Fire Blade

Utroligt mange mennesker, i sær dem af hankøn, er fascinerede af helikoptere. Fra den gamle tv serie Airwolf til den virkelige verdens Apache helikoptere - luftens tungt bevæbnede, lavtflyvende humlebier vækker næsten altid interesse. Det er Midway klar over, og udgiver derfor FireBlade i håbet om at ramme helikopterpiloten i os alle.

I FireBlade befinder man sig i rollen som nystartet helikopterpilot i den Vestlige Alliances hær, der kæmper mod en hær af terrorister fra De forenede Østlige Stater. Der ud over er der ikke meget nonsens at finde i baggrundshistorien, da den praktisk talt er ikke-eksisterende. I stedet bliver man fra menuskærmen kastet ud i spillets eneste spilmulighed, en single player campaign. Første mission fungerer som træningsbane, hvor man kort bliver sat ind i, hvordan helikopteren styres, og hvordan de forskellige våbensystemer fungerer. Styringen simulerer helikopterkontrol ved at bruge den ene analoge stick til bevæge helikopteren op, ned og til siderne, mens den anden bruges til at kontrollere frem- og tilbagedrift samt drejning om egen akse. Det er en noget forvirrende styremetode, der muligvis er realistisk, men også nem at fumle lidt rundt i, specielt når det virkelig brænder på. Helikopteren er udstyret med en stor mængde våbensystemer. Der kan bruges selvsøgende maskingeværer, raketter, selvsøgende raketter, sniper riffel samt et elektro-magnetisk våben, der i stilhed kan sætte fjendens materiel ud af spillet og er effektivt, når helikopteren flyver i stealth mode. Alle våbnene fungerer meget enkelt, men især de manuelle raketter er noget svære at bruge effektivt uden samtidig at tage imod en hulens masse ild fra fjenden. I kampens hede løber man let tør for ammunition, men både dette og reparationskasser til helikopteren kan heldigvis samles op under missionerne.

En sværm af fjender

Efter endt træning angriber fjenden, tilfældigvis, og derefter går spillet rigtigt i gang. Der er 18 missioner at tage hul på, og de varierer en del i indhold. Der er to forskellige helikoptere i spillet, en transporthelikopter og en angrebshelikopter, og disse bruges alt efter hvilken type mission man er på. På nogle missioner er det alfa og omega at forblive uopdaget i helikopterens stealth mode, mens andre kræver ren og skær aggressivitet. Fjenderne er oftest mangfoldige og kampene intense, og selv om tanks og soldater ser små og harmløse ud langt dernede på jorden, kan man hurtigt føle det som om, man befinder sig i midten af en vred bisværm. Der er

derfor rig mulighed for at udnytte alle helikopternes muligheder, og succes i spillet forudsætter, at man mestrer det lidt kluntede kontrolsystem. Der er ikke yderligere spilmuligheder, men der gives karakter efter hver af de 18 missioner, og man kan derfor forsøge at perfektere scorene, når man har været igennem spillet første gang. Det giver lidt ekstra spiltid til de ihærdige.

Kedelig grafik

Man skal ikke forvente sig det store af grafikken i FireBlade. Helikoptere, bygninger og køretøjer er ganske vist lavet forholdsvist godt, lige som eksplosioner og infrarøde effekter er ganske flotte, men det hele virker noget livløst og de landskaber, man flyver rundt i, er ofte decideret tamme at se på. Landskaberne er desuden dækket af en tyk tåge, der skal dække over den grafiske motors mangler. Dette vejes til dels op af en stabil framerate, men spillet er stadig så tilpas kedeligt at se på, at det ikke er nok til at redde helheden.

En del saft og kraft i lyden

Noget bedre står det til med lyden i spillet, der præsenterer spilleren for et lidt anonymt, men alligevel nogenlunde stemningssættende og dramatisk lydspor samt en god portion fine lydeffekter fra maskingeværer, rotorblade og eksplosioner. Dertil kommer en stor mængde overbevisende leveret tale, både under briefinger og under selve missionerne, hvor man løbende får information. Dog kunne Kuju godt have sparet sig de noget irriterende råb over radioen fra ens tydeligt ophidsede allierede, tit indeholdende åbenlyse informationer, så som at man skal følge missionen, eller at det er farligt at blive opdaget af fjenden.

Stilforvirring

FireBlade er en ret blandet affære og dermed også en blandet fornøjelse. Stilmæssigt er det som om, spillet ikke rigtigt kan bestemme sig. Det er bestemt ikke en simulation, men det er alligevel for omfangsrigt i, hvad det kræver af spilleren, til at det kan kaldes et arkadespil. Dertil kommer kontrolsystemet, som man ganske vist kan vænne sig til, men som aldrig rigtigt bliver intuitivt. Denne stilforvirring gør sig også gældende i grafikken, hvor det er som om de enkelte dele ikke fanger hinanden i en helhed, der ville have gjort oplevelsen mere troværdig og fængende. Der er masser af varierede og udmærket opbyggede missioner at tage fat på, hvis man har mod på rigtigt at blive komfortabel med spillet og kan se bort fra den lidt kedelige grafik, men alligevel bør man nok vente med at vove købet, til man enten har prøvet spillet, eller det er faldet lidt i pris.