X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Rise Of Nations: Rise Of Legends


Som længe ventet opfølger til den fremragende original fra 2003 er der lagt i kakkelovnen til noget stort med Big Huge Games’ nyeste strategispil, Rise of Nations: Rise of Legends.

Rise of Nations: Rise of Legends er et spil som er flot at se på, i perioder ligefrem nydeligt at spille og ikke mindst ganske langtidsholdbart hvis man ser på mulighederne for at gå i bedene med andre spillere af kød og blod. Desværre mangler spillet dybde og en større variation til virkelig at blande sig i topstriden blandt genrens absolutte enere. Det besidder unægtelig de kvaliteter som skal til for at skabe et fremragende strategispil, men nyskabende elementer i gameplayet skal man lede længe efter i denne omgang.

Tre kampagner er implementeret, en for hver af de tre forskellige civilisationer, som hele vejen igennem anføres af en håndfuld karakteristiske og kompetente helte og heltinder. Til at starte med går det løs med de kloge opfindere af robotter kaldet Vinci, dernæst møder man det magiudøvende ørkenfolk Alin og slutteligt er det en form for aliens i jungleform. Disse kaldes Cuotl. Hver enkelt civilisation besidder unikke helte, bygningsværker, krigere og arbejdere såvel som særlige magiske kræfter. Fælles for dem alle tre er dog nødvendigheden af ressourceindsamling og oprustningen af et slagkraftigt militær – en næsten logisk selvfølgelighed hvis man overhovedet drømmer om at nå særlig langt i den unikke verden man stifter bekendtskab med i Rise of Nations. Altså er den basale grundopbygning af spillets gameplay ikke langt fra det vi kender fra så mange andre titler af samme art.

Rise of Nations indeholder også bidder af brætspil, turbaseret strategi som det er set i Sid Meiers fantastiske Civilization, og det giver spilleren et strejf af at kunne skabe sin egen, uforudsigelige færd på et verdenskort. Her flytter man sin helt rundt, som var det Risk, og udfører missioner og indtager provinser. Hvert territorium grænser op til mindst to til tre andre, og det betyder at man ikke om nødvendigt behøver at gennemføre alle missioner for at opnå succes. Det kan dog sagtens anbefales, idet man ved at nedkæmpe fjendtlige poster også tjener vigtige udviklingspoints som kan bruges på at udbygge og effektivisere ens bygningsværker, heltenes specielle evner og udvide ens byer. Dette medfører blandt andet angrebs- og forsvarsbonusser, forstærkninger i missioner eller ressourcebonusser bestående af et af spillets to typer ressourcer, penge og et gyldent materiale kaldet timonium.

De strategiske elementer i Rise of Nations: Rise of Legends er altså ikke ændret i forhold til det første spil. Historien er til gengæld, og det er bestemt vovet at blande så mange forskellige former for væsener i samme univers. På den anden side er det slet ikke noget vi har set før, så det giver vel et meget godt billede af hvor unik en tankegang udviklerne har haft undervejs. Den totale blanding af magi og teknologi lægger op til mange forskellige, og yderst interessante, opfindelser og konstruktioner hvilket sandsynligvis er et af de fedeste elementer af spillet. Selv sagt er originalitet for det meste forbundet med det positive.
Hvad ville et spil, bygget over kampen mellem civilisationerne, være uden helte? Ja, det ville være yderst kedeligt! Helte spiller også en stor rolle såvel i fortællingen af historien og i missionerne. Hver civilisation har hver en håndfuld helte som besidder særlige, ofte magiske, kræfter og er i stand til at føre en kæmpe hær i kamp. Disse heltes evner kan løbende opgraderes, og falder en helt i kamp, kan denne få en genopstandelse for et betydeligt ressourcebeløb. Disse helte er glimrende afmålt i formåen, og egentlig fremragende implementeret, om end idéen er set mange gange før.

Big Huge Games har fat i en række strålende elementer, der hver for sig fungerer som de skal. Desværre mangler Rise of Nations: Rise of Legends den afgørende og yderst vigtige innovation som det de første par timer giver til udtryk for at ligge inde med. Efter ganske få missioner af hver kampagne har man sådan set oplevet det hele. I en hæsblæsende jagt på en ond hovedskurk går det over stok og sten med missioner, hvor det for det meste gælder om at destruere fjendens bygningsværker, beskytte venligtsindede og indtage byer. I starten er dette sjovt og spændende, men ensformigheden melder sig desværre efter en håndfuld timers spil. Selv efter at man har prøvet det evindelige ressource-ræs online, står man tilbage med ønsket om at der kunne have været lidt mere mening med ens færden i de ellers skønne omgivelser.

For man har egentlig godt fat i spillets tekniske formåen. Rise of Legends ser rigtig flot ud og er en forbedret udgave på det grafikmæssige plan i forhold til forgængeren. Omgivelserne er farvemættede, og enhederne og bygningsværkerne er fyldt med detaljer. Desværre ser det ikke lige så flot ud på lydsiden. Her må der være sket en fejl. Selv når man kan høre hvad der foregår på slagmarken, er det ikke det kønneste at høre på. Musikken er lettere anonym, om end stemmeindtalingen – især i mellemsekvenserne – fortjener en mindre applaus.

Sammenlignet med sin forgænger er Rise of Nations: Rise of Legends en letvægter, men stillet overfor konkurrenterne fortjener fortsættelsen bestemt opmærksomhed for sin unikke fremtoning og indbydende blanding af turbaseret brætspil og strategi af den gamle skole. Det er et godt spil som dog mangler lige det sidste for at blive en uimodståelig oplevelse.

Førstehåndsindtryk: 8.0
Fantastisk flot introsekvens lægger fundamentet for en hæsblæsende efterfølger, og en fin lille tutorial på sidelinjen hjælper nye spillere hurtigt i gang.

Grafik: 8.5
Noget af det flotteste grafik i et strategispil finder man her. Omgivelser, bygningsværker og hvert eneste væsen er fyldt med farve og storslåede detaljer.

Lyd: 6.0
På mange måder skuffende. Der er dog lyspunkter i form af en helt okay musik, og stemmeindtalingen, altså skuespillet, som er sikkert udført.

Gameplay: 7.5
Til tider ensformigt, men det helstøbte koncept fra det første spil er bibeholdt og endda forbedret på flere områder. Det fungerer for det meste godt.

Holdbarhed: 7.5
(max. 150 tegn)
Efter lidt over en uges intensivt spil har man gennemført kampagnerne, og så står valget mellem onlinespil eller eventuelt en højere sværhedsgrad.

Overall score: 7.5
Selv for den almindelige strategispiller er der god udfordring i Rise of Legends. Elskede du det første spil i serien, vil du synes om dette.

Rise Of Nations: Rise Of Legends (EU)
Anmelders vurdering
7.5/10

Rise Of Nations: Rise Of Legends   © Microsoft Game Studios 2006   (PC)    1/3 Rise Of Nations: Rise Of Legends   © Microsoft Game Studios 2006   (PC)    2/3 Rise Of Nations: Rise Of Legends   © Microsoft Game Studios 2006   (PC)    3/3