Conflict: Desert Storm

Sjældent har et spil byggende på en 12 år gammel krig været så aktuelt som netop nu. Desert Storm kommer netop, som Præsident Bush bruger de helt store fagter og USA igen transporterer krigsmateriel til Kuwait. I Desert Storm har man som kommandør over en specialstyrke mulighed for at deltage i sidste årtis største væbnede konflikt.

Desert Storm er første spil til PS2 i Conflict serien, og hvis spillet er nogen indikation af kvaliteten på fremtidige spil i serien, har vi meget at se frem til. Desert Storm drejer sig kort og godt om en gruppe bestående af fire elitesoldater, der gennem femten missioner skal bruge al deres ekspertise og træning til at hjælpe de allierede styrker under Golfkrigen. Spillet ses først og fremmest i tredjepersons perspektiv i stil med Syphon Filter og Tomb Raider, men så snart man skal bruge sine våben, er det oftest hensigtsmæssigt at skifte til førsteperson. Spillet minder derfor på mange punkter om et first-person-shooter. Man starter med at gennemgå en række træningsbaner, hvor de ret omfattende kontrolfunktioner gennemgås. Det er også muligt at springe direkte ud i Campaign mode, men træningsbanerne er grundet de mange funktioner en gennemgang værdig. Missionerne foregår for det meste i selve Irak, dog med et par afstikkere til blandt andet Kuwait City og Saudi Arabien. På hver mission har man en række mål, der skal opnås, før man kan forlade stedet i sikkerhed. Selv om disse mål ofte har en praktisk rækkefølge, er det for det meste muligt at gennemføre dem i den rækkefølge, man selv ønsker. I Kuwait City lægges der for eksempel op til, at man lokaliserer et medlem af regeringen, og fører ham i sikkerhed, men det er absolut muligt at rydde vejen til sikkerhed, før man henter prinsen, og dermed undgå at skulle beskytte ham hele missionen igennem. På første mission kan man snige sig uden om en tæt bevogtet grænsepost, men så skal den i stedet klares på tilbagevejen. På de fleste missioner kan det på samme måde lade sig gøre at tage tingene i den rækkefølge, man måtte ønske, og det giver en god fornemmelse af, virkelig at være ansvarlig for opgaven.

Der kræves teamwork

Undervejs på missionerne har man et utal af våben og udstyr til rådighed, og da gruppen består af fire mænd, der er specialister på hver deres område, er det op til spilleren at bruge ressourcerne bedst muligt. Sprængstofeksperten placerer miner og C4 hurtigere end snigskytten, eksperten i tunge våben har bedre odds mod en tank end specialisten i automatrifler og så fremdeles. Spillet har endvidere et element af rollespil. Hver soldat starter med en grad af kunnen i forskellige områder, men har mulighed for at blive bedre undervejs. Bruger man altid samme soldat til at forbinde kammeraterne, vil han efter få missioner blive bedre til at lægge bandager og dermed bedre kunne hele de sårede. Hvilke grader af færdigheder man starter med afhænger af, om man vælger at spille med det britiske SAS korps eller den amerikanske Delta Force. Efter endt mission bliver der også tildelt medaljer og højere rang til de mænd, der har udmærket sig undervejs. Dør en af mændene i gruppen, skal han erstattes af en helt ny rekrut, som derefter skal trænes op fra bunden, og det er derfor af stor vigtighed, at man holder alle mænd i live. Som sagt ses en stor del af spillet i tredjepersons perspektiv, og her er det graden af soldatens færdighed med det nuværende våben der afgør, hvor træfsikker man er under forskellige vilkår. Til at starte med er det nærmest umuligt at ramme fjenderne, mens man løber, men gradvist bliver det muligt. Ofte vil man dog under kamp skifte til førstepersons perspektiv, hvor der er større mulighed for at ramme målene præcist.

Cover me!

Graden af hver soldats kunnen spiller mere ind, når man ikke direkte styrer soldaten. Man har kun fuld kontrol over en enkelt soldat ad gangen, og da gruppen består af fire personer, agerer de tre andre selvfølgelig meget på egen hånd. Det kunne let være blevet forvirrende, hvis ikke Desert Storm gjorde det så godt. Man kan lynhurtigt skifte mellem de fire soldater og placere dem lige hvor man vil, men ved hjælp af kontrolleren kan man også meget let beordre dem rundt i terrænet, bede dem om ildstøtte, om at gå i dækning eller om at blive liggende på en bestemt position. Det giver store taktiske muligheder. For eksempel kan man placere en snigskytte i et vindue over en markedsplads, man vil krydse, og dermed gøre passagen noget mere sikker. De andre i gruppen udviser oftest høj foretagsomhed, og man kommer hurtigt til at føle, at man i stor grad kan stole på, at ens ryg er godt dækket. Skal specielle manøvrer foretages, er man dog nødsaget til selv at tage styringen. Det virker for det meste kun positivt, da man dermed ikke "går glip af noget". Missionerne er ganske varierede i indhold. Man bliver tit udfordret til at komme på nye fremgangsmetoder og måder at bruge sit team på. Dette aspekt af teamwork bliver kun endnu mere interessant, hvis man vælger at gennemgå spillet sammen med en ven eller veninde, hvor hver spiller kan styre to soldater ad gangen i splitscreen.

God helhed i grafik og lyd

Grafisk er Desert Storm muligvis ikke verdens flotteste spil, men det, det gør, gør det rigtigt godt. Da de fleste landskaber i spillet er ørkenlandskaber, betyder det ikke så meget, at teksturerne ikke er vanvittigt detaljerede - det lægger man alligevel ikke mærke til, medmindre man virkelig ønsker det. Når grafikken på mange andre områder er lavet så forholdsvist godt, som den er, bliver de små mangler mindre vigtige. Grafiske detaljer som sandstorme, der mindsker udsynet dynamisk, eller en solnedgang, der langsomt gør det sværere og sværere at se undervejs på missionen, indtil man må ty til natkikkerter, kombineret med en ret stabil framerate gør, at helheden i Desert Storm er det, man lægger mærke til, og helheden holder. Desert Storm tilbyder endda en 60hz mode, der dog kræver ikke bare kompatibelt fjernsyn, men også RGB kabel. Det kunne man håbe, at andre ville tage ved lære af i kommende europæiske PS2 udgivelser. Dertil kommer en glimrende lydside, hvor den underliggende dystre og militante musik fremhæver den panisk realistiske stemning, man oplever, når der op gennem den trykkende stilhed dukker en skræmmende buldren fra en tank i en sidegade, eller når man under en hidsig skududveksling blandet med arabiske kampråb hører en kampfælle skrige "Gunship ahead!" efterfulgt af den stadigt tiltagende lyd af rotorblade, så man febrilsk er nødt til at famle efter et stingermissil. Der er en del gentagelser at finde i soldaternes kommunikation, men også dette virker egentlig til spillets fordel, da man af samme grund aldrig er i tvivl om, hvad kammeraterne forsøger at gøre en opmærksom på.

Fire at will!

Conflict: Desert Storm er simpelthen en lille efterårsperle, der uden problemer kan klare sig i konkurrencen med de stort opslåede titler. Spillet står egentlig uden nogen større fejl, og enhver PS2 ejer med bare en smule hang til action bør snarest muligt få fingeren på aftrækkeren. Vi glæder os allerede til næste spil i serien.