X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Outlive: Robotics Versus Genetics


Her på KonsolNet redaktionen er vi mere end glade, når vi får fingrene i et real-time strategispil. Markedet for denne genre er efterhånden meget oversvømmet, men alligevel opretholder de fleste af titlerne en hvis klasse, så derfor er det (næsten) altid en nydelse at skulle anmelde et RTS spil.
Der er selvfølgelig undtagelser fra denne regel - se bare på Tiberian Sun - men vi er meget glade for at kunne fortælle, at spillet Outlive rent faktisk er et vældig godt spil.

Space Odyssey 2035

Historien bag Outlive er egentlig ikke så spændende, og det er lidt synd, når resten af spillet er så gennemtænk - faktisk er manglen på den rette stemning det, der sprang os mest i øjnene under anmeldelsen.
Forhistorien er, at vores alle sammens Jord efterhånden er ved at være temmelig udpint. I år 2035 er befolkningstilvæksten steget så meget, at der på jorden etableres the World Council, hvis opgave det er, at sørge for samarbejde mellem alverdens kloge hoveder, så man i fællesskab kan finde en ny planet at udpine.
Efter nøje studier falder valget på Titan, der er en af Saturns måner. Titan er rig på alle de mineraler, der skal bruges for at føre livet på Jorden videre i sit nuværende gear.

Desværre hersker der uenigheder i the World Council om, hvorvidt man skal bruge genetisk manipulerede mennesker eller robotter til at etablere de første kolonier på planeten.
I bedste computerspilsstil går det hele ad h til, og the World Council splittes i to dele, der hver især vil have kontrol over den rige Titan.
På Titan udkæmpes der nu kampe mellem de genmanipulerede tropper samt robottropperne. The winner takes all.

Det er ikke ligefrem en særlig original forhistorie, og selvom det forsøges at gøre den mere spændende i løbet af spillet, så er den stadig milevidt fra den fantastiske oplevelse man havde, når man spillede eksempelvis StarCraft.

Gameplay

Der er en hvis strategi i at sammenligne Outlive med StarCraft, og det er der flere grunde til. StarCraft er stadig - efter min mening - det bedste RTS spil til PC, og hverken Red Alert II eller nogen andre kan slå det af pinden. Det lykkes heller ikke for Outlive, men det er meget tæt på!
Den vigtigste sammenligning mellem Outlive og StartCraft er dog, at Outlive er StarCraft. Lyder det underligt? Det er fordi Outlive er bygget på motoren, der også lå under StarCrafts overflade, og da det er de fænomenale drenge hos Blizzard, der har kreeret den motor, så er Outlive et ligeså flydende og lækkert spil som StarCraft var det.
Til tider kan Outlive komme til at ligne StarCraft så meget, at man kan komme til at tro, at man rent faktisk spiller StarCraft. Dette er der egentlig ikke noget galt i, da alt, hvad der minder om StarCraft, kun kan være godt.

I Outlive er der - i modsætning til StarCraft - kun 2 forskellige racer, og det er egentlig lidt en skam, når nu vi har set, hvor meget forskel det kan gøre at have tre forskellige racer at spille. Men lad nu det ligge.
Outlive er ikke specielt originalt, når det kommer til indsamling af mineraler, da dette foregår næsten på samme måde som i StarCraft. Dog er der den forskel, at der kun er én enkelt ting at samle i spillet, og det gør den nogle gange lidt forvirrende mineralindsamling lidt nemmere. Faktisk har Outlive stilet mest efter at pudse de får skarpe kanter af, som StarCraft havde, og derefter lagt et helt nyt spil ovenpå. Feks. kan man i Outlive slippe helt for den lange karavane af harvestere, der kører i evig rutefart frem og tilbage mellem base og mineraler. Hvis man ikke har noget imod, at mineralindsamlingen går en smule langsommere, så kan man simpelthen bare bygge en bygning ovenpå mineralfeltet, hvorefter den selv omdanner mineraler til penge - og dermed eliminerer behovet for 50-60 harvestere. Dette er blot en af de mange små fikse løsninger, der er at finde i Outlive, og det er tydeligt, at udviklerne har set sig grundigt om efter steder, hvor konceptet kunne forbedres.

Som sagt står kampene mellem de genmanipulerede mennesker og robotterne. I alt kan der bygges lidt over 20 enheder, hvilket giver en 10-11 stykker til hver side. Dette lyder måske ikke af så meget, men det ordner spillet ved at tilbyde intet mindre end et væld af opgraderinger, der kan forskes i.
Når man har fået bygge sig et forskningscenter i sin base, så åbnes der op for en helt ny verden, hvor alle ens enheder kan gøres bedre på et væld af måder. Dette er noget af de skæggeste ved Outlive, da man så kan
udvikle sine enheder lige i den retning, man vil have.
F.eks. er det muligt at udvikle en Time Bomb til et af sine fly, som man derefter kan skyde på fjendtlige bygninger, så de springer i luften et stykke tid efter. Det er også mulig at få sig et eject system til denne enhed, så i tilfælde af en nedskydning, kan evt. enheder om bord hoppe ud og overleve styrtet. Udover disse eksempler, så er der også de almindelige skjold og panser upgrades samt masser af andre avancerede muligheder.
Et andet sted, hvor der lægges en specielt interesse, er i spionage afdelingen. I Outlive går det meget ud på at have et overblik over, hvad fjenden render rundt og laver, og man har en masse hjælpemidler til den slags.

