, eller købe ’special items’. Hver enkelt karakter havde som nævnt forskellige evner. Nogle er hurtige, mens andre er stærkere, bedre til magi og det er disse evner man opgraderer undervejs. Ens karakter starter på ’level 1’, men kan opbygges helt op til ’level 99’, hvor man er noget nær en superskabning, der rydder alt af vejen.

De manglende sten

Det egentlige formål med spillet er at samle ni magiske sten, der er blevet spredt ud over forskellige verdener. Man skal så vælge sin helt (eller heltinde) og ganske enkelt slagte sig vej igennem masserne. Der er fjender af alle afskygninger, nogle væsentlig mere dødbringende end andre. Rundt omkring på banerne finder man så visse håndtag som skal aktiveres, for ellers skal man senere vende tilbage. Derudover kan flere magiske effekter være gemt bag hemmelige vægge, eller i høstakke, så det er med at prøve sig frem, da man ellers nemt kan miste noget, især fordi man er så fokuseret på at udrydde den legion af monstre der jagter én. Disse magiske effekter kan være alt lige fra de eftertragtede sten, til mere almindelige power-ups, såsom rapid fire, acid breath, x-ray vision, electric amulet og mange andre. Der er over 20 forskellige power-ups og der skal nok blive brug for dem, da de mange semi-bosser og især rigtige bosser virkelig sætter en på prøve.
En imponerende mængde baner

Den største forskel på nutidens og datidens version af Gauntlet er synsvinklen. I gamle dage så man det hele i et slags fugleperspektiv, ála Grand Theft Auto, men Midway har med teknologiens hjælp nu kréeret en masse mytiske verdener i fuld 3D. Dette er både godt og skidt. Godt, fordi det hele naturligvis ser meget flottere og mere detaljeret ud, men skidt fordi man nemt mister overblikket og retningssansen. Midway har heldigvis bibeholdt en af de gode ting ved spillet, nemlig antallet af baner. Der er ganske vist ikke helt så mange som i fordums tid, men 60 baner er ikke at kimse af. Disse baner er inddelt i verdener, hvor man først kan få adgang til andre, når man har samlet et vist antal specielle amuletter i en given farve. Alle banerne kan iøvrigt spilles i multiplayer, så man kan med op til 4 personer sprede et orgie af død og ødelæggelse.

Et dunkelt spil

Grafisk kan spillet ikke helt leve op til nutidens standard. Det er ikke direkte grimt, men det er meget mudret og dunkelt, hvilket til tider gør det svært at spotte visse lokationer eller objekter. Der er mange flotte effekter og især de mange varierede monstre er nydeligt lavet. Banerne er ganske varierede for en arkade-titel og der vil gå lang tid før man har set dem alle. Alt i alt minder grafikken dog mest af alt om et godt Nintendo 64-spil, hvilket jo ikke ligefrem kan siges at være prangende. Lyden er heller ikke noget specielt, hvilket nok mest skyldes arkade-rødderne. Der er en masse larm, men ikke noget Midway har anstrengt sig for at lave. Den gamle klassiske stemme er tilbage i bedste stil, med uvurderlige sætninger som ”Warrior needs food” og mange andre guldkorn.

En ganske underholdende titel

Spiller man mange multiplayer-spil, er Gauntlet Dark Leagcy et ganske godt og underholdende tidsfordriv. Selvom spillet til tider kan virke lidt ensporet, kan det dog ikke skjules at det har sin underholdningsværdi, også i single-player. Man skal ganske vist ikke bruge hjernen meget, men den slags spil skal der også være plads til i ny og næ. Derudover er spillet nok en af de længste arkade-titler på markedet og der er masser af spiltid i det. Eneste problem er, at det ikke helt lever op til de gamle udgaver og heller ikke ser vildt fantastisk ud. Kan man leve med dette, er spillet absolut et kig værd for folk med hang til action og nostalgi.

Gauntlet: Dark Legacy (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Gauntlet: Dark Legacy   © Midway 2002   (GCN)    1/3 Gauntlet: Dark Legacy   © Midway 2002   (GCN)    2/3 Gauntlet: Dark Legacy   © Midway 2002   (GCN)    3/3