X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Championship Manager Quiz


Fodbold og fodboldmanager-spil har sit faste, klamme greb om mangen en ung mand og kvinde over det ganske Europa. Mange af disse maniske fodboldfans vil utvivlsomt gribe enhver chance for at vise deres ligesindede, hvor megen fodboldviden de har samlet op i årenes løb. Eidos giver dem nu chancen for at afgøre, hvem der er bedst, én gang for alle.

Championship Manager Quiz er, som navnet kraftigt antyder, et quiz-spil, der kan spilles af én til flere spillere. Hvad enten man spiller mod computeren eller en ven, starter man med at vælge, hvilket hold fra enten den enegelske 1-3 division, Premiere League eller den skotske Premier, man ønsker at spille med. Sværhedsgraden styres til en hvis grad af, hvilket hold man vælger, da en god del af spørgsmålene går på det hold, man har valgt. Altså, vil det være en stor fordel at vælge det hold, man har fulgt i årevis, og derfor kender bedre end ens egen kæreste. Spillet går derefter raskt i gang og man bliver præsenteret for en enkelt fremstillet fodboldbane, hvor man skal vælge, hvilken spiller, man vil aflevere til. Forskellige afleveringer udløser spørgsmål i forskellige kategorier så som Transfers, Team (ens eget hold) og Internationale Cup begivenheder. Efter aflevering bliver man stillet et spørgsmål i den ønskede kategori, hvorefter man har ca. 20 sekunder til at vælge et af de fire mulige svar. Vælger man det rigtige svar lykkes afleveringen og man kan fortsætte spillet op ad banen, gerne med et mål som den endelige forløsning. Vælger man derimod et af de forkerte svar, snapper modstanderen bolden og turen går i den anden retning. Spiller man mod computeren er der en lille forskel, da man her skal besvare spørgsmål, for at forsvare sig mod angreb. Svarer man rigtigt vinder man boldbesiddelsen, og svarer man forkert, fortsætter computeren sit angreb.

Hvem vil være Alex Ferguson?
I vaskeægte Hvem Vil Være Millionær-stil har man i hvert spil tre livliner - One Two, der giver et ekstra forsøg, hvis man svarer forkert, Hit and Hope, der skærer antallet af mulige svar ned til to og Substitution, der skifter spørgsmålet ud med et helt nyt spørgsmål. Efter endt spilletid vinder den, der har scoret flest mål og skulle stillingen være lige, kan man både ende i Sudden Death og straffesparkskonkurrence, begge selvfølgelig udført med spørgsmål. Er man et helt slæng samlet kan man også vælge den såkaldte Pub Quiz, hvor en række spørgsmål bliver stillet på skærmen, hvorefter man enten kan dyste om at være hurtigst til at svare, eller man kan alle skrive svarene ned og gå dem igennem bagefter - spillet viser så de rigtige svar og den med flest rigtige svar har selvfølgelig vundet.

Stilrent i lyd og billede

Hverken grafik eller lyd spiller nogen stor rolle i Championship Manager Quiz, der er barberet helt ned til ikonisk stil. Bane og spillere bliver repræsenteret i simple, men yderst overskuelige og funktionelle todimensionelle former, mens lyden stort set er ikke-eksisterende. Der er kun musik at finde under opstartsbilledet og under selve quizzen høres ikke andet end små biplyde, når man navigerer sig rundt i menuerne, dog understøttet af publikums jubelbrøl eller skuffelse, alt efter hvordan man begår sig. Godt nok vil de fleste sikkert foretrække at sætte en cd på under spillet alligevel, men man kunne da godt have ønsket sig i hvert fald at have mulighed for, at slå underlægningsmusik til.

Spis, svar og vær glad

Championship Manager Quiz er et alle tiders lille quiz-spil for fodboldfanatikere, mens resten af verden nok vil se på spillet med en hvis gaben. Mange af spørgsmålene er virkeligt for viderekomne, men er du én af dem, kan du roligt pille spillet ned fra hylden hos din nærmeste forhandler og har du venner af samme karat, er der garanteret mange timers mandomsprøver på programmet. Nydes bedst under indtagelse af chips og kolde drikke.

Championship Manager Quiz
Anmelders vurdering
4/6

Championship Manager Quiz   © Eidos 2001   (PS1)    1/3 Championship Manager Quiz   © Eidos 2001   (PS1)    2/3 Championship Manager Quiz   © Eidos 2001   (PS1)    3/3