Jeg sagde tidligere, at Outlive havde stilet efter at rette de få fejl, der nu var i StarCraft - og jeg må indrømme, at holdet bag Outlive virkelig har formået at gøre spiloplevelsen meget bedre. F.eks. er det nu muligt at vælge et sted på kortet, hvor ens enheder skal samles, efter de er blevet bygget. Dette er virkelig en lækker nyskabelse: Nu slipper man for at skulle rende hele kortet igennem for at finde en ledig bygger. Dejligt. En anden nyskabelse er muligheden for at give flere ordrer i rækkefælge. Hvis man holder Shift inde, mens man giver enheden ordrer, så husker den dem alle. F.eks. kan man give en gruppe tanks besked på at angribe en bygning, udforske et nyt område, og køre tilbage til basen - alt sammen med 3 museklik. Nu kan man bare give sin hær besked på at smadre en base, og køre hjem bagefter, så man er klar til at tage imod et evt. gengældelsesangreb - mens man selv laver noget helt andet.
Det vigtigste ved Outlive er dog muligheden for at lægge waypoints ud.
Der er ikke noget mere irriterende, end når man får 10 harvestere skudt, fordi de tog en dårlig vej tilbage fra et mineralfelt. Nu kan man med nogle få museklik sørge for, at ens harvestere altid tager den sikre vej - hvilken befrielse det er.
Alle disse 'småting' har det til fælles, at de kun kræver 2-3 museklik at få det op at køre, og det er virkelig eksemplarisk i alt sin enkelthed.

Grafik

Når jeg siger StarCraft, så ved alle forhåbentlig, hvad jeg taler om rent grafisk. Outlive minder som sagt næsten uhyggeligt meget om StarCraft, og spillene ser virkeligt meget ens ud. Dette er ikke en kritik, da StarCraft - selvom det kun kører i 256 farver - faktisk er et af de kønneste RTS'er på markedet. Outlive har det samme look, og det ser ganske nydelige ud.
En fordel ved den 'simple' grafik er, at alting kører gnidningsfrit og uden slowdown - selv på mindre computere.

Lyd

Outlive har meget nydelige effekter mht. til eksplosioner og våbenild, men når det kommer til de indtalte stemmer som ens enheder taler med, så bliver de hurtigt trættende at høre på. Det går specielt galt, når man spiller robot, hvor samtlige enheder snakker med den klassiske robotstemme, der er optaget ved at tale ned i et nedløbsrør. Så kunne jeg bedre lide Zerg og Protoss enhedernes volapyk i StarCraft.
Musikken fejler egentlig ikke noget, desværre er der bare det, at der måske er lige lovlig lidt af den. Jeg kunne i hvert fald godt have ønsket mig 4-5 numre mere, men det må jeg jo så leve med.

Konklusion

Jeg har i denne anmeldelse sammenlignet Outlive meget med StarCraft, og det har jeg gjort helt med vilje. Sagen er nemlig den, at hvis man var helt vild med StarCraft, så vil man uden tvivl elske at spille Outlive. Outlive indeholder alt, hvad StarCraft havde (Hvis vi ser bort fra den manglende race) - samt en masse nye små forbedringer, og det er virkelig penge værd. Selv den velkendte campaign-editor er tilbage i Outlive klæder.
Man kunne fristes til at sige, at Outlive bare er en StarCraft-klon - hvilket det så sandelig også er. Men hvis man allerede har spillet StarCraft og Brood Wars igennem, så tilbyder Outlive altså mere kvalitet af samme skuffe, og er bestemt et køb værd. Har man ikke StarCraft endnu, så vil jeg foreslå, at man køber det først, da dets overordnede stemning er mere helstøbt end Outlive.
Outlives single-player missioner er skam spændende nok, og der er også meget veludførte, men som sagt, så kan historien ikke rigtigt bære spillet.
Outlive understøtter multiplay på 1000 måder - bl.a. over LAN, Internet og Seriel, og man kan være op til 16 spillere - hvilket kan blive til lidt af nogle kampe!

Her på redaktionen er vi bestemt ikke skuffede over Outlive, og det lægger sig på en 2. plads lige under StarCraft.

Outlive: Robotics Versus Genetics (US)
Anmelders vurdering
88%

Outlive: Robotics Versus Genetics   © Take-Two Interactive 2001   (PC)    1/3 Outlive: Robotics Versus Genetics   © Take-Two Interactive 2001   (PC)    2/3 Outlive: Robotics Versus Genetics   © Take-Two Interactive 2001   (PC)    3/3