Crash Bandicoot: Mind Over Mutant

Den elskelige, seje og snurrende kraftkarl er tilbage. Efter hans rejse med titanerne er han nu vendt tilbage i efterfølgeren, hvor titanerne er erstattet af mutanterne.

Doctor Neo Cortex er på spil endnu en gang med hans onde planer om at overtage hele verden. Han går selvfølgelig i samarbejde med både N-Gin og Uka Uka. Crash skal igen indsamle diamanter og slå fjenderne ihjel. Doctor Neo og hans bande har udviklet en maske, en form for virtuelt computerspil, som bliver populært – problemet er bare at maskerne indeholder en ond kraft, der får den, der bærer masken, til at mutere og skifte side, så de hjælper Neo. Crunch forsvinder med masken på, påvirket af den onde kraft, og Crash må i samarbejde med Coco, Aku Aku og mutanterne komme Crunch til undsætning.

Intet nyt - næsten
Der er ingen overraskelser i denne version i Crash Bandicoot-serien. Du er Crash, og du skal løbe, snurre og hoppe dig vej gennem banerne. De samme kasser er præsenteret, dynamit-kasserne tæller stadig ned, når du rør dem, så du har tid til at løbe væk, og der findes forskellige slags kasser af træ – nogle kræver kun et enkelt slag, mens andre kræver flere, og så er der selvfølgelig de udødelige afgrunde. Nu har jeg ikke spillet forrige spil i serien, men nogle af de nye ting, jeg støder på er kun småting; man kan grave sig rundt, forudbestemte steder, og man kan kravle på forudbestemte vægge og hegn – ikke noget jeg sidder og taber næse og mund over – men meget praktisk.


Sjove og blandede mellemsekvenser
Når man som jeg elsker at se mellemsekvenser i spil for at få det hele med, lægger man hurtigt mærke til den varierede og blandede sammensætning der er i mellemsekvenserne. Det virker, som om at opgaven er uddelegeret til forskellige tegnere, som så skulle gøre deres bedste for at vise hvordan de forestiller sig Crash og Co. Ideen er ikke helt ringe, for både stilarterne og humoren i de forskellige sekvenser er ganske gode – og de holder sig dog trods alt til samme historie.
Grafikken er fin, men ikke banebrydende
Generelt virker det som om idéen med at ride og overtage andre figurer fra ”Crash og titanerne” malkes vel rigeligt, men jeg skal ikke gøre mig alt for klog på dette, da jeg ikke har haft muligheden for at spille dette. Spillet er en glimrende 3D platform-spil, med dejlig og underholdende grafik, men forskellen fra det allerførste Crash-spil er ikke ret stor. Jeg holder meget af Crash, og der er da små gode tilføjelser, men det er måske på tide at kigge sig om efter en ny frontfigur eller noget helt nyt med Crash, frem for platform og ræs. Ikke desto mindre er jeg stadig sentimental anlagt, og nyder at se figuren igen, og løbe igennem nye baner med ham – og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan.

Same, insane?
Lydeffekterne har ikke ændret sig i et årti. Crash lyder stadig på samme måde, når han hopper eller falder, og musikken er stadig passende til spillet. Musikken skruer op for rytmen når det er passende, f.eks. når man skal kæmpe mod en boss. Rytmerne er dejlige og afslappende, når der ikke er noget aktion involveret, og musikken gearer en til kamp, når det er nødvendigt.

Renden frem og tilbage? Wtf!?
Banerne er dog ganske fornøjelige og tilfredsstillende udfordrende, på trods af at man sætter spillet til laveste sværhedsgrad. Ikke engang når man sætter spillet til sværeste sværhedsgrad kommer der begrænsning af liv på – hvilket jo så bare viser at man kan dø så mange gange man lyster og dermed kan det spilles af alle aldersgrupper. Falder man udover kanten, prøver man bare igen.

Missionerne er dog underligt fordelt – hidtil har spillene kørt på, at man skal fra A til B, eller at man skal fra A til A via B. Dette er ikke tilfældet i dette spil, og jeg tror det er et forsøg på at forlænge spilletiden. Dette gør spillet ret ensformigt, når man for tredje gang skal igennem samme område, for at komme til den næste mission. Dette afhjælpes dog en hel del af at der halvvejs gennem spillet, åbnes op for at man kan teleportere fra sted til sted.


Alt i alt finder jeg Crash Bandicoot: Mind of the Mutants, meget underholdende, men krummer totalt tæer over at man skal rende frem og tilbage igennem de samme områder – så var Crash Bandicoot 1-3 meget bedre på det punkt – man fik præsenteret en bane foran sig, set i 3. Person (hen over Crash’ skulder), eller fra siden af på afstand (som man typisk gør i 2D platform spil), og man skulle rende fra start til slut. Den nye idé, med at man har et udgangspunkt beliggende i midten, og et 3D område, hvor man skal rende i forskellige retninger, giver KUN spildtid med at rende frem og tilbage.

Hvis man dog kunne vælge ”gå direkte til område”, når man fik den nye mission tilgængelig, ville det være en væsentlig forbedring. Jeg har intet imod at besøge de samme områder, når missionerne foregår der – kun at skulle rende igennem områderne for at starte missionen.

Noget andet, der ærgrede mig en hel del, er de manglende multiplayer muligheder. Hvorfor har udviklerne af spillet ikke tænkt på online kampe, både med at slå på hinanden, løbe igennem baner på tid, smadre flest kasser indenfor en tidsramme? Spillet indeholder kun en simpel co-op mulighed, altså en anden spiller, der sidder ved siden af dig med et andet gamepad tilsluttet samme maskine.