X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Great Escape, The (2003)


Flere tungnemme nazister

Når vi anmelder et spil baseret på en film, så drejer det sig næsten altid om en ny film. Det er sjældent, at udviklerne graver i filmarkiverne efter gode historier. I stedet tager de den nyeste Hollywood produktion og forsøger, med et ofte middelmådigt produkt, at lukrere på filmens succes. The Great Escape er anderledes. Nu er filmen en gammel klassiker, men gør det spillet bedre?

I 1963 udkom filmen The Great Escape, der foregik under Anden Verdenskrig og havde så store stjerner som Steve McQueen og, den netop afdøde, Charles Bronson på rollelisten. Den handlede, kort fortalt, om hvordan en stor gruppe fanger undslap en tysk krigsfangelejr. Handlingen i spillet The Great Escape er den samme. Desværre fortælles den igennem nogle dårligt instruerede mellemsekvenser. Har man ikke set filmen så virker historien meget tynd og usammenhængende. Man styrer på skift fire af filmens hovedpersoner. I de første baner er hovedpersonen Andy MacDonald, en skotsk Royal Air Force officer. Senere møder vi Sedgwick, Hendley og Hillts, alle ligeledes fra Royal Air Force.

Vagter der ser syner

The Great Escape tilhører stealth genren. Igennem en række missioner skal vi undslippe den ene fangelejr efter den anden. Det foregår for det meste ved, at man sniger sig rundt, stjæler en tysk uniform, stjæler en skovl, graver et hul og undslipper lejren. Man får en liste over nogle mål, man skal have nået, inden missionen er slut, hvilken rækkefølge man gør det i er tit lige meget. Faktisk er missionerne bygget ret godt op, de ikke helt lineære, men alligevel rimeligt simple. De fleste missioner har også et efterspil, hvor man skal undslippe de jagtende tyskere og her er der en del mere action. Nu får man lov at skyde og køre i tanks eller andre transportmidler. Disse baner sjove og er ikke ligeså præget af spillets fejl som de andre. Men der er en overvægt af stealth baner og det er ikke en god ting. Denne del af spillet er som sagt præget af nogle fejl. For det første så er det så godt som umuligt at vide, hvornår man er skjult for fjendens syn og hvornår man bare sidder og virker rigtig dum. Et helt mørkt område er ikke nødvendigvis et godt gemmested, men står du bag en lygtepæl, er du nogle gange bedre skjult. Den værste fejl er dog spillets mildest talt elendige AI. Bliver man træt af at forsøge at gemme sig, så kan man nemlig tit bare løbe forbi vagterne. De kigger og siger med tysk accent "what was that?", hvorefter de fastslår "must be seeing things". Hvilket man jo kun kan give dem ret i, men de burde måske stole på deres øjne noget mere. Hvis man så endelig bliver opdaget, er der ikke noget at gøre. Uanset hvor godt man gemmer sig igen, så kommer der altid meget hurtigt en tysker løbende. Disse ting giver spillet en følelse af, at det er tilfældigheder, der afgør missionens udfald og det kan jo ikke være meningen.
Kluntet styring

Man ser spillet fra det velkendte tredjepersonsperspektiv. Kameraet er fastlåst bag hovedpersonen, men kan forskydes til siderne, så man kan kigge omkring hjørner. Det fungerer for det meste godt, nogle gange kunne man dog godt ønske et mere fleksibelt kamera. Den øvrige kontrol føles desværre langt mere kluntet. Man styrer med begge analogsticks, men hastigheden man drejer rundt med er for langsom. Hovedpersonernes andre bevægelser er også meget stive. Det er eksempelvis temmelig besværligt at lægge sig på maven, hvilket jo er ret skidt, når man hurtigt skal gemme sig. I det hele taget føles styringen uintuitiv og tit må man bladre op i manualen for at finde en bestemt kommando.

Loading?

Vi oplevede et par gange at spillet frøs, heldigvis skete det da vi allerede var blevet skudt af en tysker. Men det er alligevel en ærgerlig fejl, der burde være blevet rettet. Loadetiderne er forholdsvis lange og der er ingen quickload funktion. Dør man eller bliver af andre grunde nødt til at loade igen, så skal hele banen loades forfra. Og ligesom i andre spil i genren, så kræver missionerne ofte en del forsøg, før man klarer dem. Sværhedsgraden er dog ikke særligt høj, mest fordi de enkelte missioner er ret korte. Dog skal man være opmærksom på, at man kun kan save 4 gange i hver mission.

Usynlige skygger

Grafikken i The Great Escape er en del under middel. Personerne er dårligt animerede og deres ansigter er døde og uden liv. Teksturer på både personer og omgivelser er utydelige og der er en total mangel på detaljer overalt. Det værste er dog lyssætningen, der normalt er meget afgørende i et stealth spil. Her er det nærmest umuligt at kende forskel på lys og skygge, hvilket selvfølgelig gør det endnu sværere at finde ud af, hvor man kan gemme sig. Musikken er det mest positive ved spillet. Der er en god titelmelodi og også musikken under missionerne er god. Spillets voice acting er en blandet fornøjelse. Noget af den er rigtig god, andet er ret dårligt. Og så er der for lidt variation, alt for mange replikker bliver gentaget i det uendelige. Et lille irritationsmoment er lydstyrken i mellemsekvenserne, der er meget lavere end i resten af spillet - er man ikke opmærksom på det, så går man glip af den i forvejen meget sparsomme handling.

Konklusion

The Great Escape er et spil uden nogle egentlige kvaliteter. Alt er gået mere eller mindre galt og kun virkelige fans af genren eller filmen bør prøve spillet. Udfaldet af missionerne føles tilfældigt, AI'en er ikke god og de lange loadetider frustrerer. Det skuffer især, at historien ikke er fortalt stærkere end den er. Ligesom andre spil har gjort, så ville det have været en god idé at vedlægge en ekstra DVD med den originale film for at understøtte historien.

Great Escape, The (2003) (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Great Escape, The (2003)   © SCi 2003   (XBX)    1/4 Great Escape, The (2003)   © SCi 2003   (XBX)    2/4 Great Escape, The (2003)   © SCi 2003   (XBX)    3/4