X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Sheep, Dog 'n Wolf


Under den bizarre, men velpassende, titel gemmer der sig en interessant - om end uperfektioneret - kombination af platform -, stealth- og puzzlespil. Det hele er rørt sammen med figurerne og humoren fra Warner Brothers' skøre tegnefilm.

Stjernen i spillet er Grimm E. Ulv. Normalt Hjulbens arvefjende, men denne gang er det fårehunden Sam, der er modstanderen. For Grimm E. Ulv lider af en meget tom mave og lige om hjørnet græsser fåreflokken. Nu gælder det om at stjæle et får, men uden at vække fårehundens opmærksomhed. Sheep, Dog 'N Wolf (også kendt som Sheep Raider) er baseret på en solid idé, der kunne være udført på mange forskellige måder. Infogrames har valgt den typiske indgang for tegnefilmsbaserede konsolspil. Man styrer Grimm E. Ulv i et tredjepersons platformspil, der har en række problemer. Især generes man slemt af et håbløst kamera, der ofte befinder sig på den forkerte side af en klippevæg eller lignende.

Tankekrævende

Det er dog til at leve med, for selvom der skal løbes og hoppes, så er Sheep Dog 'N Wolf ikke et actionbaseret spil. Der skal tænkes. Helt som i tegnefilmene findes der en række postkasser rundt omkring. Her kan man "bestille" varer blandt et stort udvalg af patenterede Ajax-produkter (TM). Dynamit til at sprænge klipper væk, raketter til at flyve med, elastikbånd til katapulter, fåreklæder og mange andre morsomme sager. De fleste af tingene kan bruges på flere måder. Ufordringen i spillet består primært i at lægge en plan for hver bane, udfra omgivelserne og de ting man har til rådighed. Spillet byder kun på 16 forskellige baner, men det tager alligevel sin tid at gennemføre. Selvom det hele virker henvendt til børn, så er det nemlig langt fra let. Daffy Duck dukker ind i mellem op og hjælper til at indlære de forskellige muligheder og
skilte med nyttige informationer, der er spredt udover banerne. Alligevel kan det godt være svært at gennemskue den nødvendige metode og timing, for at komme videre. Der er et utal af underholdende måder at dø på, men heldigvis er det skruet sammen på den måde, at man kun ryger et par skridt tilbage på banen. Man er aldrig tvunget til at starte forfra og det er en kæmpe fordel i et - i forvejen - potentielt meget frustrerende spil.

Den visuelle side

Grafikmotoren i Sheep, Dog 'N Wolf er mildt sagt ikke imponerende. Modellerne er simple og teksturerne er halvkedelige. Der er masser af popup og skæmmende fejl. Det ligner umiddelbart et førstegenerations PlayStation-spil, med alt hvad det indebærer. Animationerne er til gengæld et stort lyspunkt. Der er et utroligt liv i alle figurerne og det gør dem meget genkendelige. Man har med held inkorporeret en række af de klassiske scener, som når Grimm E. Ulv pludselig står ude i intetheden, opdager det og først derpå styrter mod jorden. Kombinationen af animationen og erindringen fra de rigtige tegnefilm får illusionen til at fungere.

Ganske overraskende

Sheep, Dog 'N Wolf er bestemt ikke et perfekt spil. Der er alt for mange små fejl og man savner alvorligt en bedre finish. Grundidéen er god, men den kunne være bedre udført. Jeg tror stadig at noget mere i retning af Lemmings, ville have resulteret i et hit. Men Infogrames har virkelig overrasket ved at lave et licensbaseret spil, der både er i de originale tegnefilms ånd og baseret på disses temaer. Der er endda både nytænkning og gode idéer i spillet. Sheep, Dog 'N Wolf er nok lidt for lidt og meget for sent, men det er bestemt en bedre investering end så mange andre spil med kendte tegnefilmsfigurer. Især hvis man hører til den tålmodige type, der ikke lader sig frustrere let.

Sheep, Dog 'n Wolf (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Sheep, Dog 'n Wolf   © Infogrames 2001   (PS1)    1/3 Sheep, Dog 'n Wolf   © Infogrames 2001   (PS1)    2/3 Sheep, Dog 'n Wolf   © Infogrames 2001   (PS1)    3/3